Industribageri trodser forbud og leverer brød og kager fra bageri med kakerlakker

Del

Centerbageren i Taastrup har via engrosbageriet NPI Group solgt brød og kager til købmandsbutikker, brødudsalg og supermarkeder, som Fødevarestyrelsen kræver kaldt tilbage fra markedet.

Der var masser af kakerlakker og usædvanligt uhygiejniske forhold, da Fødevarerejseholdet tirsdag kom på uanmeldt besøg i engrosbageriet NPI Group, Naverland 17 i Glostrup. Forholdene førte til et øjeblikkeligt forbud mod videre produktion i virksomheden.

En opfølgende kontrol viser fredag, at bageriet har fortsat produktionen og leveret varer til et ukendt antal butikker, også efter at Fødevarerejseholdet nedlagde produktionsforbud.

- Virksomheden var forladt, da vi ankom fredag middag. Inde i virksomheden indikerede ovntemperaturer på 53-99 grader, at bageriet har været i gang i nat, mens frisk dej og flødeskum var gjort klar til den kommende nats produktion. Derfor gør vi nu kunderne opmærksom på, at virksomheden producerer ulovligt, siger chef for fødevarerejseholdet, Michael Rosenmark.​

Fredag var hygiejneforholdene i virksomheden som tirsdag. Der var mel- og dejrester samt kakerlakker på gulve, vægge, bag borde og i revner.

NPI Group sælger varer gennem Centerbageren i Taastrup og har denne uge leveret til bl.a. Den Glade Bager, Taastrup, Menu Holbæk, Min Købmand Ejby i Glostrup og Min Købmand, Trædrejerporten 4 i Hvidovre.

Alle varer fra Centerbageren/NPI Group skal af hensyn til fødevaresikkerheden tilbagekaldes og kasseres.

Yderligere oplysninger

Journalister kan kontakte Fødevarestyrelsens pressetelefon 22 84 48 34. 

Følg pressemeddelelser fra Fødevarestyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Fødevarestyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye