Lige nu sidder Wammen og finansministeriets regnedrenge og lægger arm med kommunernes repræsentanter om næste års udgifter. Hvis de vil fastholde velfærden med et stigende antal børn og ældre lyder regningen på mindst 1,31 milliarder kroner. Det viser beregninger ud fra nye tal fra Danmarks Statistik.

”Det betyder, at Wammen skal finde pænt mere end 1,3 milliard, hvis han som lovet både vil betale det, det koster, at vi får flere børn og ældre og løfte velfærden,” siger Mona Striib, forbundsformand for FOA.

”Vi kan allerede konstatere, at kommunerne har ekstra-udgifter på 800 millioner kroner på det specialiserede socialområde. De skal lægges til. ”Det specialiserede socialområde" dækker bl.a. børn, unge og voksne med handicap samt borgere med psykiske lidelser.

Velfærden slår sprækker
”Ude i virkeligheden oplever vi, at de ansatte i fx hjemmeplejen ikke kan løbe hurtigere, og de ældre borgere klager over, at der, hvor der før var tid til menneskelig kontakt, er dagligdagen erstattet af stramme tidsplaner og tabeller. Vi foreslår, at vi genopretter velfærden til det niveau vi havde i 2009. Og vi foreslår, at vi begynder nu,” siger Mona Striib, forbundsformand for FOA.

Hvis Danmark skal genoprette det velfærdsniveau vi havde i 2009 kræver det ifølge FOAs beregninger yderligere 1,7 milliarder kroner om året i 10 år. Ikke medregnet den demografiske udvikling.

”Det er en stor opgave. Og det er en dyr opgave. Men det er en nødvendig opgave.

Regeringen og støttepartierne sagde i deres forståelsespapir, at de ville styrke velfærden, skabe mere tid til omsorg og en tryg og værdig alderdom. Det er sådan, man gør det,” mener Mona Striib.

Ifølge FOAs formand er det en forudsætning for en reel genopretning af velfærden, at regeringen kommer i gang med den lovede revision af budgetloven.

Når kommunerne, regionerne og staten skal bruge penge på velfærd, investere i veje, skoler, børnehaver, ældrepleje og meget mere, så er det budgetloven, der styrer, hvor det kan ske, og hvor mange penge vi må bruge.

”Problemet med budgetloven er, at den forhindrer mere langsigtede og fornuftige investeringer i den offentlige velfærd og forebyggelse. Hvis man for eksempel vil investere i forebyggelse i sundhed med en ambitiøs indsats, og man vidste, at investeringen kom mange gange igen, så kan det ikke lade sig gøre, fordi man ikke i bare et enkelt år må overskride budgetlovens underskudsgrænse, ” siger Mona Striib.