Danske Regioner: Økonomiaftale giver stort løft til sundhedsvæsenet
Regionernes økonomiaftale for 2026 er på plads. Aftalen giver regionerne et driftsløft på 2,3 mia. kr. Med løftet kan regionerne fortsætte udviklingen og omstillingen af sundhedsvæsenet forud for sundhedsreformen, som træder i kraft ved udgangen af det kommende år.

Regeringen og Danske Regioner har indgået aftale om rammerne for næste års økonomi i regionerne. Aftalen løfter driften af sundhedsområdet med 2,3 mia. kr. i 2026 i forhold til i 2025.
Danske Regioners formand Anders Kühnau glæder sig over det markante løft af sundhedsvæsenet, som medvirker til at sikre regionerne gode betingelser for at fortsætte den positive udvikling og den store omstilling af sundhedsvæsenet, som er i gang netop nu.
"Økonomiaftalen afspejler, at både regeringen og vi i regionerne har meget høje ambitioner for sundhedsvæsenet – på borgernes vegne. Vi har et sundhedsvæsen i verdensklasse, og det skal vi holde fast i. Særligt nu, hvor vi står på tærsklen til en stor sundhedsreform. Det glæder mig, at regeringen deler det synspunkt," siger Anders Kühnau.
Positiv udvikling skal fastholdes
Der vil fortsat være behov for at investere i sundhed i de kommende år, hvor antallet af patienter stiger, og det vil være nødvendigt at uddanne mere personale. Dertil kommer stigende udgifter til nye behandlinger, bl.a. inden for kræftområdet.
Sundhedsvæsenet har det seneste år været i en positiv udvikling. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at patienterne venter kortere tid på behandling og i en forbedret rekruttering til hospitalerne. For regionerne har det været vigtigt at sikre fortsat udvikling, siger Danske Regioners næstformand Mads Duedahl.
"Danskerne forventer med rette meget af sundhedsvæsenet, fordi vi kan rigtig meget i dag. Økonomiaftalen giver os mulighed for at bevare det gode momentum, samtidig med vi arbejder med omstillingen af sundhedsvæsenet – og med den største reform i 20 år," siger Mads Duedahl.
En højere anlægsramme
Med økonomiaftalen får regionerne tilført anlægsmidler, som giver mulighed for at bygge, renovere og indkøbe udstyr for i alt 4,2 mia. kr. Heraf kommer 600 mio. fra sundhedsfonden, som bliver etableret i forbindelse med sundhedsreformen.
Dermed er anlægsrammen i alt 450 mio. højere end i sidste års aftale. Med økonomiaftalen er niveauet for anlægsudgifterne fastsat for både 2026 og 2027.
"Vi er meget tilfredse med, at regionernes anlægsramme bliver større. Behandlingen på vores hospitaler har højt niveau, men vi har efterslæb på vedligehold af vores bygninger og udstyr. Pengene giver mulighed for at foretage investeringer, som kan ses og mærkes hos patienter og personale," siger Anders Kühnau.
Implementering af sundhedsreformen
Økonomiaftalen kommer efter vedtagelsen af en meget ambitiøs sundhedsreform, som skal rykke sundhedsvæsenet tættere på borgerne. Samtidig skal sundhedsvæsenet rustes til en fremtid med flere ældre og flere patienter.
Som et led i økonomiaftalen får Danske Regioner tilført 325 mio., som skal gå til at sikre implementering af sundhedsreformen. Opgaverne inkluderer bl.a. akutsygepleje samt patientrettet forebyggelse, der skal forhindre, at borgere med kronisk sygdom oplever alvorlig forværring og evt. indlæggelse på hospital.
"Danske Regioner deler de høje ambitioner for sundhedsreformen, men ambitionerne skal også forløses i virkeligheden. Det kræver naturligvis, at finansieringen er på plads. Med årets økonomiaftale kan vi lægge en væsentlig del af fundamentet," siger Danske Regioners næstformand Mads Duedahl.
Kontakter
Pressevagt
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk
Om Danske Regioner
Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.
Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark
Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Regionerne har stort efterslæb på vedligehold af hospitalsbygninger og udstyr27.5.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Efterslæbet på vedligehold af medicinsk udstyr, teknologi og hospitalsbygninger vokser hvert eneste år. Der er brug for at regeringen lægger et højt anlægsniveau ind i regionernes økonomiaftale for 2026.
Voksende udgifter til hospitalsmedicin kan trække tæppet væk under sundhedsvæsenet26.5.2025 12:41:00 CEST | Pressemeddelelse
Regionernes udgifter til hospitalsmedicin er på to år vokset med 900 mio. kr. Danske Regioner foreslår regeringen en model for risikodeling, der kan holde hånden under det regionale sundhedsvæsen, når udgifterne til hospitalsmedicin stiger.
Bedre tilbud for patienter til regionalt betalt hjælp på privathospitaler26.5.2025 07:10:02 CEST | Pressemeddelelse
En ny aftale mellem Danske Regioner og Sundhed Danmark sætter blandt andet fokus på faglig modernisering af specialerne. Det neurologiske speciale fornys for at sikre, at de private hospitalers tilbud svarer bedre til patientgrupperne.
Danske Regioner: Medfædre og surrogatmødre får nu løn under barsel23.5.2025 14:45:45 CEST | Pressemeddelelse
Medfædre og surrogatmødre får nu ret til løn under barsel. Retten til løn under barsel justeres i et administrationsgrundlag, som præciserer fortolkningen af overenskomstens bestemmelser på området. Formanden og næstformanden for Regionernes Lønnings- og Takstnævn glæder sig over, at det har været muligt at finde en løsning hurtigt.
Danske Regioner tager godt imod kræftplan23.5.2025 12:17:58 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen har netop præsenteret Kræftplan V, og den bliver godt modtaget af Danske Regioner: -Kræftplanen styrker de rigtige områder. Regionerne er klar til at løfte ansvaret og føre planen ud i livet, siger formand, Anders Kühnau.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum