Budget 2024 skal ruste Billund Kommune til fremtidens velfærd
8.9.2023 11:12:53 CEST | Billund Kommune | Pressemeddelelse
Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti samt løsgængerne Jørn Poulsen og Arne Spangfort Christensen har indgået et budgetforlig med en række tiltag, der understøtter ambitionerne om Danmarks bedste folkeskole, stærke byer og vokseværk i erhvervslivet. Samtidig er partierne enige om at justere kommunens plejecenterstruktur, så de ældre sikres en rettidig velfærd.

Kommunens økonomi er sund, og kommunalbestyrelsen har med budgettet for 2024-2027 truffet ansvarlige beslutninger, som skal ruste kommunen til fremtidens velfærd. Budgettet følger op på en række strukturanalyser, udarbejdet af BDO.
”Jeg vil gerne takke mine kollegaer i kommunalbestyrelsen for et godt samarbejde med at få budgettet i mål. Sammen arbejder vi for at sikre stærke byer og vokseværk i erhvervslivet, og med budgettet ruster vi os til fremtidens velfærd. Som hjemsted for Børnenes Hovedstad er vi optaget af børns trivsel fra start, og vi stræber efter Danmarks bedste folkeskole. Samtidig lægger vi op til at bruge pengene på ældreområdet på en smartere måde. Det gør vi for at sikre, at vores ældre borgere får det bedst mulige møde med kommunen,” siger borgmester Stephanie Storbank (V).
Danmarks bedste folkeskole
Som hjemsted for Børnenes Hovedstad ønsker partierne at understøtte ambitionen om Danmarks bedste folkeskole, som bliver prioriteret højt i årets budgetforhandlinger.
Konkret har partierne aftalt, at der skal være 2 voksne til stede i alle lektioner i 0. og 1. klasse. Målet er bl.a. at styrke mulighederne for at støtte op om det enkelte barn, og tiltaget skal således højne kvaliteten i undervisningen, øge trivslen hos eleverne og forbedre de fagprofessionelles arbejdsmiljø. Derudover har partierne afsat penge til at videreføre arbejdet med de fleksible undervisningsformer.
”Forskning peger på, at barnets tidligste år er de vigtigste. Vi har derfor valgt at give kommunens børn det stærkest mulige læringsafsæt til livet. Samtidig er det målet, at de voksne vil opleve en styrkelse af deres eget arbejdsmiljø og muligheden for at levere endnu bedre resultater end hidtil. Derudover afsætter vi penge til specialundervisningsområdet, ligesom vi viderefører de fleksible undervisningsformer. Målet er, at de fleksible undervisningsformer skal være med til at styrke læring, trivsel og inklusion i kommunens skoler,” udtaler Stephanie Storbank.
Partierne har desuden aftalt at:
- Tildele midler til Ungerådet med henblik på fællesskabsdannende aktiviteter på tværs af kommunens skoler
- Fortsætte analysearbejdet med henblik på at lave en helhedsplan for BillundSkolen
Rettidig velfærd for kommunens ældre
Efterspørgslen efter en plejebolig har været faldende gennem flere år på trods af et stigende antal ældre. Det betyder, at flere plejeboliger står ledige.
Partierne ønsker derfor at reducere antallet af pladser i plejeboliger og indgå dialog med Bovia om nedlæggelse af plejeboligerne på Mødestedet. Formålet er at sikre en rettidig velfærd på ældreområdet og forholde sig økonomisk ansvarligt i forhold til den fremtidige udvikling.
”Vi vil gerne bruge pengene bedst muligt på ældreområdet og skabe muligheder, som fremtidssikrer området. Samtidig så ønsker vi en tilbudsvifte, der matcher borgernes behov og efterspørgsel. Derfor har vi aftalt, at de penge, der bliver frigivet ved nedlæggelse af plejeboligerne, skal blive på området. Der bliver blandt andet tale om investeringer i de tilbageværende plejeboliger, i hjemmeplejen og i etableringen af et nyt daghjem i Fynsgade, hvor de ældre får et nyt tilbud i dagtimerne. Det er faktisk spild af penge at betale for tomgangshusleje - de penge får vi ikke bedre ældrepleje for,” siger Ann Charlotte G. Vilstrup, Socialdemokratiet i Billund Kommune.
Nedlæggelsen af plejeboligerne og frigørelsen af ressourcerne vil ske over tid, og derfor afsættes der fra 2024 og 2025 5 mio. kr. årligt til udvikling af kommunens ældrepleje.
Stærke byer og vokseværk i erhvervslivet
Kommunalbestyrelsen arbejder for stærke byer og har på baggrund af et analysearbejde besluttet at sælge 6 bygninger, nedrive 4 bygninger og ændre brugen af 2 bygninger, ligesom partierne bakker op om et nyt budget for jordforsyningsområdet, som skal sikre attraktive byggegrunde i alle byer i kommunen.
”Billund Kommune er for alle borgere i alle byer, og her er alle velkomne. Vi skal byde alle velkommen til kommunen med attraktive byområder, og derfor afsætter vi penge til vedligeholdelsespuljer på det tekniske område samt til broer og bygværker”, udtaler Arne Spangfort Christensen, løsgænger.
Samtidig har partierne aftalt at støtte Billund Lufthavns ambitiøse udviklingsplaner for cargoområdet.
”Lufthavnen sikrer arbejdspladser, besøgende og omsætning for kommunen, ligesom borgerne får let adgang til flytransport nationalt og internationalt. Samtidig sikrer lufthavnen mange gæster til kommunens mange forlystelsesmuligheder. Det skal vi støtte op om politisk. Derfor er jeg glad for, at vi med budgettet har aftalt at støtte lufthavnens ambitiøse udviklingsplaner for cargoområdet”, siger Lars Hansen, Det Konservative Folkeparti i Billund Kommune.
Derudover vil partierne etablere en fremtidssikker og permanent løsning med en ny daginstitution i Travbyen, som sikrer børnepasning i nye og moderne rammer med fokus på høj kvalitet inden for lege- og læringsmiljøer. Der skal desuden udarbejdes en helhedsplan for udviklingen af Billund Idrætscenter.
Det specialiserede socialområde
Det specialiserede socialområde for børn, unge og voksne har gennem flere år været kendetegnet af et stigende udgiftspres, og det ønsker partierne at imødekomme.
”Vi skal tage hånd om de borgere, der har det sværest i det daglige. Derfor afsætter vi penge til at løse udfordringerne med udgiftspres på området, ligesom vi sikrer serviceniveauet til nogle af de borgere, som har det sværest i det daglige”, siger Jørn Poulsen, løsgænger.
Forandringerne skal sikkert i mål
Behovet for omstillinger er stort i kommunen - bl.a. som følge af den demografiske udvikling, mangel på arbejdskraft mv. Derfor gennemføres der en strategisk organisationstilpasning af den kommunale administration, som udstyres med den nødvendige strategiske trækkraft i forhold til at sikre en fleksibel og understøttende tilgang til de politiske ambitioner med fokus på god borgerdialog og borgerinvolvering. Organisationstilpasningen betyder bl.a. en reduktion i antallet af stabe og en mindre ledelsestung organisation.
Derudover beholder partierne arbejdstøjet på og vil også i de kommende år være parate til sikre en ansvarlig kommunal udvikling og økonomi.
Læs budget 2024 på billund.dk/budget
Kontakter
Mia JosiassenKommunikationschef
Tlf:20 25 20 86mjos@billund.dkBilleder

Links
Følg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
Sådan stemmer du til Kultur- og Fritidsrådsvalget22.1.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den 29. januar afholdes der valg til Billund Kommunes Kultur- og Fritidsråd. Læs her, hvor og hvordan du stemmer til valget.
Usædvanligt mange byggegrunde solgt i Billund Kommune i 202514.1.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
2025 blev et særligt år for solgte byggegrunde i Billund Kommune, hvor flere end nogensinde, og mere end dobbelt så mange som året før, købte en kommunal grund at bygge hus på.
Sports- og Kulturgalla tager nu imod indstillinger6.1.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Årets Sports og Kulturgalla løber af stablen i MAGION fredag den 8. maj 2026, og allerede nu kan du indstille kandidater til de otte priser og mange hædersbevisninger, som uddeles til det festlige og traditionsrige show.
Grøn trepart tager et stort skridt fremad i Billund Kommune18.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et stort flertal i kommunalbestyrelsen i Billund Kommune principvedtog tirsdag aften omlægningsplanen for den grønne trepart.
Stil op til Kultur- og Fritidsrådet og gør en forskel8.12.2025 11:30:04 CET | Pressemeddelelse
Brænder du for kultur- og fritidsområdet i Billund Kommune? Så har du nu chancen for at komme helt ind i maskinrummet og være med til at gøre en forskel for alle borgere i vores kommune. Fra i dag og frem til og med den 12. januar er der nemlig mulighed for at melde sit kandidatur til kultur- og fritidsrådsvalget den 29. januar.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum