DI - Dansk Byggeri

Brug penge fra EU’s genopretningsfond til energieffektiviseringer

Del
Størstedelen af de 14 milliarder kroner, som Danmark står til at modtage fra EU’s nye fond til genopretning af økonomien oven på coronakrisen, bør bruges på isolering, nye vinduer, intelligent styring af energiforbruget og andre energieffektive tiltag. Det vil både skabe arbejdspladser, hjælpe den grønne omstilling i gang og skabe eksportmuligheder for danske virksomheder i EU, vurderer Dansk Byggeri.

Danmark har mulighed for at skabe over 30.000 nye arbejdspladser, hvis de 14 milliarder kroner, som Danmark forventer at modtage fra EU’s nye genopretningsfond, bliver brugt på grønne investeringer med fokus på energirenovering, der får alt fra boliger, industribygninger og skoler til at spare på energien. Det vurderer Dansk Byggeri på baggrund af tal fra The Energy Efficiency Industrial Forum.

- Der er fra EU’s side et krav om, at der tænkes grønt, når de mange penge fra genopretningsplanen skal investeres i medlemslandene, så det er oplagt, at Danmark bruger pengene på energirenovering som et led i den grønne omstilling, der er sat i gang med klimahandlingsplanen og ambitionen om at sænke CO2-udledningen med 70 procent. Samtidig skaber det en masse arbejdspladser i Danmark, hvilket også er tiltrængt i kølvandet på corona, siger energipolitisk seniorkonsulent i Dansk Byggeri Henrik Teglgaard Lund.

I EU er der samlet set et stort behov for at løfte boliger og andre bygningers energitilstand og for at udvikle intelligente og sammenhængende energisystemer.

- I Danmark er vi allerede langt på det område, men vi kan gøre endnu mere og dermed bane vejen for danske virksomheder i EU - men det kræver, at vi tør satse stort. Vi skal renovere hele bydele i stedet for en enkelt bolig. Det giver helt nye muligheder, når vi ser energiforsyning sammen med energibesparelser, fx i det veludbyggede fjernvarmenet vi har i Danmark. Ved at energieffektivisere hele bydele kan vi konvertere fjernvarmesystemet til såkaldt lavtemperaturfjernvarme, som er en vigtig brik i den langsigtede omstilling af vores energiforsyning og målet om fossil uafhængighed. Her ligger et eksporteventyr for danske virksomheder og venter, siger Henrik Teglgaard Lund, Dansk Byggeri.

Han peger på, at der med EU’s genopretningspakke og den kommende EU-satsning ”Energy Renovation Wave” vil være EU-midler i størrelsesordenen 7.500 milliarder kroner i omløb i EU’s medlemslande over de næste syv år. Og dertil kommer private investeringer.

- Grønne investeringer kan være alt fra grundforskning over demonstration af fremtidens teknologier til forfinelse og storskala-implementering af de teknologier, vi allerede har på hylderne. Danmark bør ikke sætte alt på udvikling af én bestemt teknologi, der måske engang bliver en udbredt løsning. Vi bør derimod bruge penge til forskning, udvikling og demonstration af en række mulige løsninger, siger Henrik Teglgaard Lund, energipolitisk seniorkonsulent i Dansk Byggeri, og uddyber:

- Vi bør først og fremmest satse på teknologier, som vi ved virker, og som har potentiale til at blive udbredt i andre EU-lande. Energieffektive bygninger og samspillet med et velfungerende energisystem i Danmark vil være et stærkt udgangspunkt for at udvikle og demonstrere løsninger på de udfordringer, som andre lande står overfor, og dermed også en god mulighed for at skabe nye eksportmarkeder for danske virksomheder, slutter Henrik Teglgaard Lund.

 

Kontakter

Energipolitisk seniorkonsulent i Dansk Byggeri Henrik Teglgaard Lund, helu@danskbyggeri.dk, telefon 51 84 13 32
Pressekonsulent i Dansk Byggeri Anette Sørensen, ans@danskbyggeri.dk, telefon 30 36 02 65

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

 

 

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye