Roskilde Universitet

Grundforskningscenter åbner: Skal gøre os klogere på fremtidens pandemier

Del

I dag åbner Roskilde Universitets nye grundforskningscenter PandemiX. Professor Lone Simonsen - også kendt som Corona-Lone - skal stå i spidsen, og Danmarks Grundforskningsfond har investeret 47 mio. kr. i det nye center.

Lone Simonsen, professor ved Roskilde Universitet og leder af PandemiX (foto: Ulrik Jantzen)
Lone Simonsen, professor ved Roskilde Universitet og leder af PandemiX (foto: Ulrik Jantzen)

Hvad kan vi lære af fortidens pandemier, som kan ruste os bedre til fremtidens pandemier? Spørgsmål som disse vil være i fokus i det nye grundforskningscenter.

Det særlige ved det nye center er, at det er tværfagligt, og at det både kommer til at tælle matematikere, fysikere, bioinformatikere, klinikere, epidemiologer og historikere, der til sammen arbejder på at kortlægge de sidste 300-400 års pandemiers og epidemiers særlige kendetegn.

”Vi skal også bruge de kommende år på at dissekere COVID-19-pandemien og alle de data, som er indsamlet over de sidste år i Danmark og hele verden. Ved at gå i dybden med alt det observerede fra denne og fra tidligere pandemier får vi opbygget et katalog af signaturer og specifikke fænomener, som vi kan tage ned fra hylden, når den næste pandemi kommer. For der kommer helt sikkert nye pandemier i fremtiden, som vi skal være klar til at håndtere,” siger centerleder Lone Simonsen.

Planen er, at der skal udvikles et helt nyt tværfagligt forskningsfelt, der inddrager både samfundsmæssige, historiske omstændigheder og naturvidenskabelige fakta. Navnet på det nye forskningsfelt er pandemiologi.

”For at forstå pandemiers væsen, er det nødvendigt at forstå alle aspekter. Den samlede indsigt vil gøre, at vi vil kunne informere det globale beredskab, når den næste pandemitrussel melder sig,” siger Lone Simonsen.

En del af grundforskningscenterets arbejde vil foregå på Statens Serum Institut i København, og de byder grundforskningscenteret velkommen.

”Vi er meget glade for at kunne byde PandemiX velkommen på SSI campus. Forskerne i PandemiX bidrog med meget vigtige beregninger i forhold til Danmarks COVID-19 håndtering. Et nært samarbejde mellem myndigheder og eksterne forskningscentre er centralt i vores danske infektionsberedskab,” siger Henrik Ullum, administrerende direktør i Statens Serum Institut.

Centerets partnere tæller blandt andre Københavns Universitet, DTU, Nordsjællands Hospital og Statens Serum Institut (SSI).

Nøgleord

Kontakter

Pressetelefon (ml. 09.00 og 16.00 i hverdagene)

Tlf:2887 0027

Links

Følg pressemeddelelser fra Roskilde Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Roskilde Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye