Faste læger på plejehjemmene giver mere tryghed og færre indlæggelser
Danske Regioner ønsker, at alle plejehjem får tilknyttet en fast plejehjemslæge. Det skaber større tryghed for beboerne og færre indlæggelser – og dermed mindre pres på sygehusenes akutmodtagelser.
Mange fordele ved faste læger
Regionerne har i flere år arbejdet med styrke sammenhængen i sundhedsvæsenet, så patienterne får bedre forløb, og færre indlægges – eller genindlægges. Det gælder bl.a. på plejehjemmene, da der her bor mange ældre, der er skrøbelige, og som ofte har brug for lægehjælp.
Derfor er der indført en fast ordning med plejehjemslæger. Det skete med en aftale med Praktiserende Lægers Organisation (PLO), der trådte i kraft i 2022. Det er der mange fordele ved – både for beboerne, for personalet og for lægerne.
- Vi taler om en sårbar gruppe, der har brug for ekstra opmærksomhed og kontinuitet. Det får de ved, at det er den samme læge, der kommer og tilser dem på plejehjemmet. Lægen kender de enkelte patienter, deres sygehistorie og medicinering. Og samtidig hjælper lægen personalet med rådgivning et fast antal timer om ugen, siger formanden for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), Heino Knudsen.
Ordningen betyder, at plejehjemsbeboerne kan vælge en læge, som er fast læge på plejehjemmet. Lægen kan samtidig understøtte og rådgive personalet på plejehjemmet, så de er bedre rustet i det daglige til at tage sig af beboernes sundhedsproblemer.
Giver færre indlæggelser
Regionerne betaler plejehjemslægerne for både rådgivning af personalet og de timer, de bruger på at tilse og behandle patienterne på plejehjemmene. Men de penge er godt givet ud, mener Heino Knudsen.
- De faste plejehjemslæger er med til at forebygge, at beboerne indlægges unødigt. Det er den vej, vi gerne vil i regionerne. Det er samtidig en måde at aflaste det pres, vi oplever på akutmodtagelserne, og som kun bliver større i fremtiden, siger han.
Ifølge en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) i 2014 blev andelen af beboere, der blev indlagt med forebyggelige indlæggelser, reduceret med knap 28% på de plejehjem, der havde en fast læge tilknyttet. Det svarer til knap 3.300 færre forebyggelige indlæggelser om året, hvis alle plejehjem dækkes af plejehjemslæger.
Godt på vej mod målet
Der er kommet flere faste plejehjemslæger siden 2016, hvor de blev indført som midlertidig ordning. I 2020 var cirka 66% af de kommunale plejehjem dækket af plejehjemslæger. Siden er tallet steget til cirka 70-75%, skønner Danske Regioner.
Målet i overenskomsten er, at alle plejehjem skal have tilknyttet en plejehjemslæge. I første omgang er det aftalt, at minimum 80% skal være dækket inden slutningen af 2024.
- Vi mærker stor interesse for ordningen. De praktiserende læger har været gode til at dække plejehjemmene mange steder. Så det er en rigtig positiv udvikling. Men der også områder, hvor det fortsat er en udfordring at finde faste plejehjemslæger, siger Heino Knudsen.
Udfordringen med at få rekrutteret læger til plejehjemslægeordningen er særlig stor i visse områder i Danmark.
- Vi ser typisk udfordringer i de områder, der generelt er lægedækningstruede. I de områder er sygehusene også ekstra pressede, fordi man også her mangler læger og andet personale på sygehusene. Så her er vi nødt til at finde nogle bedre løsninger, siger Heino Knudsen.
FAKTA OM PLEJEHJEMSLÆGER:
- 1. januar 2022 er ordningen med plejehjemslæger indført som permanent ordning i en aftale mellem RLTN og PLO.
- Ordningen blev afprøvet som midlertidige ordninger i forlængelse af en aftale i 2016 mellem Danske Regioner, regeringen, KL og PLO
- Fra 2022 betaler regionerne for den faste ordning og honoreringen af de praktiserende læger. Ved udgangen af september i år var der således blevet brugt 16,6 millioner kroner ud af de 21,7 millioner kroner, der er sat af til rådgivningsdelen af aftalen. Danske Regioner forventer, at hele beløbet bliver brugt i år.
- Ifølge aftalen er PLO forpligtet til at arbejde for at rekruttere plejehjemslæger. Der følges årligt op på aftalen.
- Det er ambitionen i aftalen, at alle plejehjem så vidt muligt skal have en fast læge tilknyttet.
Yderligere informationer:
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk.
Information om Danske Regioner
Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.
Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark
Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Prisen som Årets Sundhedsdebattør 2025 går til professor Bente Klarlund og musiker Johnny Hansen6.6.2025 12:39:54 CEST | Pressemeddelelse
Professor og læge Bente Klarlund og dansktop-musiker Johnny Hansen hædres med Danske Regioners pris Årets Sundhedsdebattør 2025. Makkerparret vinder prisen for deres bog ’Klarlund og Kandis på kur – forever’. I bogen kombinerer de forskning med praksisnære råd og skaber et folkeligt fællesskab om sundhed.
Lægedækningspuljen giver 20 millioner kroner til 20 projekter4.6.2025 07:01:37 CEST | Pressemeddelelse
Projekterne skal sikre flere læger i områder, hvor der mangler læger. Over 72% af midlerne går til projekter i Region Nordjylland og Region Sjælland, hvor lægemanglen er størst
Danske Regioner: Økonomiaftale giver stort løft til sundhedsvæsenet28.5.2025 14:43:07 CEST | Pressemeddelelse
Regionernes økonomiaftale for 2026 er på plads. Aftalen giver regionerne et driftsløft på 2,3 mia. kr. Med løftet kan regionerne fortsætte udviklingen og omstillingen af sundhedsvæsenet forud for sundhedsreformen, som træder i kraft ved udgangen af det kommende år.
Regionerne har stort efterslæb på vedligehold af hospitalsbygninger og udstyr27.5.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Efterslæbet på vedligehold af medicinsk udstyr, teknologi og hospitalsbygninger vokser hvert eneste år. Der er brug for at regeringen lægger et højt anlægsniveau ind i regionernes økonomiaftale for 2026.
Voksende udgifter til hospitalsmedicin kan trække tæppet væk under sundhedsvæsenet26.5.2025 12:41:00 CEST | Pressemeddelelse
Regionernes udgifter til hospitalsmedicin er på to år vokset med 900 mio. kr. Danske Regioner foreslår regeringen en model for risikodeling, der kan holde hånden under det regionale sundhedsvæsen, når udgifterne til hospitalsmedicin stiger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum