Erhvervsstyrelsen

Hurtig reaktion på udenlandsk angreb på Aalborg Teater

Del
Kunstens verden er normalt et magisk sted for kreativ udfoldelse, men ingen branche kan vide sig sikker, når hackere er på jagt efter løsesummer eller personfølsomme oplysninger. Kunsten er dog at rejse sig og blive klogere på sig selv og sit erhverv. Det oplevede Aalborg Teater selv, da de blev angrebet på Facebook - midt under en liveforestilling, fortæller de i en ny kampagne.

En time før tæppet faldt til et nyt tiltag fra Aalborg Teater, nemlig en livestream af et nyt stykke, blev PR-chef Thomas Villefrance informeret af en ansat om, at de var under angreb.

Coronapandemien har tvunget virksomheder til at gå nye veje. Aalborg Teater forsøgte sig derfor med at rykke teateroplevelsen online, når nu man ikke kunne samles fysisk. De gjorde det ovenikøbet gratis for seerne. Men da kommentarsporet på Facebook, hvor streamingen foregik, pludselig bugnede med forsøg på at hive penge ud af tilskuerne, måtte Aalborg Teater skride til handling.

“I kommentarsporet flød det over med links fra falske Facebook-profiler, der ville lokke brugerne ind på et site, hvor de skulle indtaste deres kontooplysninger for at deltage i den ellers gratis forestilling. Omtrent 100 falske profiler sendte med få minutters mellemrum en ny kommentar”, fortæller Thomas Villefrance.

Prøver altid at være et skridt foran

Det lykkedes dog Aalborg Teater at komme mere eller mindre helskindet ud på den anden side. I dag har de en helt anden respekt for digital sikkerhed og har taget diverse sikkerhedsforanstaltninger. 

Siden de blev ramt, har teatret således livestreamet ni gange med nul angreb, men derimod med masser af glade publikumsgængere.

Oplevelsen har sat sig hos Thomas Villefrance, men vigtigst af alt har han og hans kollegaer lært noget.

“Vores opfattelse af IT-sikkerhed har naturligvis ændret sig efter det her angreb, som vi har været udsat for. Det, vi prøver, når vi streamer nu, er altid at være et skridt foran”, fortæller Thomas Villefrance.

Hackere forsøgte at sælge falske billetter

Når Thomas Villefrance tænker tilbage på angrebet, bliver han både mindet om den sårbarhed, der pludselig blev meget tydelig, men også om den erfaring, som hændelsen har bragt med sig. Og så husker han meget klart forløsningen, da han - efter flere timers hektisk kamp - modtog nyheden om, at angrebet nu var ovre.

Der var tale om en udenlandsk IP-adresse, som ville udnytte teatrets forsøg på at berige kulturlivet midt i en pandemi. Alt sammen med henblik på egen fortjeneste. I fagsprog kendes dette som et phishing-angreb.

Fremtiden ser lys ud

Oplevelsen har gjort Aalborg Teater klogere på, at man altid kan forbedre sin IT-sikkerhed. Siden angrebet har Thomas Villefrance og hans kollegaer lukket for udenlandske IP-adresser, og det virker godt for dem.

“Vi kan nu give vores brugere en god og sikker oplevelse”, fortæller en positiv Thomas Villefrance.

Om kampagnen

SikkerDigital.dk, Erhvervsstyrelsen og Industriens Fond sætter med kampagnen ”Den sikre investering” fokus på vigtigheden af digital sikkerhed som konkurrencefordel. 8 case-virksomheder, heriblandt Aalborg Teater, står frem og fortæller åbent om IT-sikkerhedsbrud, og hvordan de har rejst sig efter et cyberangreb og styrket deres forretning. 

Gå til kampagnesiden ”Den sikre investering”

Kontakter

Billeder

Information om Erhvervsstyrelsen

Erhvervsstyrelsen
Erhvervsstyrelsen
Langelinie Allé 17
2100 København Ø

https://erhvervsstyrelsen.dk/

Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed under Erhvervsministeriet. Vi er omkring 1.000 medarbejdere - i København, Nykøbing Falster og Silkeborg - som arbejder for at skabe de bedste rammer for virksomhedernes vækst og udvikling i hele Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye