DI - Dansk Byggeri

Fire måneder med flad byggeomsætning

Del
I årets første ni måneder har bygge- og anlægsbranchen omsat for 208 milliarder kroner på hjemmemarkedet. Det er ti milliarder kroner mere end i samme periode sidste år, og en omsætningsvækst på 5,1 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Men selvom det samlet set går frem, har branchens omsætningskurve været flad de seneste fire måneder.

- På overfladen ser omsætningstallene for byggeriet fortsat fine ud. Men hvis man graver dybere i tallene, så viser det sig, at omsætningen henover sommeren og de første efterårsmåneder i bedste fald har været uændret i forhold til 2018, og det samme gælder for branchens beskæftigelse, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

Han peger på, at opsvingskurven i byggeriet knækkede på et tidspunkt i første halvår af 2019. Fra januar til maj i år var der fortsat en omsætningsvækst på 10,7 milliarder kroner sammenlignet med 2018. Men i juni-september er byggeomsætningen tilsammen faldet med cirka 700 millioner kroner i forhold til de tilsvarende måneder i 2018.

- Det er naturligvis ingen katastrofe ovenpå seks år med ubrudt fremgang og en jobvækst på 32.000 medarbejdere i branchen. Så hvis den stagnerende omsætning i byggeri og anlæg betyder en blød landing, er det bestemt til at leve med. Udfordringen er, at byggeriet ikke har tradition for bløde landinger, siger Bo Sandberg.

Allerede i foråret forudså Dansk Byggeri, at toppen af opsvinget i denne omgang ville blive nået i løbet af 2019, og det vidner de nye omsætningstal også om. Senest har Dansk Byggeri i den nye økonomiske prognose fra oktober skønnet, at byggebeskæftigelsen falder med mindst 1.000 medarbejdere i 2020.

- Nybyggeriet af etageboliger har toppet, og der er næste år udsigt til et hul i ordrebøgerne hos mange af de virksomheder, der anlægger veje, baner og broer. Til gengæld sikrer en høj renoveringsaktivitet, at bunden ikke går ud af bygge- og anlægsmarkedet, siger cheføkonomen.

Samlet omsætningsvækst på 2,7 procent i erhvervslivet

Ser man på omsætningen i det samlede erhvervsliv, så er den vokset med 2,7 procent på hjemmemarkedet i årets første tre kvartaler. Dansk Byggeri har på baggrund af Danmarks Statistiks tal beregnet, at det, udover byggeriet, især er branchen ”rengøring og operationel service”, der med en stigning på 4,6 procent har oplevet fremgang i den indenlandske omsætning siden årets start.

- Det ser stadig ganske fornuftigt ud for erhvervslivets indenlandske omsætning. Samtidig har vi i 2019 set, at eksporten har fået et stærkt comeback med en foreløbig vækst på 7,8 procent i år. Så trods international økonomisk usikkerhed, flyver opsvinget – i hvert fald lidt endnu - på flere motorer. Omsætningsvæksten er dog stagneret de seneste par måneder, og det tyder på et lavere tempo i det private erhvervsliv, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

Kontakter

Cheføkonom Bo Sandberg, bsa@danskbyggeri.dk, telefon 28 50 38 19
Pressemedarbejder Sarah Meier, sam@danskbyggeri.dk, telefon 28 93 43 94

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye