Landbrugsstyrelsen

Derfor skal du ikke bruge dine spisekartofler som læggekartofler

Del
Foråret er over os, og det betyder højsæson for dyrkning af kartofler i køkkenhaven. Her kan det virke oplagt at bruge spisekartofler som læggekartofler, men det er ikke en god idé, hvis man vil undgå sygdomme i haven.

Hvem elsker ikke nye danske kartofler? Nogle vil endda sige, at de smager endnu bedre, når de kommer fra ens egen have. I disse uger er der da også godt gang i lægningen af kartofler i landets køkkenhaver. Her kan det for mange virke helt naturligt at bruge de spirede spisekartofler fra køleskabet som læggekartofler. Men det er ikke en god idé.

- Hvis man bruger spisekartofler som læggekartofler, kan man komme til at introducere plantesygdomme eller skadedyr i sin have. Forskellen mellem læggekartofler og spisekartofler er nemlig, at spisekartofler ikke er underlagt de plantesundhedskrav, som læggekartofler er, og man risikerer derfor at få slæbt sygdomme og skadedyr ind i haven. De kan begrænse udbyttet af kartofler i mange år, men endnu værre kan de også sprede smitte flere år frem. Det er altså rigtig svært at slippe af med sygdommene, når man først har fået dem i jorden, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær.

Et af de mest alvorlige skadedyr er den såkaldte kartoffelcystenematode, der er en yderst skadelig rundorm. Rundormen udvikler æg i cyster, der kan indeholde op til 600 rundorme. Cysterne og ormene kan overleve i jorden i op til 20 år. Når cysterne klækkes, vil rundormen søge næring ved kartoffelplantens rødder og ødelægge planten og udbyttet.

Læggekartofler er frie for sygdomme og skadedyr

Hvis man vil undgå at sprede plantesygdomme og skadedyr, når man sætter kartofler i sin have, skal man købe rigtige læggekartofler. De har den fordel, at de er kontrollerede af Landbrugsstyrelsen for en række af de sygdomme, som kan angribe kartoffelplanten.

- I Landbrugsstyrelsen er vi med i alle faser, når der skal produceres læggekartofler i Danmark. Vi starter med at tage jordprøver af marken, før kartoflerne bliver lagt, for at sikre os, at der ikke er rundorme i jorden. Senere kommer vi på besøg hos læggekartoffelavleren for at kontrollere sorten og se efter symptomer på virus og skadegørere, der kan angribe læggekartoflerne for til sidst at godkende dem som certificerede læggekartofler. Man kan derfor være helt tryg, når man køber certificerede læggekartofler, siger Kristine Riskær.

Danske læggekartofler er internationalt i så høj kurs, at der faktisk er god sandsynlighed for, at dine nyindkøbte spanske eller egyptiske spisekartofler er efterkommere af danske læggekartofler.

Yderligere oplysninger:

Hvis du er journalist, kan du kontakte Landbrugsstyrelsens pressevagt på tlf. 41 89 25 07 eller presse@lbst.dk

Billeder

Information om Landbrugsstyrelsen

Landbrugsstyrelsen
Landbrugsstyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V

+45 33 95 80 00http://lbst.dk/

Følg pressemeddelelser fra Landbrugsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landbrugsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye