DI - Dansk Byggeri

En finanslov med både roser og torne

Del
Dansk Byggeri er glad for, at Socialdemokratiet stod fast under finanslovsforhandlingerne og bevarede håndværkerfradraget, som flere af forligspartierne ellers ønskede at afskaffe. Fradraget er et værn mod sort arbejde og hjælper danskere over hele landet med at energirenovere deres boliger.

- I Dansk Byggeris kvitterer vi for, at S-regeringen har sikret ro om håndværkerfradraget, så borgerne også fremover kan benytte det til både serviceopgaver og til at få renoveret boligerne, så de bliver klimavenlige og energieffektive. Samtidig bidrager fradraget til at sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet i kampen mod sort arbejde, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

Boligjobordningen, som håndværkerfradraget også kaldes, kan ifølge Dansk Byggeri komme til at spille en vigtig rolle de kommende år.  

- Når der skal sættes kød og blod på klimalovens 70 procents reduktion af drivhusgasser, er energirenoveringer af vores boliger og dermed håndværkerfradraget ikke til at komme uden om, siger Lars Storr-Hansen.

Giftig generationsskifteskat – og ubehagelig tinglysningsoverraskelse
Samtidig er det positivt, at en annonceret forlængelse af den arbejdsgiverbetalte sygedagpengeperiode fra 30 til 40 dage, er taget af bordet, og at der også åbnes for udenlandsk arbejdskraft med en ny positivliste for faglærte. Her er det især radikale, man skal sende en venlig tanke.

Til gengæld er der ikke venlige tanker fra Dansk Byggeri, når det gælder skatten på generationsskifte, der nu igen hæves til 15 procent.

- Hvis man vil bevare danske virksomheder og arbejdspladser, nytter det ikke noget at gøre det dyrere for næste generation at overtage og videreføre virksomhederne. Og hvis man ønsker en ensartet arveafgift, burde man have valgt den laveste og ikke den højeste fællesnævner. I Sverige har regeringens socialdemokratiske søsterparti for eksempel helt afskaffet arveafgiften, siger Lars Storr-Hansen.

Dansk Byggeri beklager også, at der som en negativ overraskelse skrues op for tinglysningsafgiften, hvilket blandt andet hæmmer mobiliteten på boligmarkedet.

Flere penge til at rette op på erhvervsuddannelserne
Dansk Byggeri fremhæver, at omprioriteringsbidraget, der pålagde uddannelsesinstitutioner at spare to procent om året, nu endeligt er lagt i graven. Og at der næste år er afsat penge, der skal være med til at genoprette erhvervsuddannelserne. 

- Det er absolut nødvendigt, at vi få får flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, og kvaliteten af både undervisningen og erhvervsskolerne skal løftes, siger Dansk Byggeris adm. direktør.

Forsøg med ID-kort
Som noget nyt vil der blive taget initiativ til en forsøgsordning på store byggerier, hvor medarbejderne skal identificere sig med ID-kort. Regeringen og støttepartierne vil nedsætte en arbejdsgruppe, der skal være med til at designe kortet og følge ordningen.

- Dansk Byggeri arbejder for ordnede forhold i byggeriet. ID-kort er ikke en blomst, der er groet i vores have. Men hvis vi bliver inviteret til at være med til at designe og følge forsøget, kommer vi selvfølgelig. Ikke mindst for at sikre, at unødige administrative byrder undgås, siger Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen.

 
 
 

Kontakter

Adm. direktør Lars Storr-Hansen, lsh@danskbyggeri.dk, telefon 41 19 33 04
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

 

 
 
 
 

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye