Syddansk Universitet

SDU-forskere hjælper hudlæge med grønnere hudbiopsi

24.8.2026 13:16:46 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse

Del

Hudlæge Kristine Pallesen undrede sig over, at stålsakse og pincetter blev kasseret efter en enkelt hudbiopsiprocedure. Sammen med forskere fra SDU har hun udviklet prototyper og analyseret klimaaftryk og materialevalg til en ny bæredygtig biopsi, som samler flere funktioner i ét genanvendeligt instrument.

Styrmir og Kristine
Styrmir og Kristine

Da Kristine Pallesen arbejdede som afdelingslæge på Hudafdelingen på Aarhus Universitetshospital, undrede hun sig over synet af stålpincetter og kirurgiske sakse, der blev smidt i affaldsbeholderen efter en enkelt hudbiopsi.

Instrumenterne fejlede ingenting. Alligevel kunne det bedre betale sig at kassere dem end at sende dem gennem hospitalets system for rengøring og sterilisering.

– Jeg syntes, det var både mærkeligt og ressourcespild. Tidligere blev instrumenterne rengjort og steriliseret lokalt. Da opgaven blev centraliseret, og arbejdskraften blev dyrere, begyndte man at smide stålinstrumenter ud efter én procedure, fortæller Kristine Pallesen.

Da hun senere fik sin egen hudklinik i Haderslev, blev udfordringen endnu tydeligere. Biopsistanserne skulle bestilles, købes og derefter smides ud som risikoaffald, mens sakse og pincetter skulle rengøres og steriliseres efter brug.

Det fik hende til at stille et enkelt spørgsmål: Kunne man samle funktionerne i ét holdbart instrument, som kunne bruges igen og igen?

Svaret blev en bæredygtig biopsi.

Tre instrumenter samlet i ét

En hudbiopsi bliver blandt andet brugt ved mistanke om hudkræft og andre hudsygdomme. Lægen fjerner en lille, cylinderformet vævsprøve, som sendes til en patolog og undersøges under et mikroskop.

Ved den traditionelle procedure skærer lægen først ned i huden med en rund biopsistanse. Derefter løftes vævet med en pincet og skæres fri med en kirurgisk saks.

Denne nye bæredygtige biopsi samler de tre funktioner i ét instrument. Det kan tage vævsprøver i størrelser fra tre til otte millimeter, og alle dele er fremstillet, så de kan rengøres, autoklaveres og genbruges.

– Målet har været at udvikle et instrument, der passer naturligt ind i den kliniske hverdag. Det gør proceduren enklere for lægen, reducerer behovet for flere separate instrumenter og mindsker både ressourceforbrug og miljøbelastning, siger Kristine Pallesen.

Instrumentet kan også løse en praktisk udfordring, som mange hudlæger kender. Når vævsprøven løftes med en pincet, kan den blive klemt. Det kan påvirke prøvens kvalitet, når patologen efterfølgende skal undersøge den. Samtidig kan det være vanskeligt at få en kirurgisk saks helt ned under biopsien og skære vævet fri.

Den nye bæredygtige biopsi er udviklet til at frigøre prøven med en lille indbygget skæremekanisme.

– For patienten er målet en mere smidig procedure med en vævsprøve af høj kvalitet. For lægen bliver arbejdsgangen mere enkel og funktionel, siger Kristine Pallesen.

Bæredygtighed skulle dokumenteres

Kristine Pallesen ønskede fra begyndelsen et videnskabeligt grundlag for produktets miljømæssige egenskaber. Derfor kontaktede hun professor Morten Birkved og hans forskningsgruppe på Institut for Grøn Teknologi ved Syddansk Universitet.

Her arbejder forskerne blandt andet med livscyklusvurderinger, også kaldet LCA. Metoden bruges til at beregne et produkts miljøpåvirkning gennem hele dets levetid – fra råmaterialer og fremstilling til brug, rengøring og bortskaffelse.

– Man kan have en forventning om, at et produkt er bæredygtigt. Jeg ville vide, om beregningerne faktisk understøttede den forventning. Sundhedssektoren har brug for løsninger, der bygger på et solidt videnskabeligt fundament, siger Kristine Pallesen.

Sammen med postdoc Styrmir Gislason og resten af forskergruppen har hun arbejdet med materialevalg, funktion, design og miljøpåvirkning. Prototyperne er blevet fremstillet på Det Tekniske Fakultets værksteder og løbende ændret på baggrund af test og feedback fra læger.

– Miljøpåvirkningen blev tænkt ind, mens instrumentet stadig blev udviklet. Vi kunne derfor sammenligne forskellige materialer og designløsninger og bruge resultaterne aktivt i udviklingsprocessen, siger Styrmir Gislason.

Skæreevnen testet ved gentagen brug

Som en del af udviklingsarbejdet gennemførte Kristine Pallesen en række forsøg med almindelige biopsistanser. Formålet var især at undersøge, om stålbladet bevarede sin skarphed ved gentagen brug og sterilisering.

Hun gennemførte ti prøvetagninger med hver af fem biopsistanser. Mellem hver prøve blev instrumenterne rengjort, autoklaveret og pakket på samme måde som genanvendelige kliniske instrumenter.

Under forsøgene målte hun, hvor stor kraft der skulle bruges til at skære hver prøve ud. Resultaterne gav teamet viden om skæremekanismens holdbarhed og indgik i den videre udvikling af denne bæredygtige biopsi.

Forskergruppen vurderede samtidig, hvilke materialer der egner sig til gentagen rengøring og sterilisering. Den færdigudviklede prototype består udelukkende af stål og aluminium. Instrumentet kan skilles ad, så delene kan rengøres, steriliseres og udskiftes enkeltvis.

– Den samlede viden fra undersøgelserne førte til flere redesigns af den nye bæredygtige biopsi. Materialevalget blev ændret til genanvendelige metaller som aluminium og stål, hvilket øger produktets holdbarhed og forbedrer dets bæredygtighed, siger Kristine Pallesen.

Klimaaftrykket falder ved gentagen brug

Forskerne fra SDU har foretaget en foreløbig livscyklusvurdering af den nye bæredygtige biopsi. Beregningen omfatter materialer, fremstilling, sterilisering og bortskaffelse.

De foreløbige resultater, som afventer fagfællebedømmelse, peger på, at det nye biopsiinstrument har et lavere klimaaftryk end traditionelle engangsinstrumenter. Klimaaftrykket pr. procedure falder, jo flere gange instrumentet genbruges. Ved 100 anvendelser indikerer resultaterne, at klimaaftrykket pr. procedure kan være omkring en tiendedel af klimaaftrykket ved en procedure baseret på engangsinstrumenter.

Den samlede miljøgevinst afhænger blandt andet af, hvor mange gange instrumentet kan bruges, hvordan det produceres, og hvordan det rengøres og steriliseres.

– Holdbarheden er helt afgørende. Jo længere instrumentet kan bruges, desto mindre bliver miljøpåvirkningen pr. biopsi. Derfor har vi arbejdet med et robust design og dele, som kan udskiftes ved behov, siger Styrmir Gislason.

Den nye bæredygtige biopsi er nu færdigudviklet som prototype. Kristine Pallesen søger en industriel partner fra medicoindustrien, som kan føre instrumentet videre gennem de nødvendige test, godkendelser og produktion frem mod en lancering til klinikker og hospitaler.

Et voksende forskningsområde på SDU

Arbejdet med denne bæredygtige biopsi er en del af et større forskningsområde på Institut for Grøn Teknologi. Flere forskere og ph.d.-studerende undersøger i dag, hvordan sundhedssektoren kan reducere sin miljøbelastning.

Projekterne handler blandt andet om engangsudstyr sammenlignet med genanvendelige instrumenter, miljøpåvirkningen fra forskellige måder at give medicin på og udledninger gennem sundhedssektorens leverandørkæder.

I et igangværende forskningsprojekt har SDU indsamlet data fra dermatologiske afdelinger på fem danske hospitaler. Forskerne har kortlagt instrumenter, emballage, transport, vask og sterilisering i forbindelse med hudbiopsier.

– Et enkelt instrument fylder ganske lidt i hospitalets samlede klimaregnskab. Når sundhedsvæsenet udfører et meget stort antal behandlinger, kan små ændringer i hver procedure samlet give en betydelig effekt, siger Styrmir Gislason.

Forskerne ser et stort potentiale i at bringe ingeniører og sundhedspersonale sammen omkring konkrete kliniske udfordringer.

– Læger og sygeplejersker kender behovene fra hverdagen. Vi kan bidrage med produktudvikling, materialevalg og miljøberegninger. Når faglighederne mødes tidligt, kan vi udvikle løsninger, der både fungerer i praksis og bruger ressourcerne mere effektivt, siger Styrmir Gislason.

Passer ind i MedTech Odense

Samarbejdet omkring den nye bæredygtige biopsi rammer direkte ind i ambitionerne bag MedTech Odense, hvor SDU, Region Syddanmark, Odense Universitetshospital, regionens øvrige hospitaler og Odense Kommune arbejder sammen om at udvikle fremtidens sundhedsteknologi.

Initiativet skal bringe kliniske behov, forskning og virksomheder tættere sammen, så nye løsninger kan bevæge sig fra idé til afprøvning, godkendelse og anvendelse i sundhedsvæsenet.

På Institut for Grøn Teknologi ønsker forskerne at bidrage med viden om materialer, ressourceforbrug og miljøpåvirkning.

SDU og Odense Universitetshospital samler desuden forskere og sundhedspersonale til en workshop om bæredygtighed i sundhedsvæsenet. Målet er at skabe overblik over eksisterende forskning og udvikle nye samarbejder på tværs af fagområder.

For Kristine Pallesen viser udviklingen af denne bæredygtige biopsi, hvad der kan opstå, når et konkret problem fra klinikken møder teknisk og miljømæssig forskning.

– Jeg håber, at både opfindelsen, udviklingsprocessen og forskningen fra SDU kan inspirere andre klinikere, forskere og virksomheder. Vi har brug for flere løsninger, der kan understøtte et mere bæredygtigt sundhedsvæsen, siger hun.

Kontakter

SDU

Syddansk Universitet åbnede dørene for de første studerende i Odense i september 1966, og siden da er det gået stærkt. SDU har nu fem fakulteter med omkring 20.000 studerende fra både ind- og udland. Der er ca. 4.100 årsværk på SDU, fordelt på knap 7.000 ansatte, der arbejder på hovedcampus i Odense samt på de regionale campusser i Kolding, Esbjerg, Sønderborg og København – og snart også i Vejle. 

Syddansk Universitet stræber efter at være kendt og anerkendt for motiverende, excellente, sammenhængende og mangfoldige universitetsrammer, der tydeligt understøtter talentudvikling inden for uddannelse og forskning til gavn for samfundet. 

Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye