DI Hovedstaden

Erhvervsvenligheden står i stampe i Albertslund Kommune

Del

Hvert år måler Dansk Industri erhvervsvenligheden i alle landets kommuner, og i Albertslund Kommune vurderer de lokale virksomheder, at kommunen står i stampe i forhold til erhvervsvenligheden. Med en placering som nr. 64 på ranglisten er Albertslund Kommune faldet en enkelt plads tilbage i forhold til sidste års 63. plads. Det sker efter flere års fremgang i målingen for Albertslund Kommune.

- Albertslund Kommune har været i fremgang de senere år og fået øjnene op for, at det er vigtigt lokalt at have velfungerende virksomheder med gode rammevilkår. Derfor er det ærgerligt, at fremgangen i år er bremset op. Der er brug for at styrke dialogen mellem kommunen og virksomhederne, så Albertslund Kommune kan fortsætte den positive spiral de kommende år, siger DI Hovedstadens formand, Peter Lanng Nielsen.

Den stort set uændrede placering samlet set dækker over, at Albertslund Kommune klarer sig meget forskelligt i kategorierne i erhvervsvenlighedsanalysen. Virksomhederne måler nemlig ud fra flere forskellige kriterier. Hvis man isoleret set kigger på de kommuner, der klarer sig bedst inden for infrastruktur, lander Albertslund Kommune på en 9. plads. Det er et område, virksomhederne i Albertslund vægter højt.

- God infrastruktur og transportmuligheder er helt afgørende for virksomhederne i Albertslund. Derfor er det glædeligt, at Albertslund igen i år klarer sig godt på dette område. Blandt andet gode muligheder for at medarbejderne kan cykle til og fra arbejde, sikrer Albertslund Kommune en velfortjent høj placering på transportområdet, siger Peter Lanng Nielsen.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Virksomhederne angiver, at Albertslund Kommune skal oppe sig på arbejdskraftområdet. Det er helt afgørende for at styrke virksomhedernes vækstmuligheder i fremtiden.

- Vi kan se, at mangel på kvalificeret arbejdskraft er en flaskehals for virksomhedernes mulighed for vækst og fremgang, og at virksomhederne ikke er tilfredse med kommunens indsats for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Til gengæld er flere virksomheder tilfredse med Jobcentrenes samarbejde med erhvervslivet. Det skal der bygges videre på, siger Peter Lanng Nielsen.

OM HOVEDSTADEN

Analysen fra DI måler erhvervsvenligheden i danske kommuner. Virksomhederne i 17 ud af Hovedstadens 28 kommuner vurderer, at arbejdskraft bør være kommunernes topprioritet for at sikre vækst i fremtiden. Resultatet bekræfter, at mangel på kvalificeret arbejdskraft er den helt store udfordring for dansk erhvervsliv.

Som i de foregående år klarer hovedstadskommunerne sig generelt ikke så godt, når man sammenligner med resten af landet. Ud af de 93 kommuner, der indgår i undersøgelsen, er gennemsnitsplaceringen for hovedstadskommunerne nr. 67. Den mest erhvervsvenlige kommune i regionen er Ballerup med en placering som nr. 21., mens den mindst erhvervsvenlige er Gribskov på 92. pladsen.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2022

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2022, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 13. år i træk, DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • 7.915 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder samt statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 93 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Følg Dansk Industri på:

    

Kontakter

For mere information

Ditte Rieland, presserådgiver, tlf. 2246 7822
Ron Amir, chefkonsulent i DI Hovedstaden, tlf. 5213 2321
Peter Lanng Nielsen, formand i DI Hovedstaden, tlf. 4046 4790

Information om DI Hovedstaden

DI Hovedstaden
DI Hovedstaden



Følg pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum