Børnerådet

Børnerådet indtager sin nye base i Billund

Del
Børnerådets sekretariat flyttede den 1. oktober til Billund som en del af regeringens plan for udflytning af statslige arbejdspladser. Den 15. januar holdt Børnerådet officiel indvielse af de nye lokaler, hvor børne- og socialminister, Mai Mercado, deltog sammen med en lang række af Børnerådets samarbejdspartnere.

Børnerådets sekretariat er nu kommet helt på plads i de nye lokaler på Hovedgaden i Billund efter flytningen fra København. Det blev fejret sammen med politikere, samarbejdspartnere og naboer.

Børnerådets formand, Per Larsen, sagde i sin tale, at flytningen naturligvis har fyldt meget i en periode, men at Børnerådet og sekretariatet er godt på vej op i fuldt gear igen.

”Flytningen har naturligvis fyldt meget, men nye medarbejdere og en ny base skaber også rum for nye muligheder. Og de muligheder har vi tænkt os at udnytte til fulde i vores arbejde med at sikre børns rettigheder og fremme deres trivsel”.

Per Larsen løftede sløret for igangværende projekter og nye samarbejder og fokusområder i det kommende år.

”Vi har hele tiden haft arbejdshandskerne på. Vi har netop fået de sidste besvarelser ind i vores store undersøgelse om presset på ungdomslivet, som vi har lavet i 8. klasser landet over. For nylig har vi indgået et samarbejde med Dansk Idrætsforbund, som vi forventer os meget af. Derudover sætter vi i 2018 blandt andet fokus på børn med handicap, børn uden stemme, småbørnsområdet, tidlig indsats og ungdomskriminalitet ”.

Samtidig understregede Børnerådets formand, at han og resten af Børnerådet fortsat vil koncentrere indsatsen for at sætte individet, barnet og familien i centrum frem for systemet.

Børne- og socialminister, Mai Mercado, anerkendte i sin tale vigtigheden af Børnerådets arbejde og udviste stor forståelse for de udfordringer, der er forbundet med flytningen af en statslig arbejdsplads.

”Når nu vi har fået placeret Børnerådet i Billund med de stærke partnere, der er her, er der jo et fantastisk afsæt for at udvikle og videreudvikle Børnerådet, og det glæder jeg mig til at følge. Og jeg ved godt, det ikke alene har været en dans på roser at blive rykket ud. Det er vi meget opmærksomme på. Derfor anerkender, accepterer og omfavner vi også, at det tager tid at komme i gang og få håndteret den nye situation med mange nye medarbejdere. Det skal I bare vide, at det er der forståelse for”.

Fakta om udflytning af Børnerådet
1. oktober 2017 flyttede Børnerådet til Billund som en del af regeringens plan for udflytning af statslige arbejdspladser. På nuværende tidspunkt er der otte medarbejdere i Børnerådets sekretariat. En af medarbejderne flyttede med fra København, og en anden pendler mellem København og Billund. De øvrige seks medarbejdere er blevet ansat i forbindelse med flytningen. Der er i alt 12 stillinger i Børnerådets sekretariat.

Kontakter

Rikke Straarup, chefkonsulent, kommunikation, ris@brd.dk eller 33783317

Information om Børnerådet

Børnerådet
Børnerådet
Hovedgaden 12, 1D-E
7190 Billund

3378 3300http://www.boerneraadet.dk/

Om Børnerådet:

Børnerådet er et statsligt råd, der skal sikre børns og unges rettigheder i Danmark. Det er vores opgave at tale børns sag og sætte aktuelle spørgsmål om børn og unges liv til debat. Samtidig har vi en rådgivende funktion over for bl.a. Folketinget, myndigheder og centrale aktører på børne- og ungeområdet. Børnerådet er politisk og økonomisk uafhængigt.

Følg pressemeddelelser fra Børnerådet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Børnerådet

Puk Elgård stopper som forkvinde for Børnerådet13.11.2022 17:00:00 CET | Pressemeddelelse

Da jeg i foråret blev udpeget som forkvinde for Børnerådet, landede jeg et drømmejob. I den tid, jeg har arbejdet som forkvinde, har jeg lært utrolig meget. Jeg har mødt et kompetent sekretariat i Billund, og jeg har rundt i landet truffet dedikerede og dygtige fagpersoner, der har viet deres liv til at arbejde for børn og unge. Jeg har besøgt sikrede institutioner, krisecentre, foreninger, læringsforløb for anbragte børn, været på Ungdommens Folkemøde og i det hele taget talt med børn og unge om deres rettigheder og deres liv i systemet. Børnene har delt deres historier med mig. Det har været en ære, og det er oplevelser, jeg aldrig nogensinde vil glemme. Børnerådet skal sikre børns rettigheder, være rådgiver for regering og Folketing og monitorere og vurdere, om Danmark lever op til FN's Børnekonvention i lovgivning og praksis. Opgaven er stor, og der er stadig lang vej, før børns rettigheder er realiseret, som Danmark har forpligtet sig på. Jeg må konstatere, at de rammer og betinge

Børnehavebørn: Voksne skal være nærværende – ikke kun i nærheden22.5.2019 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse

Børnerådets nye undersøgelse blandt 1278 børnehavebørn bringer børnenes egne stemmer ind i debatten om dagtilbud. Undersøgelsen viser, at de fleste børn er glade for at gå i børnehave, og de sætter pris på voksne, der lytter, viser interesse, leger og laver ting med dem. Men børnene oplever samtidig, at de voksne mest laver noget, hvor de ikke er direkte sammen med børnene.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye