Hver femte ph.d.-studerende har ondt i arbejdslivet

IDA’s karriererådgivere får flere og flere henvendelser fra ph.d.-studerende, der har knas i arbejdslivet. De oplever et dårligt psykisk arbejdsmiljø, og blandt hovedårsagerne peger de på job-usikkerhed, højt arbejdspres, ensomhed og ingen eller sparsom feedback og sparring. Nogle er ligefrem så pressede, at de overvejer at lægge forskerdrømmene og ph.d.’en på hylden før tid.

Tendensen bekræftes i en ny medlemsundersøgelse blandt 224 ph.d.-studerende. Her svarer sammenlagt 21 pct., at de er ”uenige” eller ”meget uenige” i spørgsmålet ”Jeg har normalt en passende balance mellem mit arbejdsliv og privatliv”, og sammenlagt 22 pct. svarer, at de ”i ringe grad” eller ”i meget ringe grad” får tilstrækkelig hjælp og støtte af deres nærmeste leder til at fx prioritere arbejdsopgaver. Og det er bekymrende høje tal, mener Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA.

”Alarmklokkerne skal ringe på enhver arbejdsplads, hvor en femtedel af medarbejderne melder om udfordringer med trivslen. Det bør enhver ansvarlig arbejdsgiver rykke på prompte. Det håber jeg også sker her. Kigger vi ud over alle vores medlemsgrupper, så er det vores klare indtryk, at det er de ph.d.-studerende, der allermest ondt i arbejdslivet,” siger Morten Thiessen.

Han peger på, at universiteterne og forskningsmiljøerne er blevet rundbarberet af besparelser i årevis, og nu ser vi en af de direkte følgevirkninger.

”Højpræstationsmiljøer koblet med tidsbegrænsede ansættelser er gift for ethvert arbejdsmiljø. Og når universiteterne er så hårdt spændt for, at der også bliver sparet på rådgivning og vejledning af fremtidens forskere, så har vi alle ingredienserne til en giftig cocktail mod at skabe et bæredygtigt arbejdsliv. Man skal næsten være lavet af teflon, hvis man skal gå helt upåvirket gennem tre år som ph.d.-studerende,” siger Morten Thiessen.

”De sidder mutters alene i tre år i dette konkurrenceprægede miljø med deres eget forskningsprojekt. De oplever et voldsomt pres, for de skal producere videnskabelige artikler, undervise, nå et ophold på et udenlandsk universitet og selvsagt også lave god forskning. Nogle har svært ved at overskue, at de vilkår skal være deres arbejdsliv i tre år. Vi andre har kolleger, vi kan vende en sag med eller få hjælp til at løfte. Sådan fungerer det desværre ikke for alle ph.d.-studerende – her er de ofte alene om det,” siger han.

Baseret på tilbagemeldingerne fra de ph.d.-studerende, som IDA har været i kontakt med, efterlyser han politisk fokus på at genopbygge forskningsmiljøerne. Og samtidig opfordrer han universiteterne til at se nærmere på vejledningen af ph.d.’erne.

”Den store udfordring er, at man har skåret helt ind til benet på universiteterne i årevis. Men vi hører også, at ph.d.-vejledningen på universiteterne er for ensporet, og samtidig er der alt for lidt af den. Den forholder sig stort set udelukkende til forskningsarbejdet og på at forberede den enkelte ph.d.-studerende til en efterfølgende karriere på universitetet. Det skal den også, men i og med at færre end 10 pct. af alle ph.d.’ere får en universitetskarriere, bør rådgivningen også berøre karrieremulighederne udenfor universitetet, så ph.d.’erne ikke føler sig som fiaskoer, hvis de ikke har udsigt til at lande et forskerjob på et universitet,” siger Morten Thiessen.