Erhvervshus Nordjylland

En skarp forretningsplan gjorde SellersPoint klar til investorer

Del
Da startupvirksomheden SellersPoint kom med i programmet Beyond Beta blev virksomhedens forretningsplan trimmet. Det gav startskuddet til den første investeringsrunde og en hurtigere vækst.

Det kan være en jungle for startupvirksomheder at finde ud af, hvor de skal lægge fokus for at virksomheden udvikler sig og vokser. Det gjaldt også for virksomheden SellersPoint, der er en online platform for salgs- og produkttræning til detailbranchen.

Stifterne, Anders Dalgaard og Anders Visborg, fik i 2019 idéen til SellersPoint, og fik på kort tid udviklet deres idé, lavet en forretningsplan og taget kontakt til de første kunder. De var i gang, men for at vokse, havde stifterne brug for sparring.

”Det var en oplagt og kærkommen mulighed for os at deltage i Beyond Beta forløbet med Erhvervshus Nordjylland og Accelerace. Vi havde et ønske om at blive klar til at tiltrække investorer, så vi kunne vækste SellersPoint i et højere tempo. Som helt nye på markedet ville vi gerne imødekomme alle ønsker fra kunderne, men det udfordrede vores fokus på den grundlæggende forretningside. Da vi kom med i Beyond Beta, skulle vi i arbejde med, hvad vores kerneprodukt var, og hvordan vi skaber værdi for kunden, og det hjalp os tilbage på sporet”, fortæller CEO og Co-founder Anders Dalgaard.

Fokusering har resulteret i hurtigere skalering

Med vejledning og sparring fik stifterne af SellersPoint strømlinet deres forretningsmodel med et klart fokus på deres kerneprodukt, kunden og værdien for kunden. Det betød at de kunne positionere sig på markedet, så de skiller sig ud fra eksisterende løsninger.

”Gennem Beyond Beta fik vi foretaget nogle vigtige omstillinger i forretningen, som vi nok ikke havde valgt at gøre på samme måde eller på så tidligt et tidspunkt, hvis vi ikke havde deltaget i forløbet. Vi har kunnet udnytte tiden under opstarten bedre og mere kvalificeret, og har flyttet SellersPoint flere felter frem, end vi ellers kunnet have gjort i samme tidsperiode. Forløbet har resulteret i, at vi på kortere tid rent faktisk har genereret omsætning, som kunne bruges på yderligere vækst. Det har været den største gevinst for os”, forklarer Anders Dalgaard.

Fra starten havde Anders Dalgaard og Anders Visborg et klart mål om at få investorer med ind i ejerkredsen for at opnå ekstra kapital til at vækste. Inden de kunne indfri det mål, krævede det en strømlinet virksomhed, som var attraktiv for en investor. Også det mål er blevet indfriet.

”Vores deltagelse i Beyond Beta blev afsættet til, at vi fik vores investor, Kiloo Ventures, med ombord, og det har vist sig at være et rigtig godt match. Der er ingen tvivl om, at kapitalrejsning er et middel til at øge momentum under opstarten. Tid er den største knaphed i en startupvirksomhed, og for os har investeringen betydet, at vi har sprunget mange felter frem på spillepladen. Især inden for produktudvikling, automatisering af processer og i forhold til at ansætte vores første medarbejdere”, siger Anders Dalgaard.

I år er SellersPoint ved at klargøre virksomheden til næste investeringsrunde, og her er Kiloo Ventures igen med i virksomhedens videre rejse.

Investeringer og sparring er nødvendigt for at vækste

Undervejs i Beyond Beta er flere af SellersPoints processer blandt andet blevet gennemgået, og det har gjort virksomheden skarpere på både salgsprocessen og lead generering.

”Vi har uden tvivl sparet mange timer på vores pipeline management i forhold til salg og lead generering. Derudover har vi automatiseret mange administrative processer, som vi tidligere udførte manuelt. Det gælder blandt andet i forhold til bogføring og regnskaber. Omstillingen har betydet at vi kan fokusere langt mere på det vigtigste område i virksomheden, nemlig salget, og her kommer vi også til at sætte yderligere ind i år, afslører Anders Dalgaard.

SellersPoint har i den forbindelse netop ansat to ekstra medarbejdere til at opsøge nye kunder, og endnu en ny medarbejder forventes at skulle ansættes senere på året til at pleje eksisterende kunder. Hvis planen holder stik, vil den 3½ årige virksomhed nå op på syv medarbejdere, og de to co-founders har uden tvivl et stort ønske om at ansætte endnu flere medarbejdere. En ekstra softwareudvikler til teamet er i høj kurs, men indtil videre satser de på at vækste de områder, der skaber direkte mersalg for ikke at blive økonomisk sårbare.

”Ved at deltage i Beyond Beta er vores virksomhed blevet skubbet i en retning, der har skabt stor værdi for os. Anders og jeg startede bare med en god ide, og havde brug for viden og sparring til at tage de rigtige beslutninger. Vi har helt sikkert sprunget mange fejltrin over, og var ikke nået til, hvor vi er i dag, hvis vi havde betrådt stien alene os to”, konkluderer Anders Dalgaard.

Nøgleord

Kontakter

SellersPoint:
CEO og Co-founder Anders Dalgaard tlf.: 8987 7691, mail: anders.d@sellerspoint.dk


Erhvervshus Nordjylland:
Projektleder Helle Schrøder Madsen tlf.: 2266 5837, mail: hsm@ehnj.dk

Billeder

Links

Information om Erhvervshus Nordjylland

Erhvervshus Nordjylland
Erhvervshus Nordjylland
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg Ø

+45 70 21 08 08http://www.ehnj.dk

Om SellersPoint
Bag SellersPoint står de to co-foundere Anders Dalgaard, der er CEO og Anders Visborg, der er CMO.

SellersPoint er en online platform, der forbinder leverandører, forhandlere og frontline personale på én samlet online platform for salg- og produkttræning. Formålet er at skabe kompetente medarbejdere, en bedre kundeservice, øget salg og loyale kunder i detailbranchen.

Om Beyond Beta
Beyond Beta er et nationalt acceleratorforløb, der understøtter danske startups med at lægge fundamentet til en skalerbar virksomhed og tiltrække investorer. Programmet slutter til 30. juni 2023.

Følg pressemeddelelser fra Erhvervshus Nordjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervshus Nordjylland

Ét spørgsmål fik Mai til at trodse tvivlen og blive succesfuld iværksætter8.3.2024 10:50:06 CET | Pressemeddelelse

Iværksætterlysten blandt danske kvinder er steget med 3% på et år, alligevel udgør kvindelige iværksættere kun en fjerdedel af danske iværksættere. En analyse fra Dansk Erhverv peger på, at yngre kvinder tvivler på egne kompetencer, og det kan være en af årsagerne til, at så få kvinder udlever drømme om egen virksomhed. Mai Brink blev iværksætter for godt tre år siden og kender til tvivlen.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye