Danskerne lever længere. Det er en god nyhed. Men med det stigende antal ældre følger desværre også et øget pres på det offentlige sundhedssystem, som allerede er i knæ. Danmarks Statistik fremskriver, at der om bare 10 år vil være 150.000 flere danskere over 80 år, end der er i dag. Det er en stigning på 58 pct.

Som det ser ud lige nu, kan det offentlige sundhedssystem desværre ikke følge med den stigende efterspørgsel på sundhed; uanset alders- og samfundsgruppe. Der er hverken kapacitet eller ressourcer nok. Ventelisterne bliver længere, mens den samlede generelle sundhed forværres gradvist. Langsomt opbygges et dødens gab, hvor forskellen på udbud og efterspørgsel bliver større og større. Med andre ord: Vi bliver nødt til at gøre noget nu, hvis vores sundhedssystem ikke skal kollapse.

Lad os inspirere af arbejdsmarkedspensionerne

Ifølge brancheorganisationen Forsikring og Pension er ca. 2,3 mio. danskere i dag dækket af en sundhedsforsikring. Langt størstedelen forsikres gennem deres arbejde som en del af en overenskomst eller som en individuel aftale med arbejdsgiver. Sundhedsforsikring som personalegode har vundet stort indpas de seneste år, og en lignende tendens viser sig, når det kommer til private sundhedsforsikringer. Alene fra 2019 til 2020 fordobledes antallet af individuelle sundhedsforsikringer fra 80.000 til 160.000.

I Dansk Sundhedssikring oplever vi også, at flere gerne selv vil have muligheden for at fortsætte deres sundhedsforsikring som pensionist. Ligeledes er der også stigende efterspørgsel på private sundhedsforsikringer blandt dem, som ikke har gennem arbejdet.

De stigende tendenser viser, at danskernes efterspørgsel på sundhedstilbud stiger, og at borgerne i højere grad ønsker at tage ansvar for egen sundhed. Som vores samfund er i dag, har mange både pension og sundhedsforsikring som en del af arbejdet. Den dag man træder ud af arbejdsmarkedet, får man glæde af sin pension, mens sundhedsforsikringen frafalder. Dét sammenlagt med det stigende antal ældre gør det endnu sværere for det offentlige sundhedsvæsen at følge med.

Det er i dag en selvfølge for mange også at spare op til pension ved siden af sin arbejdsmarkedspension. På denne måde sikres borgerne at kunne fastholde samme levestandard i deres otium. Her mener jeg, at vi bør lade os inspirere på samme måde, når det kommer til sundhedsforsikringer. Der bør laves en tredelt kopi på sundhedsområdet, hvor der er en basisydelse, som vi kender med folkepensionen, en tillægsforsikring, som vi kender fra arbejdsmarkedspensionerne og så selvfølgelig de frie midler, som den enkelte selv måtte have sparet op.

En gevinst for alle parter

I den offentlige debat er der en tydelig polarisering mellem offentlig og privat. For hvordan kan vi bedst løse problemerne i sundhedssektoren? Er det ved at afsætte flere ressourcer til det offentlige, eller er det ved at privatisere sundhed? Jeg mener, at løsningen bør findes et sted imellem. Vi skal på ingen måde skabe større ulighed, så sundhedstilbud kun bliver et privilegie forbeholdt de velhavende. Omvendt må vi også indse, at det er for sent at finde ressourcer nok til at dække det massive pres på det offentlige.

Derfor bør det ikke besluttes, om man skal gå den ene eller den anden vej. I stedet bør der fokuseres på, hvordan det private kan styrke det offentlige og omvendt. Med en privat sundhedsforsikring kan man ikke blot sikre borgernes velfærd i højere grad. Det kan også spare det offentlige for mange ressourcer. Ved at gøre behandlingsforløb hurtigere og mere målrettet den enkelte, kan borgeren komme hurtigere på benene og tilbage på arbejdsmarkedet.

Det er altid sprængfarligt at åbne op for debatten om offentlige og private sundhedstilbud, men det er nødvendigt. Der vil altid være en frygt for, at privatisering skaber større ulighed i samfundet. Det mener jeg ikke, at den gør. Tværtimod. Jeg mener netop, at hvis de borgere, som har råd, selv betaler for alternativer til det offentlige, vil det lette presset og dermed give mere plads til dem, som netop har brug for at blive løftet af samfundet.

Derfor er mit opråb til den nye kommende regering: Det er på tide at indse, at det offentlige velfærdssystem i Danmark ikke længere kan følge med befolkningsudviklingen. Vi bliver nødt til også at tænke privatsektoren ind som en naturlig del af det danske sundhedssystem. Spørgsmålet handler ikke om enten eller. Vi har brug for både og.