Kattegatcentret

H.K.H. Prinsesse Marie tog familien med til fødselsdag i Kattegatcentret

Del
Der blev både fodret søde pingviner, dissekeret stor blæksprutte og fodret lynhurtige hajer, da Kattegatcentrets protektor, H.K.H. Prinsesse Marie, sammen med H.K.H. Prins Joachim, H.E. Greve Henrik og H.E. Komtesse Athena deltog i fejringen af Kattegatcentrets 30 års fødselsdag tirsdag den 2. maj.

Kattegatcentret fik i dag royalt besøg i forbindelse med fejringen af sin 30 års fødselsdag. Kattegatcentrets protektor, H.K.H. Prinsesse Marie, deltog nemlig i fødselsdagsfejringen, og som en overraskelse kom hun ikke alene - hun havde nemlig taget sin familie med på den blå løber. Her fik H.K.H. Prinsesse Marie og H.E. Komtesse Athena overrakt en smuk blomsterbuket i havets farver af blandt andet Blå Agent, Otto på 9 år, der er uddannet på Kattegatcentrets sommerskole, Saltvandsakademiet.

Og det var en yderst veloplagt protektor for Kattegatcentret, der sammen med sin mand og parrets to børn, fejrede Kattegatcentrets runde fødselsdag. I sin tale ønskede H.K.H. Prinsesse Marie Kattegatcentret tillykke med 30 år i havets tjeneste.

”Hjerteligt tillykke med de 30 år. 30 år i havets tjeneste, hvor I har gjort over 7 millioner gæster klogere på livet i havet – eller som I kalder det, bidt af havet. Det har I gjort ved at skabe fantastiske oplevelser med udgangspunkt i naturen under havoverfladen. Og hajerne, der cirkulerer under mig, og alle jeres andre over 200 arter af havdyr, er alle vigtige ambassadører for deres artsfæller i naturen og er kilde til jeres fascinerende formidling, der har det vigtige formål: At få os alle til at passe bedre på havets natur,” sagde H.K.H. Prinsesse Marie blandt andet i sin tale.

FODREDE PINGVINER OG HAJER
Kattegatcentret havde arrangeret et spændende fødselsdagsprogram for familien, der blandt andet oplevede Kattegatcentrets nye pingvinanlæg i to etager, som der kun findes få af på verdensplan. Her fodrede hele den royale familie Kattegatcentrets 22 æselpingviner, og pingvinerne underholdte til den helt store guldmedalje med deres højlydte skryden, lynhurtige svømmefærdigheder og charmerende personligheder.

Herefter oplevende familien Kattegatcentrets nye skolelaboratorium, hvor 12.000 børn og unge hvert år bliver bidt af havet. Her hjalp familien hinanden med at dissekere en 10-armet blæksprutte, som efterfølgende blev brugt som hajfoder til de små, tropiske hajer i hajtanken. Både H.K.H. Prinsesse Marie, H.K.H. Prins Joachim, H.E. Greve Henrik og H.E. Komtesse Athena kastede sig ud i udfordringen på modigste vis og fodrede både de lynhurtige, sorttippede revhajer og de mindre bundlevende bambushajer.

”Det er en meget stor ære og glæde at vores protektor, H.K.H. Prinsesse Marie, har deltaget i fejringen af Kattegatcentres 30 års fødselsdag, og ikke mindst, at hun tog sin familie med. Det er første gang, at vores protektor oplever vores nye pingvinanlæg i to etager, så vi har set utroligt meget frem til besøget,” fortæller Karsten Bjerrum Nielsen, direktør i Kattegatcentret.

MOTOR MILLE OG ALEXANDER HUSUM TIL HAVGALLA
Det royale besøg var afslutningen på fire dages fødselsdagsfejring i Kattegatcentret. De seneste dage har Kattegatcentret nemlig fejret sin 30 års fødselsdag med verdens første Havgalla med besøg af blandt andre Motor Mille og én af landets største youtubere og influencere, Alexander Husum.

”Det har været fantastisk at opleve den store opbakning til vores fødselsdagsfejring, og jeg har nydt at se en masse danseglade børn danse plastikken væk fra havet sammen med Motor Mille og blive begejstret over den populære youtuber, Alexander Husum, der dissekerede en stor blæksprutte med Kattegatcentrets BioKim,” fortæller Karsten Bjerrum Nielsen.

Udover et festligt aktivitetsprogram fik alle Kattegatcentrets fødselsdagsgæster en lille gave i form af et årskort til almindelig dagsbillet-pris.

FAKTA

  • Kattegatcentrets protektor, H.K.H. Prinsesse Marie, H.K.H. Prins Joachim, H.E. Greve Henrik og H.E. Komtesse Athena deltog i fejringen af Kattegatcentrets 30 års fødselsdag tirsdag den 2. maj
  • H.K.H. Prinsesse Marie har været protektor for Kattegatcentret siden 2013
  • Kattegatcentret fylder 30 år den 7. maj og har den 29. april-2. maj fejret sin runde fødselsdag med  med verdens første Havgalla med besøg af blandt andre Motor Mille, kendt fra DR Ramasjang, og én af landets største youtubere og influencere, Alexander Husum
  • Kattegatcentret åbnede den 7. maj 1993 og har siden åbningen haft mere end syv millioner gæster
  • Gæster til Kattegatcentrets Havgalla fik alle et årskort til almindelig dagsbillet-pris

FOR MERE INFORMATION KONTAKT:

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Kattegatcentret

Kattegatcentret
Kattegatcentret
Færgevej 4
8500 Grenaa

https://www.kattegatcentret.dk/

Kattegatcentret er et stort, dansk akvarium med mere end 200 forunderlige, farvestrålende arter af havdyr - heriblandt hajer, pingviner og sæler. Kattegatcentret ligger i Grenaa helt ud til Kattegat og har siden åbningen i 1993 haft mere end 7 millioner gæster.

Følg pressemeddelelser fra Kattegatcentret

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kattegatcentret

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye