CO2-fangst og lagring: Ny aftale reducerer væsentlige risici for danske transport- og lagringsprojekter
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er enige om at skrue på håndtagene for fangst, transport og lagring af CO2. Det reducerer mulighederne for forsinkelser for både eksisterende og kommende projekter.
Siden 2020 har den danske industri for fangst, transport og lagring af CO2 (CCS) haft vokseværk. For at holde fast i den vækstspurt er regeringen og Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet blevet enige om en ny række tiltag på området.
De skal forebygge og reducere risikoen for forsinkelser, så eksisterende og kommende projekter kan realiseres, og CO2-reduktionerne kan hentes.
”Vi er nødt til at holde vores klimaredskaber skarpe. Det er det, vi nu gør ved fangst, transport og lagring af CO2 med et bredt flertal af Folketingets partier. Undersøgelsen af de forskellige lagringslokationer er i fuld gang, og flere projekter er ved at slå rod rundt omkring i Danmark, men vi er nødt til at sikre, at de ikke løber næsen mod en mur. Derfor sætter vi gang i nogle nye initiativer, så vi kan få proppet noget CO2 ned i undergrunden,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Aftalen skal gøre myndighedsbehandlingen af CO2-fangst, -transport og -lagringsprojekter smidigere. Blandt andet skal klager ikke længere som udgangspunkt have opsættende virkning, hvilket betyder, at projekter ikke bremses automatisk, mens klagen bearbejdes. Det vil stadig være muligt for den pågældende klageinstans aktivt at vælge den opsættende virkning til, men det vil bero på en konkret vurdering af det pågældende projekt.
Formålet er at understøtte CO2-fangst, -transport og -lagring på en måde, der sikrer fremdrift, gennemsigtighed og samtidig løser konkrete problemer for projekterne.
Helt overordnet fastholdes grundlæggende principper og overordnede klagestrukturer, hvilket betyder, at enhver, der har en væsentlig, individuel og retlig interesse i en sag, stadig kan klage. Derudover gælder ændringerne kun for udviklingen af CCS-projekter.
De nye tiltag vil blive fremsat i et lovforslag til januar 2026 og skal træde i kraft 1. marts 2026.
Læs aftaleteksten her.
”For SF er det helt afgørende, at vi når klimamålene, hvilket vil være svært uden fangst og lagring af CO2. Derfor er det godt og vigtigt, at vi med aftalen her får fjernet nogle af barriererne for CO2-lagring,” siger Claus Jørgensen, energi- og forsyningsordfører for Socialistisk Folkeparti.
”Med denne aftale får vi mere skub i CO2-lagring. En teknologi som vigtig for Danmarks klimaambitioner, da vi ikke kan nå i mål uden CCS eller lignende løsninger. I Det Konservative Folkeparti mener vi at CCS skal have de bedst mulige vilkår for at kunne lykkes, uden at grundlæggende rettigheder så som ejendomsretten krænkes. Med denne aftale har vi sikret balance, fremdrift og kortere vej til handling, og vi håber at vi med løbende justeringer kan bidrage til, at CCS bliver en succes på dansk jord,” siger Frederik Bloch Münster, klimaordfører for Det Konservative Folkeparti.
”Enhedslisten er med i aftalen for at sikre at CO2-fangst og lagring i Danmark fra 2029 rent faktisk kommer til at bidrage til at reducere de udledninger, vi ikke kan omstille os ud af. Jeg håber, at vi får lavet CO2-fangst på flere affaldsforbrændingsanlæg, der har sværere ved at omstille sig samt udviklet teknik så CO2en kan lagres i den danske undergrund på forsvarlig vis,” siger Søren Egge Rasmussen, energi- og forsyningsordfører for Enhedslisten.
”Det er afgørende for Radikale Venstre, at vi løbende tilpasser de politiske rammer, så de understøtter arbejdet med at nå vores klimamål. Der er stadig usikkerhed om realiseringen af 2030-målet, og det er vores opgave at minimere den usikkerhed mest muligt. Vi er derfor tilfredse med, at vi med denne aftale smidiggør myndighedsprocesser for CCS og fastlægger mere klare rammer for klageadgang, så vi sikrer fremdrift i projekterne uden at gå på kompromis med borgernes grundlæggende ret til at klage,” siger Samira Nawa, klima-, energi- og forsyningsordfører for Radikale Venstre.
”Vi kommer ikke udenom, at CO2-fangst er afgørende for, at vi når Parisaftalens reduktionsmål, hvilket Klimarådet og IPCC også påpeger. Derfor er denne aftale vigtig, og derfor er Alternativet med. Teknologi som Carbon Capture Storage er og bør dog være et supplement til reelle reduktioner i udledningen af CO2. For investeringer i teknologi kan ikke gøre det alene. Af den grund har Alternativet fokus på at sikre reelle reduktioner i forligskredsens fremadrettede arbejde. Og så skal vi værne om klageadgangen i den grønne omstilling, der er fundamental i et demokratisk samfund. Vi opfordrer kraftigt Regeringen til fremover at sikre hurtigere reduktioner indenfor industri, landbrug og transport, så vi ikke gentagne gange skal stå i dilemmafyldte situationer om at forkorte eller begrænse klageadgangen,” siger Torsten Gejl, klima-, energi- og forsyningsordfører for Alternativet.
”Vi skal have fart på de teknologier, som kan skabe CO2-reduktioner og negative udledninger. Det kan CCS, og derfor er vi glade for at kunne skabe bedre rammer for, at CCS kan realisere sit potentiale,” siger Linea Søgaard-Lidell, klima-, energi- og forsyningsordfører for Venstre.
”Det her er en god aftale for indfrielsen af Danmarks klimamålsætninger. Flere forskellige projekter med fangst og lagring af CO2 er undervejs i Danmark. Vi er langt fremme med en teknologisk løsning, som bliver en nøgle for begrænsningen af CO2 i atmosfæren. Men der har vist sig behov for at forbedre og tilpasse myndighedernes processer, så projekterne når nemmere og hurtigere i mål. Det sker med aftalen her samtidig med at retssikkerheden for de berørte bevares,” siger Jesper Petersen, klima-, energi- og forsyningsordfører for Socialdemokratiet.
”CCS er ikke en undskyldning for at gøre mindre – det er et nødvendigt værktøj, hvis Danmark og EU skal nå vores klimamål i tide. Danmark er allerede godt i gang og meget anerkendt som foregangsland, men nu skal vi fra beslutninger til drift. Derfor fjerner vi unødige procesrisici og fokuserer klagesagerne på det retlige – uden at gå på kompromis med retssikkerheden. Det er fornuft, videnskab og realisme i praksis, og det er Moderat politik, når den er bedst,” siger Henrik Frandsen, klima-, energi- og forsyningsordfører for Moderaterne.
Aftalen indeholder bl.a.:
- Klager over CCS-projekter skal ikke længere per automatik tillægges opsættende virkning. Klageinstanser kan tillægge en klage opsættende virkning, men det skal der tages aktivt stilling til.
- Rettigheden til at indgive en klage over CCS-projekter begrænses til enhver med væsentlig, individuel og retlig interesse i afgørelsen. I overensstemmelse med Århus-konventionen, vil det også være muligt for visse foreninger og organisationer at indgive en klage, hvis foreningens formål er beskyttelse af miljø og natur.
- Ligesom det er tilfældet ved klager over andre emner, fastsættes nu gebyr for indgivelse af klager over CCS-projekter svarende til et niveau på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer.
- Det gøres tydeligere, hvad der kan eksproprieres til i eksisterende lovgivning om rørført transport af CO2. Formålet er at sikre klarhed for borgere, virksomheder og myndigheder.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Bred politisk aftale om mere sol og vind på land og større hensyn lokalt10.10.2025 08:58:13 CEST | Pressemeddelelse
Bred enighed om fortsat mere sol og vind på land med større kompensation til naboer, hurtigere godkendelser af projekterne og flere muligheder for, hvor solceller og vindmøller kan stå.
Nyt elnet over Sydsjælland, Lolland og Falster skal fremtidssikre den grønne omstilling6.10.2025 10:20:58 CEST | Pressemeddelelse
Det sidste af tre fremskyndelsesområder fra den brede politiske aftale om Hurtigere og mere effektiv udbygning af elnettet fra 2024 er nu godkendt. Dermed er der givet grønt lys til et nyt elnet til Sydsjælland, Lolland og Falster, som er et projekt til 5 mia. kr.
Planen er lagt: Klimaprogram 2025 viser vejen til 2030-målet30.9.2025 08:15:58 CEST | Pressemeddelelse
Med Klimaprogram 2025 kan man se vejen til at indfri Danmarks 2030-mål, og planen er lagt sektor for sektor. Men der venter stadig store og krævende opgaver forude.
Presseinvitation: Deltag i teknisk brief om Klimaprogram 202526.9.2025 10:18:21 CEST | Pressemeddelelse
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet inviterer til teknisk brief i anledning af, at regeringen præsenterer årets klimaprogram, der er regeringens status på indfrielse af klimamålene.
Mere sol og vind på land – større hensyn til både naboer og opstillere17.9.2025 07:05:27 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen vil forhandle om tiltag, der kan gøre det nemmere, hurtigere og bedre at opstille vedvarende energi på land og imødekomme naboer til solceller og vindmøller.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum