DI - Dansk Byggeri

Hedensted viser de unge mulighederne i erhvervsuddannelserne

Del
En god og tæt dialog mellem lokale virksomheder og kommunen er med til at sikre et godt erhvervsliv. På det årlige dialogmøde drøftede Dansk Byggeri Østjylland, Dansk Byggeri Vejle og Hedensted Kommune, hvordan det står til med erhvervsvenligheden i Hedensted. Kommunen fik blandt andet ros for sit arbejde for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.

I Hedensted bliver der gjort en stor indsats for at få flere lokale unge til at se muligheder i en fremtid som håndværker. Kommunen har blandt andet indgået en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri, der fx betyder, at parterne arbejder tæt sammen om at finde lærepladser til de unge, der vælger en uddannelse inden for bygge- og anlægsbranchen. Kommunen har også en medarbejder, der er ansvarlig for samarbejdet mellem de lokale virksomheder og folkeskolen, og det blev rost under dialogmødet.

- Det er rigtig godt, at Hedensted Kommune prioriterer at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Allerede nu kæmper flere virksomheder med at finde medarbejdere, og også i fremtiden er der brug for flere med en erhvervsuddannelse, hvis væksten ikke skal gå i stå. I Hedensted vælger 29,9 procent af de unge at tage en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Det er virkelig en flot udvikling og faktisk over det nationale mål om en andel på mindst 25 procent i 2020, siger bestyrelsesmedlem i Dansk Byggeri Østjylland, Jens Arne Pedersen.

Vigtigt med god dialog
Borgmester i Hedensted Kommune, Kasper Glyngø, er glad for, at parterne gennem blandt andet dialogmøder kan tale om, hvad der er vigtigt for, at de lokale virksomheder kan skabe vækst og arbejdspladser.

- Vi vil gerne være en erhvervsvenlig kommune, der giver virksomhederne nogle gode rammer og vilkår. Derfor er det rigtig godt, at vi kan mødes og tale om, hvad vi gør godt, og hvor vi kan forbedre os. Dialogen med virksomhederne betyder, at vi kan holde os på dupperne og gøre servicen og forholdene for de lokale virksomheder endnu bedre, siger borgmester Kasper Glyngø.

Cirkulær økonomi og bæredygtigt byggeri
De lokale virksomheder roste også kommunens indsats for at få ledige i job, samt at Hedensted går forrest, når det gælder cirkulær økonomi og bæredygtigt byggeri. Kommunen er blandt andet med i projektet ’Compas’, der skal hjælpe iværksættere og virksomheder til at udvikle projekter, produkter og ydelser med en bæredygtig og cirkulær tanke.

- Hedensted Kommune ser muligheder i at lave bæredygtige og klimavenlige tiltag og har gang i flere spændende projekter, som virksomhederne kan bidrage til og få gavn af. Det er rigtig spændende, at kommunen har lavet en klimavej, der sikrer, at vejen og kloakkerne ikke bliver oversvømmet, og som samtidig producerer bæredygtig varme, siger bestyrelsesmedlem i Dansk Byggeri Østjylland, Jens Arne Pedersen.

 
 
 
 
 

Kontakter

Borgmester Kasper Glyngø, Hedensted Kommune, telefon 29 24 41 74
Bestyrelsesmedlem Jens Arne Pedersen, Dansk Byggeri Østjylland, telefon 75 65 78 88

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye