DI - Dansk Byggeri

Billund er mest erhvervsvenlig i Sydjylland

Del
Fanø er en af landets mindst erhvervsvenlige kommuner, mens Billund, Varde, Vejen og Sønderborg hører til blandt de mest erhvervsvenlige. Esbjerg og Vejle er rutsjet adskillige pladser ned af Dansk Byggeris årlige rangliste over, hvor erhvervsvenlige landets kommuner er.

Billund er den absolut mest erhvervsvenlige kommune i Sydjylland og den tredje bedste i hele Danmark. Også i Varde og Vejen har virksomhederne god grund til at smile. Kommunerne er nemlig blandt de ti bedste til disciplinen erhvervsvenlighed. Modsat ser det ud på Fanø, som er blandt de mindst erhvervsvenlige kommuner i hele landet.

Det viser Dansk Byggeris årlige analyse af, hvor erhvervsvenlige landets 98 kommuner er. Her bliver kommunerne rangeret efter 22 forskellige parametre, der handler om alt fra åbningstiderne på genbrugspladsen til ventetiden på en byggetilladelse og størrelsen på skatter og afgifter.

- Tillykke til Billund, som igen i år ligger i den absolutte top. Det er godt gået. Det samme gælder Varde og Vejen. Jeg håber, at en af vores sydjyske kommuner løber med titlen som danmarksmester i erhvervsvenlighed til næste år, og at alle lokale kommuner er med i top 30. Det er ambitiøst, men hvis kommunerne sætter sejlet og arbejder for sagen, er det ikke umuligt, siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland Michael Mathiesen.

Ud over Billund, Varde og Vejen på henholdsvis plads nummer tre, seks og syv ud af 98 kommuner, er Sønderborg, Tønder, Kolding og Vejle også i top 30.

- Set over en bred kam, er Syddanmark et godt sted at drive virksomhed, og kommunerne er på mange områder imødekommende over for de lokale virksomheders ønsker og behov. Men vi har også et par kommuner, hvor det halter lidt. Selvom Fanø er en ø-kommune, hvor der selvfølgelig gør sig særlige omstændigheder gældende, så behøver det ikke være ensbetydende med, at man skal være blandt landets mindst erhvervsvenlige kommuner, siger Michael Mathiesen, Dansk Byggeri Sydjylland.

I den mindre erhvervsvenlige ende ligger også Fredericia og Esbjerg på henholdsvis plads nummer 61 og 59. Esbjerg er sammen med Vejle rutsjet over tyve pladser ned af ranglisten siden sidste år.

- Sydjylland har brug for, at kommunerne på alle tænkelige måder skruer op for erhvervsvenligheden, så vores virksomheder har de bedste betingelser for at skabe vækst og lokale arbejdspladser. Særligt set i lyset af coronakrisen er det nødvendigt, at vi arbejder sammen om at holde gang i hjulene, og jeg vil gerne kvittere for, at kommunerne fx har fremrykket både betalinger og byggeprojekter. Jeg håber, at kommunerne også vil bruge analysen til at finde ud af, hvor de kan skrue op for erhvervsvenligheden. Det gælder ikke mindst store kommuner med mange virksomheder og arbejdspladser som Esbjerg og Fredericia, siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland Michael Mathiesen.

Favrskov er Danmarks mest erhvervsvenlige kommune 2020, mens Kerteminde er mindst erhvervsvenlig.

 
 
 

Kontakter

Formand for Dansk Byggeri Sydjylland Michael Mathisen, tlf.: 22 49 65 60
Regionskonsulent for Dansk Byggeri Sydjylland Peter H. Wagner, tlf: 25 66 63 09
Pressekonsulent i Dansk Byggeri Anette Sørensen, tlf.: 30 36 02 65

Links

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

 

 
 
 

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye