Billund Kommune

Selvtilrettelæggelse og pauser: Medarbejdere i Billund Kommune går op i tid efter forsøgsordning

13.3.2026 07:00:00 CET | Billund Kommune | Pressemeddelelse

Del

Otte medarbejdere fra to kommunale plejehjem i Billund Kommune er gået op i tid, efter at kommunen de seneste seks måneder har deltaget i projektet En fremtid med fuldtid, hvor forskellige metoder til at få flere medarbejdere op i tid er blevet afprøvet. Torsdag blev resultaterne fremlagt for udvalgte ledere og nøglemedarbejdere. 

Foto: Billund Kommune

Vi står over for en reel udfordring: I de kommende år kommer vi til at mangle medarbejdere på ældreområdet. En mulig løsning ligger lige foran os. I dag arbejder en stor del af vores ansatte i Billund Kommune nemlig på deltid. Hele 92 procent af social- og sundhedshjælperne og 73 procent af social- og sundhedsassistenterne er på deltid, og her ligger et potentiale. Hvis flere af dem, der har lyst og mulighed, kan gå op i tid, kan det være en effektiv måde at skaffe flere hænder i fremtiden.

For at få flere medarbejdere op i tid har medarbejdere på Billund Plejehjem og Frihavnens Plejehjem og Team Vorbasse det seneste halve år deltaget i projektet ”En fremtid med fuldtid”, som KL og Forhandlingsfællesskabet står bag.  

Her har de afprøvet forskellige tiltag, og det foreløbige resultat er, at otte medarbejdere efterfølgende er gået op i tid. Perspektiverne glæder Bethina Lundberg Danielsen, chef for Ældre og Sundhed i Billund Kommune.

”Vi står over for en stor udfordring, og det hele er ikke løst med det her forløb, men det er et vigtigt skridt på vejen. Jeg er rigtig glad for den opbakning, jeg har mærket fra medarbejderne hele vejen igennem, og jeg ser frem til at arbejde videre med de erfaringer og anbefalinger, der blev præsenteret i dag. Nu har vi nogle konkrete værktøjer, som vi kan udbrede til andre områder i kommunen, så vi forhåbentlig kan få flere op i tid,” siger Bethina Lundberg Danielsen.

Fire workshops på et halvt år

Forløbet har været bygget op omkring fire workshops, hvor ledere, tillidsrepræsentanter og udvalgte medarbejdere sammen har undersøgt, hvilke barrierer der afholder medarbejdere fra at arbejde fuldtid, og hvilke gevinster der kan opnås, hvis flere kommer på fuldtid. Efterfølgende har de sammen formuleret mulige løsninger, som er blevet afprøvet. 

Det er disse resultater og erfaringer, som torsdag blev præsenteret på den fjerde og sidste workshop. På Billund Plejehjem har der især været fokus på vagtplanlægningen, hvor medarbejderne har fået større indflydelse på placeringen af vagterne.

Det forklarer Camilla Skovbo Guldbrand Hansen, der er uddannet social- og sundhedsassistent og er ansat som planlægger på Billund Plejehjem, hvor hun arbejder 32 timer om ugen. 

”Vi har arbejdet rigtig meget med fleksibiliteten i at planlægge sin egen mødeplan. Tidligere har jeg fået enderne til at gå op, men nu skal medarbejderne selv tilrettelægge deres arbejdsplan sammen. At være selvtilrettelæggende giver en anden fornemmelse af at være et hold,” forklarer hun.

Under forløbet er tre ud af cirka 20 medarbejdere gået op i tid på Billund Plejehjem, og det er en god start, vurderer Camilla Skovbo Guldbrand Hansen.

”Vi vidste, det ville blive svært at få folk op i tid. Det er svært for medarbejderne at binde sig til 37 timer, fordi det er et hårdt fag at være i, hvis man samtidig skal være noget for nogen, når man har fri. Men jeg oplever, at der er blevet taget fint imod tiltaget, og nu begynder medarbejderne at kunne se ideen i, at de har en stemme i, hvordan og hvornår de skal arbejde,” forklarer hun.

Ny pausekultur

På Frihavnens Plejehjem og Team Vorbasse har der under forløbet været fokus på at skabe en ny pausekultur for medarbejderne. I den indledende fase kom det nemlig frem, at manglende tid i løbet af arbejdsdagen til at holde sin pause, var en barriere, som afholdt medarbejdere fra at gå op i tid.

Konkret betyder det, at medarbejderne nu har mulighed for et kvarters pause om formiddagen i forlængelse af dagens opgavefordeling og prioriteringer. Der er også lavet pauseskilte, som synliggør, at der holdes pause, og i hjemmeplejen i Team Vorbasse er pauserne skrevet ind i medarbejdernes kørelister, så de husker at prioritere pauserne i løbet af arbejdsdagen. Der er også indført en pausemakkerordning, så alle har en at holde pause med. Det indebærer også, at man er opmærksom på at få alle med til pause.

Simone List Nissen er ansat som social- og sundhedshjælper på Frihavnens Plejehjem og i Team Vorbasse. Selvom hun allerede er ansat på fuldtid, oplever hun, at de nye tiltag har haft en positiv effekt både for hende selv og teamet som helhed.

”I starten talte vi om, at mange ikke når at holde pause, fordi de oplever et højt følelsesmæssigt pres i arbejdet. Vi arbejder med mennesker, og der altid noget, man kan gøre. Nu har vi fået synliggjort, at det er okay at tage en pause og få en kop kaffe med kollegerne. Det styrker kollegaskabet, og når vi sammen får en god start på dagen, så bliver resten af dagen også god. Det kommer også borgerne til gavn,” siger Simone List Nissen.

I forløbets indledende fase kom det frem, at mange af medarbejderne var på nedsat tid på grund af enten arbejdspres eller hensyn til privatlivet. Simone List Nissen har været ansat på Frihavnens Plejehjem i 3,5 år – og hele tiden på fuldtid. Det ser hun flere fordele ved.

”Vi har alle forskellige forudsætninger, men jeg kan godt lide at være på fuldtid. Man er her meget, og det synes jeg er dejligt. Økonomisk får jeg også meget mere i pension ved at være på fuldtid, så det er også en væsentlig bonus. Jeg kan nå at færdiggøre mine arbejdsopgaver. Det gør, at jeg ikke føler, jeg er bagefter, men i stedet har et godt flow i mine opgaver,” forklarer hun.   

Under forløbet er fem medarbejdere på Frihavnens Plejehjem og Team Vorbasse gået op i tid eller på fuldtid.

Fakta: En fremtid på fuldtid

Siden efteråret 2020 har KL og Forhandlingsfællesskabet samarbejdet med knap halvdelen af landets kommuner både på dagtilbud-, ældre- og handicap- og psykiatriområdet. Billund Kommune har deltaget i projektet siden august 2025 med Billund Plejehjem og Plejehjemmet Frihavnen og Team Vorbasse.

Ledere, tillidsrepræsentanter og udvalgte medarbejdere fra de deltagende plejehjem har igennem projektperioden deltaget i fire workshops. Erfaringerne fra forløbet blev torsdag præsenteret på Billund Plejehjem, hvor Voksen- og Sundhedsudvalget, udvalgte ledere og direktører fra Billund Kommune samt MED-repræsentanter var inviteret.

Fakta: Gevinster ved flere medarbejdere på fuldtid:

Der er flere fordele for både borgere, medarbejdere og arbejdsgivere ved at flere medarbejdere går op i tid eller på fuldtid.

Borgere oplever:

  • Mere kontinuitet
  • Velkendte ansigter og færre vikarer
  • Øget tryghed og tilfredshed

Medarbejdere oplever:

  • Bedre privatøkonomi og pension
  • Øget faglighed og involvering
  • Bedre arbejdsmiljø og langsigtet planlægning

Organisationen oplever:

  • Lavere sygefravær og højere trivsel
  • Stabil medarbejdergruppe
  • Færre rekrutteringer og øget faglighed

Kontakter

Billeder

Foto: Billund Kommune
Download
Foto: Billund Kommune
Download
Foto: Billund Kommune
Download

Følg pressemeddelelser fra Billund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye