Danske Regioner

Danske Regioner: Bøvlet særregel spænder ben for solceller på hospitalstagene

Del

Det offentlige skal gå forrest og møde energikrisen med et hav af solceller på toppen af sygehuse og administrationsbygninger. Men det sker ikke under de nuværende regler. Derfor skal barriererne ryddes af vejen, mener Mads Duedahl (V), formand for Klima- og miljøudvalget i Danske Regioner.

Elpriserne ligger historisk højt, og danskerne mangler vedvarende energi til at dække deres forbrug. I den situation burde det offentlige gå forrest og sætte solceller på taget af de mange bygninger, som hospitalerne har, mener Mads Duedahl, formand for Klima- og Miljøudvalget i Danske Regioner.

Men faktisk er der ikke sat en eneste solcelle op under de bureaukratiske regler, der siden 2021 har krævet, at regionerne skal lave et særligt selskab for at få lov til at sætte solceller på taget. Reglen hedder ’krav om selskabsudskillelse’.

- Det er tudetosset, for regionerne kan sætte solceller op på taget uden at belaste elnettet. Så det kunne i princippet ske i morgen – i modsætning til de store markanlæg, der skal vente i årevis på at investeringer i højspændingskabler skaber plads i elnettet, siger Mads Duedahl og fortsætter:

- Hvis vi skal have det offentlige – herunder også regionerne – til at gå forrest i den grønne omstilling, skal vi rydde alle barrierer af vejen. Og vi kan se, at kravet om selskabsudskillelse betyder, at udviklingen er gået i stå.

Mads Duedahl peger som eksempel på, at Region Hovedstaden nåede at etablere, hvad der svarer til over 600 husstandsanlæg, inden de nye regler trådte i kraft, men ikke et eneste efter. Heller ikke i Region Nordjylland, hvor Mads Duedahl selv er regionsrådsformand, har man etableret et eneste anlæg, siden reglerne blev indført.

Derfor efterlyser han nu, at regioner bliver sidestillet med private og erhverv. Noget, som han vil kontakte den nye klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, om.

- Det kan simpelthen ikke passe, at denne særregel, som i øvrigt gælder både regioner og kommuner, skal spænde ben for opsætning af solceller og den grønne omstilling i regionerne. Det er en barriere, der har sat udviklingen fuldstændig i stå, og det er tosset, når vi i stigende grad har brug for den grønne strøm, konstaterer han.

Han peger på en række grunde:

  • Solceller skal på taget hvor det kan lade sig gøre, så vi kan udnytte vores arealer bedst muligt.
  • Taget er der jo i forvejen, mens marker og andre større arealer også kan tjene andre formål.
  • Samtidig er det klogt at producere strømmen dér, hvor den skal bruges, i stedet for at rejse nye højspændingsmaster for at transportere strømmen over store afstande.
  • Sygehusene bruger mest strøm om dagen, netop når solen skinner, så sygehuse og solceller er et perfekt match.

FAKTA

  • Fra 2013 og til 2021 etablerede regionerne en række solcelleanlæg under de gamle regler.
  • Fra 30. juni 2021 trådte de nye regler i kraft, der gør det bøvlet for regionerne at etablere solcelleanlæg, fordi de skal laves i et særskilt selskab. Det kaldes kravet om selskabsudskillelse.
  • Regionernes store bygninger (over 1.000 kvm) har et areal på over 500 hektar.
  • Potentialet er stort: 100 hektar solceller svarer til 130.000 kW eller mere end 20.000 husstandsanlæg.
  • Region Hovedstaden har installeret 3.800 kW solceller før reglerne – ingen efter.
  • Region Nordjylland har installeret 1.000 kW solceller før reglerne – ingen efter.
  • Region Sydjylland har installeret 4.500 kW solceller før reglerne – ingen efter.

For yderligere kontakt Danske Regioners pressevagt på 51 51 18 18 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk 

Information om Danske Regioner

Danske Regioner
Danske Regioner
Dampfærgevej 22
2100 København Ø

+45 35 29 81 00https://www.regioner.dk/

Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.

Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark

Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum