Dansk-japansk samarbejde skal sætte turbo på udbygningen af havvind i Japan og kickstarte nyt grønt eksporteventyr
10.6.2020 16:49:21 CEST | Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet | Pressemeddelelse
Hvis vi skal løse den klimakrise, verden står over for, skal de lande, der udleder mest CO2, for alvor med på den grønne bølge. Målet med opstart af et nyt energisamarbejde med hovedfokus på havvind med Japan er at omsætte dansk knowhow til reelle CO2-reduktioner. I en situation, hvor dansk eksport står over for et tilbageslag uden historisk sidestykke, kan det samtidig betyde, at eksportmarkedet for energiteknologi bliver udvidet. Japan er verdens tredjestørste økonomi og Danmarks 13. største eksportmarked.
Samarbejdet skal understøtte Japans grønne omstilling, som er afgørende, hvis vi skal nå Parisaftalens globale klimamål. I dag er landet verdens syvende største udleder af drivhusgasser og afhængigt af kul, men danske myndighedserfaringer og grønne løsninger kan bidrage til at indfri ørigets enorme potentiale for særligt havvind, som ifølge Japan Wind Power Association er 36,2 gigawatt inden 2030. Det svarer til 60 Kriegers Flak-havvindmølleparker.
Muligheden for at opstarte det nye energisamarbejde udspringer af en stigende interesse hos den japanske regering efter viden om rammebetingelserne for det danske vindeventyr. Klare, effektfulde og omkostningseffektive regler og rammer er nemlig afgørende for en udbygning af havvind i stor skala.
”Hvis vi for alvor skal rykke på klimadagsordenen, skal vi have de helt store spillere med globalt. Vi skal inspirere, men vi skal også levere konkrete løsninger. Vores nye samarbejde med Japan er et rigtig godt eksempel på den tilgang. Det er en oplagt mulighed for at få sat turbo på omstillingen fra kul til vind i et land, hvor sort energi stadig fylder meget, og samtidig åbne nye jagtmarker for danske virksomheder med grønne produkter på hylderne,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
Danske myndighedserfaringer udvider vigtige eksportmarkeder for grønne løsninger
Danmark har mere end fire årtiers erfaring med at udvikle en vindsektor, som i dag er globalt førende. Gennem myndighedssamarbejder med verdens største økonomier deler Energistyrelsen sin ekspertise med andre landes myndigheder om, hvordan man eksempelvis designer en auktion for havvind, så priserne bliver så lave som muligt. Når danske erfaringer inspirerer andre lande, stiger sandsynligheden for, at det internationale marked for havvind, energieffektivitet og fjernvarme vokser. Det giver danske virksomheder nye eksportmuligheder, og skaber dermed arbejdspladser i Danmark.
”Danmark skal være en grøn, global stormagt, der leder og inspirerer i kampen for den grønne omstilling. Danske virksomheder, løsninger og knowhow har en helt unik position i den kæmpestore klimaudfordring, vi står overfor. Her er Japan som verdens tredjestørste økonomi selvsagt afgørende. Med en lokalt baseret sektorrådgiver inden for energi på det japanske marked og koblet med regeringens nye eksport- og investeringspakke er vi klar til at hjælpe flere grønne og bæredygtige virksomheder til Japan, herunder på havvind-området. Det er en vigtig del af det grønne danske diplomati”, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.
Ud over en fokuseret indsats på havvind vil samarbejdet adressere udfasningen af Japans investeringer i kul samt undersøge potentielle muligheder for fremtidige indsatser inden for energieffektivitet og fjernvarme.
Fakta
- Indsatsen startes op i perioden 2020-2021 med mulighed for forlængelse.
- Samarbejdet er en del af eksportordningen på energiområdet, og understøttes af eksperter i Energistyrelsen samt af en energirådgiver, som Udenrigsministeriet udsender til ambassaden i Tokyo.
- Danmark samarbejder gennem Energistyrelsen og Udenrigsministeriet allerede med USA, Storbritannien, Tyskland, Nederlandene og Sydkorea under eksportordningen, som løber 2019-2024. Derudover samarbejder Energistyrelsen med Kina, Indien, Indonesien, Vietnam, Mexico, Etiopien, Sydafrika, Egypten, Tyrkiet og Ukraine.
- Tokyo er udnævnt til klimafrontpost sammen med ambassaderne i Abu Dhabi, Beijing, Berlin, Hanoi, Jakarta, Mexico, Nairobi, New Delhi, Paris, Pretoria, Seoul, Washington, FN-missionen NY og EU-repræsentationen i Bruxelles.
Nøgleord
Kontakter
Klima-, Energi- og Forsyningsministeren: Presserådgiver Lasse Bendtsen, LASAB@kefm.dk tlf. 41723884
Udenrigsministeren: Pressevagten på tlf. 61979247, pressevagten@um.dk
Information om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Samira Nawa er ny klima-, energi- og forsyningsminister3.6.2026 09:50:21 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har fået en ny regering, og statsministeren har udpeget Samira Nawa som ny klima, energi- og forsyningsminister. Ministeroverdragelse klokken 13:30.
Klimastatus og -fremskrivning 2026 sendes i offentlig høring12.5.2026 12:00:31 CEST | Pressemeddelelse
Den årlige redegørelse for Danmarks udledning af drivhusgasser og dermed også det opdaterede skøn over indfrielse af klimamålene sendes i offentlig høring.
KORREKTION: Samlet mængde af frigivelse af oliereserver er pga. fejl oplyst for lavt13.3.2026 15:52:53 CET | Pressemeddelelse
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet oplyser, at der desværre er offentliggjort et forkert tal for den danske frigivelse af oliereserver.
Danmark frigiver olie fra de danske olieberedskabslagre13.3.2026 11:00:00 CET | Pressemeddelelse
Forsyningssituationen i Danmark og resten af Europa er for nuværende stabil. Men flere andre lande er kraftigt påvirket af situationen i Mellemøsten. Derfor har klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard på anmodning fra Det Internationale Energiagentur besluttet, at Danmark kan frigive olie fra de danske olieberedskabslagre.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeren deltager i statsbesøget til Australien5.3.2026 18:59:15 CET | Pressemeddelelse
Deres Majestæter Kongen og Dronningen aflægger statsbesøg til Australien fra den 14. – 19. marts 2026 med ledsagelse af klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
