Droner skal reducere brugen af sprøjtemidler gennem fuldautomatisk overvågning og præcisionssprøjtning
Det er ikke kun dronerne i projektet CROPDRONE, der er højt oppe at flyve. Det samme er ambitionerne i et af GUDP´s nye projekter, som i et tæt samarbejde på tværs af videnstunge danske virksomheder, landbruget og forskere, vil udvikle en fuldautomatisk løsning, der har som ambition at udvikle præcisions- og pletsprøjtning med autonome droner.
Med et tilsagn om 6,6 mio. kr. fra GUDP vil CROPDRONE hjælpe primærproduktionen med at indfri de politiske målsætninger om at reducere mængden af plantebeskyttelse indenfor en kort årrække.
Projektet udspringer af et samarbejde mellem Martin Dyrhman Sørensen, projektleder for CROPDRONE og administrerende direktør i Danfoil og Andreas Siggard, stifter af Hecto Drone. Om det fortæller Martin Dyrhman Sørensen:
”Det var egentlig Andreas, der kom med projektideen til mig. Andreas havde set, at hans droneteknologi kunne bruges til en helt masse ting indenfor landbruget, men han manglede en dyse til dronen, før den f.eks. kunne bruges til at sprøjte markerne med”.
Dyse-teknologien var Martins virksomhed, Danfoil, leveringsdygtig i. Virksomheden er specialiseret i at fremstille dyser, der kun udbringer en brøkdel sprøjtemiddel, sammenlignet med traditionelle dyser til landbrugsmaskiner.
Danfoils teknologi er afgørende for, at dronerne kan bruges til marksprøjtning, da de ikke kan medbringe samme volumen som traktoren. Derfor skal dyserne, i kombination med en ambitiøs præcisionssprøjtning muliggøre, at droner bliver fremtidens marksprøjte. Målet er, at CROPDRONE bliver i stand til at præcisionssprøjte områder helt ned til fem cm2.
Fuldautomatisk løsning
CROPDRONE sigter efter at udvikle et komplet, fuldautomatisk system til marksprøjtning. Dermed skal projektets droner både kunne kortlægge behovet for sprøjtning, samt udføre selve sprøjtningen, uden at landbrugeren behøver at betjene systemet.
Med på holdet har CROPDRONE derfor en række specialister, der bidrager med alt fra GPS-loggede tildelingskort til teknologier til ukrudtsbekæmpelse. I sidste ende skal CROPDRONE blive i stand til at skabe et næsten komplet billede over markens tilstand, og dermed i stand til at kortlægge svampeangreb i afgrøderne, ukrudtssituationen såvel som status på tørke- og vandniveau og dræntilstanden på marken.
Når dronen først har konstateret markens tilstand, skal den selv kunne flyve tilbage til centralen, påmontere sprøjtemekanismen, og derpå præcisionssprøjte marken præcis de steder, hvor den har konstateret et behov.
”Målet er, at vi ender ud i et autonomt system, der helt uafhængigt af landbrugeren, overvåger og præcisionssprøjter marken. I dag kan man godt pletsprøjte, men det kræver arbejdstimer at køre traktoren, og man er tvunget til at køre den igennem hele marken”, fortæller projektleder Martin Dyrhman Sørensen og fortsætter:
”I stedet for at du har en marksprøjte, der kører rundt og behandler hele eller halve marker, sprøjter man kun de områder, hvor der reelt set er behov for det. Det vil give store besparelser for landbrugeren, samtidig med at man har en konstant automatisk overvågning af marken”.
Dermed vil CROPDRONE ideelt set spare landbrugeren en hel del arbejdstid, det vil spare udgifter til brændstof og så vil præcisionsteknologien i sidste ende reducere brugen af sprøjtemidler.
Fakta om projektet
Projekttitel: CROPDRONE – effektiv og klimavenlig præcisions- og pletsprøjtning med autonome droner
Bevilget tilskud: 6.626.392 kroner
Projektperiode: 31-08-2022 til 31-12-2024
Projektdeltagere: Danfoil A/S, Hecto Drone ApS, Danish Agro Group, Aalborg Universitet, Klitgaard Agro A/S og The AI Lab
Projektleder: Martin Dyrhman Sørensen
Information om Landbrugsstyrelsen
Om GUDP
Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, GUDP, er et program under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som administreres af Landbrugsstyrelsen.
Programmet støtter udviklingsprojekter inden for hele fødevaresektoren i Danmark på tværs af værdikæden. Målet er at fremme en grøn og samtidig økonomisk bæredygtig udvikling i hele sektoren fra primærproduktionen i landbrug, fiskeri og akvakultur over forarbejdning til afsætningsleddet.
GUDP-projekterne skal bidrage med løsninger på de miljø- og klimaudfordringer, samfundet står over for, på en forretningsorienteret måde, og alle projekter skal have effekter på både grønne og økonomiske parametre.
Programmet bliver ledet af en ministerudpeget bestyrelse af repræsentanter fra erhvervslivet og administreres af GUDP-sekretariatet i Landbrugsstyrelsen. GUDP har hvert år to ordinære ansøgningsrunder. Derudover annonceres særlige puljer til for eksempel økologi, klimateknologi eller lignende som særskilte ansøgningsrunder.
Følg pressemeddelelser fra Landbrugsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landbrugsstyrelsen
Plantefonden giver tilsagn for 122,6 mio. kr.: 35 nye projekter skal styrke sektoren for plantebaserede fødevarer23.8.2024 13:00:37 CEST | Pressemeddelelse
Planter skal fylde mere i vores hverdag – både på tallerknerne og i vores måde at tænke mad på. I år er der skruet gevaldigt op for blusset i Plantefonden, der uddeler 122,6 mio. kr. til 35 nye projekter, som bl.a. skal øge kvalitet, tilgængelighed og viden om plantebaseret mad.
Stop madspild: Tonsvis af gammelt brød skal genanvendes til mel og rasp30.5.2024 15:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvert år ryger op imod 30.000 tons brød fra industribagere og detailhandelen direkte i skraldespanden. Det svarer til ca. 5 kilo brød pr. dansker om året. Et nyt projekt vil genanvende overskudsbrød til mel og rasp, så det kan blive til nye fødevarer fremfor at fylde op i affaldscontaineren.
Bi-venligt blomsterflor og utæmmet græs vil brede sig i Danmark til sommer3.5.2024 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye tal: Der er sket mere end en fordobling i antallet af landbrugere, der har søgt Landbrugsstyrelsen om tilskud til at plante blomster på landbrugsjord og lade græs vokse vildt på markerne. Blomstertæpper sætter kulør på landskabet – men er også godt nyt for biodiversiteten, lyder det fra Anna De Klauman, vicedirektør i Landbrugsstyrelsen.
OptiClean vil optimere håndteringen i grøntsagsvaskeriet og forlænge holdbarheden på dine gulerødder9.4.2024 12:35:00 CEST | Pressemeddelelse
Projektet OptiClean har, med 5,5 mio. kr. fra GUDP, blæst til kamp mod de halvrådne gulerødder i grøntsagsskuffen. En kombination af optimeret polering og håndtering i vaskeriet skal sikre branche, detailled og forbrugere mod unødvendigt madspild.
Nyt register med kortlægning af bigårde skal sikre sunde bier4.3.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fra i dag skal alle biavlere registrere sig igen i et nyudviklet centralt register for at sikre en effektiv inddæmning, hvis der sker udbrud af skadelige sygdomme blandt bierne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum