Forsikring & Pension

Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring

Del

De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på, om man er dækket af sin bilforsikring, hvis ens kørekort er udløbet? Ved de, hvordan man er dækket, når der har været indbrud i en campingvogn, mens den stod opmagasineret, eller hvordan man sikrer sig i tilfælde af sygdom, når man rejser flere familier sammen?

Foto: Jockmans/Isopress-Isopress/ Ritzau Scanpix
Foto: Jockmans/Isopress-Isopress/ Ritzau Scanpix

Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen et hav af danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser. På baggrund af de mange henvendelser vi får, samler vi hver måned en brevkasse, som landets redaktioner frit kan benytte ved angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen. Landets redaktioner er også velkomne til at anvende pressebilledet ved angivelse af fotograf.

Ønsker du at modtage den månedlige brevkasse direkte i din mailindbakke, kan du skrive en mail med besked herom til Anna G. Bach, agb@forsikringogpension.dk.

Fakta om Forsikringsoplysningen:

Forsikringsoplysningen har i mere end 85 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Alle kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 hverdage mellem 10-13, på vores hjemmeside www.forsikringsoplysningen.dk eller på vores Facebook-side https://www.facebook.com/Forsikringsnoerden/

Brevkasse for august:

Spørgsmål: Dækker min bilforsikring, hvis mit kørekort er udløbet og der sker et uheld?

Kære Forsikringsoplysningen

Jeg er lige fyldt 71 år og opdagede kort tid efter, at mit kørekort var udløbet for
godt et år siden. Til alt held, er der ikke sket nogle uheld i den periode, hvor jeg
har haft et ugyldigt kørekort.

Jeg opfatter mig selv som en lovlydig borger, som ellers overholder frister og altid betaler til tiden. Men var jeg altså ikke opmærksom på "udløbsdatoen" efter 50 år med et gyldigt kørekort. Og da jeg fornyede mit kørekort på kommunen, fik jeg at vide, at jeg langt fra er den eneste, som har glemt at forny det i rette tid.

Jeg forstår ikke, hvorfor myndighederne eller ens forsikringsselskab ikke skriver ud til borgere, som har et kørekort, der er ved at udløbe? For hvad ville der have været sket, hvis jeg havde været skyld i et biluheld, og mit kørekort var udløbet?

Venlige hilsner

Den lovlydige

Svar:

Kære lovlydige

Du har ret i, at det kunne være rart, hvis man blev påmindet om, at ens kørekort er ved at udløbe.

Desværre er udløbsdatoen på forsikringskunders kørekort ikke en viden, som forsikringsselskaberne normalt ligger inde med, eller som de må opbevare uden kundens samtykke.

Der er også andre situationer, hvor man selv har ansvaret for at tjekke udløbsdatoen. Det gælder fx det blå sygesikringskort og ens pas. Vi har ikke mulighed for at vurdere, om myndighederne vil minde borgere om udløbsdatoen på et kørekort. Jeg vil i stedet anbefale dig at kontakte din kommune og fortælle dem om dit forslag.

Hvis du bliver involveret i et biluheld, mens dit kørekort er udløbet, vil bilens ansvarsforsikring normalt dække, hvis du er skyld i, at andre kommer til skade eller får ødelagt deres ting. Men det ugyldige kørekort kan betyde, at du ikke kan få dækket skaderne på din egen bil. Kaskoforsikringen på en bil dækker nemlig ikke skader på bilen, som er sket, mens bilen blev ført af en person, som ikke har et gyldigt kørekort. Hvis det kan bevises, at skaden ikke skyldes manglende kørefærdighed, kan skaden dog være dækket. Det afhænger altid af de konkrete omstændigheder ved uheldet.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Spørgsmål - Hvordan er vi dækket, når der har været indbrud i vores campingvogn, mens den stod opmagasineret?

Hej Forsikringsoplysning

Min mand og jeg købte i foråret en ny campingvogn. Vi fik lov til at opbevare den gratis hos forhandleren i de første måneder, da vi først skulle ud at køre med den i sommerferien.

Desværre var der indbrud hos forhandleren nogle weekender inden, vi skulle bruge vognen. Der blev brudt ind i ca. 23 campingvogne, og deriblandt altså også i vores. Tyvene fandt ikke noget af værdi, men de smadrede det store vindue i køkkensektionen for at komme ind.

Da vognen stod opbevaret hos Caravan-centeret, spurgte vi naturligvis til deres forsikring. Men ejeren har oplyst, at det er vores egen forsikring, der skal dække skaden. Det er vi ret uforstående overfor, idet vognen efter aftale stod opmagasineret hos dem. Det skal nævnes, at vi ikke fik oprettet en forsikring på vognen før mandagen efter indbruddet.

Kan Caravan-centeret med rette komme udenom at anmelde skaden til deres forsikring, og dermed lade os stå tilbage med en reparationsudgift på ca. 7.200 kr.? Politiet ønsker desværre ikke at gå ind i sagen, selvom der er gode optagelser fra videoovervågning og DNA-spor på nogle øldåser.

Med venlig hilsen

Den skuffede campingvognsejer

Svar:

Hej skuffede campingvognsejer

Desværre har I selv ansvaret for at forsikre jeres campingvogn fra det tidspunkt, I overtager den, og den bliver indregistreret til jer. Det gælder også, selvom vognen står opmagasineret hos andre, medmindre andet specifikt fremgår af jeres aftale med forhandleren.

Det betyder umiddelbart, at I selv må betale reparationsregningen på de 7.200 kr. Kun hvis indbruddet skyldes forhandlerens fejl eller forsømmelse, kan de komme til at betale reparationsregningen. Men det lyder ikke til at være tilfældet her.

I øvrigt vil jeg opfordre dig til at kontakte politiet igen, hvis der er spor, som kan lede til en opklaring. Hvis de finder en gerningsmand, kan du kræve udgiften refunderet af vedkommende. Der kan dog være risiko for, at han/hun ikke er i stand til at betale. 

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Spørgsmål - Hvordan sikrer vi os i tilfælde af sygdom, når vi rejser flere familier sammen?

Hej

Jeg fylder 60 år til december, og i den anledning har min kone og jeg inviteret vores nærmeste familie og nogle tætte venner til Bali. Vi skal være væk i 10 dage, og vi er i alt 14 personer, som skal rejse sammen - heriblandt 2 sæt venner, vores datter og svigersøn, vores søn og svigerdatter samt vores 4 børnebørn.

Rejsen koster ca. 110.000 kr., og vi betaler det meste af beløbet. Vi er nu blevet i tvivl om, vi er godt nok dækket i tilfælde af, at jeg selv skulle blive syg, hvis der skulle opstå sygdom blandt én af rejsedeltagerne, eller hvis der sker et dødsfald i en af familierne.

Jeg håber, at I kan hjælpe os med, hvordan vi sikrer, at vi kan få refunderet pengene, hvis jeg eller andre skulle blive syge inden rejsen.

Bh.

Den runde fødselar

Svar:

Hej runde fødselar

Det er et rigtigt godt og aktuelt spørgsmål, da danskere i høj grad rejser på tværs af familier.

For det første er det vigtigt at tjekke, om alle rejsedeltager har en afbestillingsforsikring i forvejen, og om den dækker, hvis andre end de selv bliver syge. Der kan være stor forskel på, hvordan en afbestillingsforsikring dækker hos de enkelte forsikringsselskaber, og når I rejser på tværs af familier, kan der nemt opstå en situation, hvor der ikke er dækning på alles rejseforsikring.

De fleste afbestillingsforsikringer dækker, hvis den/de forsikrede inden afrejsen bliver akut syge, kommer til skade eller pludseligt dør, eller hvis der opstår akut sygdom eller dødsfald i nærmeste familie (fx børnebørn, svigerbørn, forældre, søskende, svigerinde, svoger og bedsteforældre). Herudover er det på nogle forsikringer også muligt at afbestille, når en rejseledsager bliver syg eller dør, hvis rejseledsageren selv har ret til erstatning fra deres egen afbestillingsforsikring. Det kan dog være et krav, at rejselederens afbestilling betyder, at du må rejse alene.

Gruppeafbestillingsforsikring

Da I er mange familier, som rejser sammen, og I ikke allesammen er en del af hinandens nærmeste familie, og du har betalt størstedelen af rejsen, kan det betyde, at du ikke kan få refunderet det fulde beløb for rejsen, hvis du, din familie eller venner bliver syge. Jeg vil derfor anbefale dig at få et tilbud på en gruppeafbestillingsforsikring, som giver ret til afbestilling, hvis der opstår sygdom på tværs af familierne.

Hvis du allerede har bestilt rejsen, skal du være opmærksom på, at det ikke er muligt at købe en afbestillingsforsikring hos alle forsikringsselskaber. I nogle selskaber skal du have købt forsikringen, inden du køber rejsen. Hos andre selskaber skal du købe forsikringen, inden du betaler rejsens depositum, og nogle selskaber har blot et krav om, at du køber gruppeafbestillingsforsikringen senest 14 dage før afrejse.

Jeg håber, I får en rigtig god tur.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

 

Nøgleord

Billeder

Foto: Jockmans/Isopress-Isopress/ Ritzau Scanpix
Foto: Jockmans/Isopress-Isopress/ Ritzau Scanpix
Download
Foto: Konsulent Anja Lintrup Sørensen, Forsikringsoplysningen                                    
                              Med råd fra Forsikringsoplysningens brevkasse kan jeres læsere få bedre styr på deres forsikring
Foto: Konsulent Anja Lintrup Sørensen, Forsikringsoplysningen Med råd fra Forsikringsoplysningens brevkasse kan jeres læsere få bedre styr på deres forsikring
Download

Links

Information om Forsikring & Pension

Forsikring & Pension
Forsikring & Pension
Philip Heymans Allé 1
2900 Hellerup

41919101http://www.forsikringogpension.dk/

Forsikring & Pension er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension

Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring3.7.2019 10:56:24 CESTPressemeddelelse

De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på, om de skal have det grønne og røde kort med på kør selv-ferien? Ved de, om rejseforsikringen betaler for en ny rejse, når ens barn bliver syg på sommerferien, eller hvorfor man ikke får fuld erstatning, når en tyv er brudt ind ad et vindue på klem?

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum