Forskere finder direkte sammenhæng mellem PFAS og overvægt
19.4.2023 11:20:15 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Under ledelse af Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Syddansk Universitet, har danske forskereundersøgt blodprøver fra 381 voksne, som havde deltaget i et klinisk forsøg finansieret af Europa-Kommissionen. Fokus var at se på, om god kost kan hjælpe med at fastholde en lavere kropsvægt.
Her fandt de, at hvis deltagerne fra otte europæiske lande havde et forhøjet indhold af et bestemt PFAS-kemikalie, PFOA, i blodet, tog de på i vægt - på trods af de diæter, de fulgte i det kliniske forsøg.
PFOA findes ofte i forurenet drikkevand og fødevarer og har længe været forbudt at anvende.
Tidligere vist lignende hos børn
Det viste sig i undersøgelsen at de deltagere med mest PFOA i blodet, efter et års opfølgning, ikke kun havde svært ved at holde vægten - de havde i gennemsnit taget omkring fem kilo mere på end dem med lav eksponering.
-Vi har tidligere vist, at børn med øgede PFAS-koncentrationer i blodet har en tendens til at tage på i vægt og udvikle højere niveauer af kolesterol i blodet, siger Philippe Grandjean, som har forsket i de menneskelige sundhedsvirkninger af PFAS i flere lande og befolkninger, herunder børn, de seneste 15 år.
-I det nye studie fokuserede vi på voksne, der deltog i en eksperimentel undersøgelse af forskellige diæters betydning for at forhindre vægtøgning. Det viste sig, at PFAS havde større betydning end kosten.
Overvægt skyldes ikke kun kost og inaktivitet
Resultaterne øger bekymringen for, at miljøforurening kan påvirke stofskiftet, så vi har en uønsket tendens til at tage på i vægt.
-Vores undersøgelse tilføjer nye indicier for, at overvægt ikke kun handler om mangel på fysisk aktivitet og usunde spisevaner – PFAS mistænkes i stigende grad for at være en medvirkende faktor, siger Philippe Grandjean.
Arne Astrup, direktør og professor i Novo Nordisk Fonden og leder af afdelingen for overvægt og ernæring, var leder af det europæiske projekt Diogenes, som blodprøver og data i den nye undersøgelse kommer fra.
Han mener at årsagen til, at flere og flere overspiser og udvikler en overvægtig tilstand er dårligt forstået, og at vi må erkende, at hormonforstyrrende stoffer så som PFOA i vores miljø meget vel kan have en skadelig påvirkning af kroppens appetitregulering og dermed være en medvirkende årsag til overvægt og fedme.
- Det er jo utrolig vigtigt at få identificeret sådanne faktorer, også da denne nye viden kan bidrage til at afstigmatisere personer, der lever med svær overvægt. Der er nu endnu en god grund til en effektiv indsats til at reducere eller fjerne PFAS fra vores miljø, siger Arne Astrup.
Behov for information om evighedskemikalierne
PFAS er en stor og årtier gammel familie af industrielle kemikalier, som ophobes i mennesker og miljøer - de er farveløse, smagløse og lugtløse og bruges ofte til at beskytte køkkenudstyr, tekstiler og andre forbrugerprodukter, og de forhindrer pletter i at misfarve tæpper og møbler. Kemikalierne har også været brugt til brandslukning
Stofferne er næste unedbrydelige og kaldes derfor ofte for "evighedskemikalier" - de er også nået ned til grundvandet, ud i verdenshavene, og de forurener fødekæderne.
Derfor satser det amerikanske forskningscenter STEEP på University of Rhode Island, hvor Grandjean er en del af ledelsen, på at sikre, at sund videnskab bidrager til at informere den offentlige dialog om at forbedre beskyttelsen af borgerne mod de giftige stoffer.
Håb for nye retningslinjer
-På internationalt niveau har diskussionen især fokus på at lovgive om grænseværdier og finde måder at regulere indholdet af PFAS i drikkevand. Men vi er udsat for PFAS på mange måder, og nok især fra kosten, siger Philippe Grandjean.
Europa-Kommissionen arbejder med et forslag om at forbyde PFAS i forbrugerprodukter, og den amerikanske miljøstyrelse har for nylig foreslået bindende retningslinjer for vandforurening.
- Jeg håber, at de nye foranstaltninger bliver en succes, og nu har jeg en yderligere grund til at håbe, siger han.
----------------------
Undersøgelsen er netop publiceret i Obesity, læs mere her: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1002/oby.23755
Nøgleord
Kontakter
Professor Philippe Grandjean
PGrandjean@health.sdu.dk
+4565503769
Marianne Lie BeckerJournalistDet Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Tlf:21 26 19 26mlbecker@health.sdu.dkLinks
Information om Syddansk Universitet
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Celler har en indbygget bremse for DNA-kopiering – og det kan få betydning for kræftbehandling28.1.2026 17:00:00 CET | Pressemeddelelse
SDU-forskere har identificeret en ny mekanisme, der styrer DNA’s evne til at kopiere sig – og dermed en celles evne til at dele sig. Da kræftceller er kendetegnet ved aggressiv celledeling, er denne opdagelse vigtig for kræftforskningen.
Ung forsker fra SDU skal sikre, at vi har kritiske råstoffer nok til den grønne omstilling28.1.2026 09:04:10 CET | Pressemeddelelse
Den grønne omstilling står og falder med adgangen til kritiske råstoffer, der i dag er præget af sårbare forsyningskæder i en usikker verden. Lektor Wu Chen fra Institut for Grøn Teknologi på SDU vil nu kortlægge, hvordan Danmark kan sikre forsyningssikkerheden af de kritiske materialer. Projektet er støtte af Villum Fondens Young Investigator-program.
SDU Climate Clusters projekt POSEIDON viser, at klimatilpasning kræver samarbejde på tværs af grænser23.1.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Efter midtvejsvejskonferencen ”Klimatilpasning – sammen om fremtiden” står én konklusion klart: Klimaforandringer stopper hverken ved kommune- eller landegrænser og løsningerne gør heller ikke.
SDU bruger sin egen supercomputer til at opbygge virtuelle undervisningslaboratorier16.1.2026 08:09:49 CET | Pressemeddelelse
Syddansk Universitet (SDU) tager nu sin eksisterende supercomputer i brug til at opbygge virtuelle undervisningslaboratorier for IT-uddannelserne. Initiativet giver de studerende adgang til avancerede servermiljøer og distribuerede systemer – samtidig med at SDU bevarer det fulde ejerskab over undervisningsplatformen og kan sikre forudsigeligt og gennemsigtigt ressourceforbrug.
Forskningsprojekt på SDU skal gøre produktionen af grøn brint PFAS-fri og konkurrencedygtig14.1.2026 13:27:58 CET | Pressemeddelelse
I samarbejde med seks europæiske partnere vil forskere fra SDU’s Institut for Grøn Teknologi udvikle en ny elektrolyseteknologi, der kan producere grøn brint billigere, mere effektivt og bæredygtigt og uden brug af de fluorstoffer, som i dag bruges i anlæggene.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
