Hver ottende dansker har ikke råd til at rejse på ferie
Ferien står for døren, men det er ikke alle, som har råd til at tage på ferie væk fra hjemmet.
Således svarer 12 pct. af danskerne i Danmarks Statistiks levevilkårsundersøgelse (SILC), at de lever i husstande, som ikke har haft råd til at tage hele husstanden på en årlig ferie væk fra hjemmet i mindst en uge.
De personer, som har sværest ved at finde penge i budgettet til ferie, er enlige forsørgere. Her svarer omtrent hver fjerde enlige forsørger (27 pct.), at de ikke har råd til at holde en uges årlig ferie i ind-eller udland.
Den gruppe, som har næst sværest ved at finde penge til ferie, er voksne kvinder og mænd under 65 år, som bor alene. Her svarer omtrent 20 pct., at de ikke kunne finde råd til en årlig ferie.
"At de enlige har færre penge at rejse for hænger blandt andet sammen med, at de typisk er yngre, og at mange endnu ikke er etablerede på arbejdsmarkedet, forklarer specialkonsulent i Danmarks Statistik Daniel Gustafsson og fortsætter:
”Herudover har enlige med eller uden børn i modsætning til mange par kun én indkomst til at dække de faste udgifter til fx husleje og opvarmning af bolig.”
Andel personer som ikke har råd til en årlig ferie væk fra hjemmet. 2020
For at se dette indhold fra www.dst.dk, så skal du give din accept på toppen af denne side.
Kilde: Danmarks Statistik & Eurostat
Anm: Opgørelsen er baseret på en stikprøve og er derfor behæftet med statistisk usikkerhed. I 2020 er usikkerheden på gennemsnittet for alle +/- 1,2 procentpoint. Stikprøveusikkerheden er højere, hvis man betragter mindre delpopulationer i befolkningen, fx en specifik husstandstype.
Andelen af personer som ikke har råd til ferie er faldende
Andelen af danskere, som lever i husstande, der ikke har råd til at tage på ferie væk fra hjemmet, har generelt været faldende siden 2013, hvor andelen lå på 17 pct. Fra 2013 er andelen, der ikke har råd til ferie faldet, og lå i 2020 på 12 pct. – altså omtrent samme niveau som i år 2009 og 2010, hvor andelen lå på 11-12 pct.
Andelen af personer i Danmark som ikke havde råd til ferie væk fra hjemmet. 2003-2020
For at se dette indhold fra www.dst.dk, så skal du give din accept på toppen af denne side.
Kilde: Danmarks Statistik & Eurostat
Flere husstande i Norge og Sverige har råd til ferie
Set i et europæisk perspektiv, så er der relativt få danskere, som ikke har råd til at holde ferie. I EU som gennemsnit, havde 28 pct. ikke råd til en uges ferie væk fra hjemmet i 2019.
Dog har flere husstande i Norge, Schweiz, Luxembourg og Sverige råd til ferie sammenlignet med Danmark. I disse lande havde hhv. 7, 9, 10 og 10 pct. ikke råd til ferie, hvor det i 2019 var 11 pct. af danskerne, som svarede, at de ikke havde råd til en uges ferie væk fra hjemmet.
På Danmarks niveau ligger landende Østrig, Finland og Tyskland med 12-13 pct., som ikke har råd til ferie. Herefter følger Nederlandene, hvor godt 13 pct. ikke havde råd til en uges ferie væk fra hjemmet. I bunden af listen er Rumænien, Grækenland og Serbien, hvor hhv. 56, 54 og 51 pct. ikke havde råd til ferie.
Bemærk at tal markeret med * i grafen er fra 2019, da Covid-19 har forsinket dataleverancer fra en række lande. Dermed er internationale sammenligninger af alle lande i EU i året 2020 ikke mulig.
Andelen af personer i europæiske lande som ikke havde råd til ferie væk fra hjemmet. 2019* & 2020
For at se dette indhold fra www.dst.dk, så skal du give din accept på toppen af denne side.
Kilde: Danmarks Statistik & Eurostat
Anm: Tal markeret med * i grafen er fra 2019, da Covid-19 har forsinket dataleverancer fra en række lande. Dermed er internationale sammenligninger af alle lande i EU i året 2020 ikke mulig.
Fakta om undersøgelsen
SILC - Statistics on Income and Living Conditions - er en europæisk undersøgelse, der har til formål at belyse befolkningens indkomst, levevilkår og risiko for social udstødelse. Undersøgelsen gennemføres i samtlige EU-lande samt fx Norge, Island og Schweiz efter retningslinjer fastlagt af Eurostat.
Undersøgelsen gennemføres af Danmarks Statistik i Danmark og bygger på interviews med ca. 6.500 husstande, der omfatter ca. 12.000 personer. Det er en longitudinel undersøgelse med 4-årige paneler.
Eurostat opgør økonomiske afsavn på personniveau. I dette tilfælde er spørgsmålet om, hvorvidt husstanden har råd til en uges årlig ferie væk fra hjemmet, stillet til en person i husstanden over 15 år. Personens svar antages at gælde for alle personer i husstanden. Samlet set er andelen af husstande, der ikke har råd til ferie, lidt højere end andelen af personer, da særligt de små husstande med enlige oftere ikke har haft råd til ferie, end husstande bestående af flere personer.
Da undersøgelsen er baseret på en stikprøve, er der en grad af stikprøveusikkerhed. Stikprøveusikkerheden er særlig høj, hvis man betragter mindre delpopulationer i befolkningen, fx en specifik husstandstype.
I undersøgelsen foretages der vægtning af svarene således, at respondenterne matcher befolkningen på alder, indkomst, socioøkonomisk status og familietyper. Men der er fortsat risiko for en smule skævhed på grund af selektion blandt de personer, som vælger at deltage i undersøgelsen, fx hvis raske personer deltager oftere end syge.
Læs mere i statistikdokumentationen
Spørgsmål til tallene i denne artikel kan stilles til specialkonsulent Daniel Gustafsson, tlf: 3917 3589, mail: DFG@dst.dk
Nøgleord
Information om Danmarks Statistik
Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Fald i produktionen af økologisk mælk11.4.2024 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Både produktionen af økologisk mælk samt mængden af økologisk oksekød, der bliver solgt i forretningerne, er faldet efter at have været stigende i flere år.
Hvem bruger slankelægemidler?8.4.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny analyse fra Danmarks Statistik beskriver brugerne af slankelægemidler. Analysen undersøger brugernes køn, alder, civilstand, indkomst og bopælskommune. Analysen viser blandt andet, at andelen af brugere af slankelægemidler stiger med familieindkomsten.
Bookingtallene tyder på en travl påske for feriehusudlejerne i Danmark21.3.2024 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Påsken står for døren, og i år var der i slutningen af januar 63.600 bookede husuger i påskemånederne marts og april. Størstedelen af bookingerne kommer som altid fra Tyskland.
Nyt banebrydende register giver nye forskningsmuligheder på uddannelsesområdet15.3.2024 09:45:31 CET | Pressemeddelelse
Har størrelsen på en klasse betydning for elevernes karakterer? Har kønsfordelingen? Og hvor skal politikerne sætte ind, hvis de skal vende det faldende elevoptag på erhvervsskolerne? Det er spørgsmål, som forskere nu kan nærme sig svarene på med det udvidede Lærer-elev-register.
Priser på kulturoplevelser stiger mere end forbrugerpriserne generelt14.3.2024 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Prisen på kulturoplevelser som fx museer, zoologiske haver, forlystelsesparker og biografer er i en årrække steget mere end forbrugerpriserne generelt – dog bremsede stigningen lidt op sidste år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum