Autister skal være rollemodeller for autister
30.1.2023 11:09:54 CET | Aarhus Universitet: Arts | Pressemeddelelse

Vi kender godt til succeshistorierne fra medierne om de meget succesfulde autister som Elon Musk, Anthony Hopkins eller Greta Thunberg. Det er en stor mundfuld at leve op til, når man er et ungt autistisk menneske, der bare gerne vil have hverdagen til at fungere med alt, hvad det indebærer af udfordringer.
Nyere undersøgelser viser, at livskvaliteten hos mennesker med autisme er markant lavere end hos mennesker uden autisme. Derfor satte en gruppe forskere fra Afdeling for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet sig sammen med psykologer fra en specialskole for at undersøge, hvordan de kunne være med til at øge livskvaliteten hos autister ved at formidle historier om helt almindelige mennesker med autisme, de udfordringer som de kæmper med og den måde, de har tacklet disse udfordringer.
Således kan man i 135 podcasts og 23 videoer møde Asger, Eva, Nanna, Mikkel og 13 andre unge autister, der hver især fortæller om livet som autist, og hvordan de har fundet vejen til det gode liv. Det kan både handle om udfordringer i dagligdagen som at flytte hjemmefra, få en uddannelse og et job. Om at kunne overskue det, der kan virke som simple hverdagsgøremål som rengøring, madlavning og personlig hygiejne som bad og tandbørstning. Og om at føle sig forkert og føle skam, fordi man ikke kan leve op til omverdenens og egne forventninger.
Lektor i filosofi Katrine Krause-Jensen har været ude og lave interviews med en række mennesker med autisme. Hun forklarer:
”Mange mennesker på autismespektret har svært ved at forestille sig en positiv fremtid. De kan ikke se sig selv i de stereotype billeder af det gode liv. Derfor mener vi, at der er et behov for at vise alternativer til det gode liv. En måde at vise det på er igennem autistiske rollemodeller, der har fundet deres egen version af det gode liv. Vi mener at ved at eksponere mennesker med autisme for rollemodeller med autisme vil det hjælpe dem til at identificere sig mere positivt med deres livsvilkår, formindske deres selvstigmatisering og følelse af håbløshed og derigennem øge deres selvværd og i sidste ende deres livskvalitet. ”
Rollemodeller skal skabe øget autismekendskab
Det gik dog hurtigt op for Katrine Krause-Jensen, at det ikke kun er autister, der har brug for at blive klogere på, hvad det vil sige at være autist. Mange af de mennesker med autisme, hun interviewede, nævnte, at de i lige så høj grad har brug for, at samfundet omkring dem får et større indblik i, hvad det vil sige at være autist i en verden, der ikke altid er indrettet til mennesker med autisme.
”De lagde vægt på, at det er vigtigt, at autismeindsigten bliver formidlet til socialrådgiveren, skolelæreren og pædagogen. Socialrådgiveren læser måske om autisme i en bog, men der er brug for et ”indefra-perspektiv” i forhold til, hvad det vil sige at have autisme, og hvilke udfordringer der kan følge med. Hvorfor det måske kan være svært at være autist i en verden der er indrettet til neurotypiske mennesker og det måske ikke kan lade sig gøre både at passe et fuldtidsjob og holde orden i hjemmet og få betalt sine regninger til tiden.”
Den erkendelse betød, at i stedet for at lave 20 målrettede podcast og 5 videoer som først tiltænkt, så endte forskergruppen med at producere 135 podcast og 23 videoer, hvor rollemodellerne både henvender sig direkte til mennesker med autisme, men i lige så høj grad er rettet imod at skabe autismeindsigt hos mange af dem, de møder på deres vej i systemet.
Mange skjuler deres autisme
Mikkel Rasmussen, der er praktiserende psykiater og udreder mange i voksenalderen med autisme, er en af dem, der har benyttet sig af podcastene for selv at blive bedre til at hjælpe og rådgive de mennesker, han møder. Han mener, der i den grad er brug for positive rollemodeller:
”Mange unge og voksne forsøger gennem lang tid at skjule deres autisme for omverdenen, fordi de føler sig forkerte. Det kan få konsekvenser som udbrændthed, ensomhed, stress og desværre også angst og depression. Derfor er det så vigtigt at få positive rollemodeller, der kan skabe en større åbenhed og dermed øget livskvalitet for de mange, der har autisme. De autistiske rollemodeller er med til at nedbryde tabu og kan være med til at vise en ny vej gennem livet, der ikke koster så meget energi og kræfter. Forhåbentlig kan de autistiske rollemodeller være med til at støtte en proces, der giver den enkelte en større accept af, hvem man er som menneske.”
På hjemmesiden cas.au.dk/autistiske-rollemodeller kan du finde alle podcastene og videoerne af de autistiske rollemodeller.
Om projektet
Projektets styregruppe består af Lektor i Filosofi Raffaele Rodogno (PI), Lektor i Filosofi Katrine Krause-Jensen (projektleder) og Psykolog Line Gebauer.
Projektet Autistiske Rollemodeller bliver gennemført i et tæt samarbejde mellem eksperter fra Langagerskolen (en specialskole for børn og unge med autisme), Aarhus Kommunes Center for Specialpædagogisk Børnetilbud (CSB), autismeeksperter med en autisme diagnose samt forskere fra Aarhus Universitet. Projektet er finansieret af VELUX FONDENs HUMpraxis-program med en bevillig på 4.651.519,- kr. Det løber fra d. 1. august 2019 til d. 30. april 2023
Kontakter
Kontakt
Lektor Katrine Krause-Jensen
Institut for Kultur og Samfund, Afdeling for Filosofi og Idehistorie
E-mail: filkkj@cas.au.dk
Mail: 27 97 75 57
Billeder
Information om Aarhus Universitet: Arts
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Nye virkeligheder kræver nye løsninger: Aarhus Universitet og Museum Sønderjylland lancerer nyt samarbejde28.5.2026 10:03:11 CEST | Pressemeddelelse
I en tid præget af krig og global usikkerhed udbygger Aarhus Universitet og Museum Sønderjylland deres samarbejde om forskning, formidling og offentlig debat, der skal bringe historiske erfaringer med krig og grænseland i spil i nutiden.
Sjældent fund: 1.500 år gamle romerske bronzekar fundet i Slesvig17.4.2026 17:05:06 CEST | Pressemeddelelse
Et sjældent fund af romerske bronzekar, gjort af en detektorfører i projektet ”Veteraner i Arkæologien”, er blevet taget op af jorden i Slesvig. Fundet kan kaste nyt lys over forbindelserne mellem Norden og Romerriget og tyder på, at området spillede en vigtig rolle tidligere end hidtil dokumenteret.
Spektakulært fund ved Danevirke: 1.500 år gamle romerske bronzekedler10.4.2026 13:50:29 CEST | Pressemeddelelse
Presseevent Hvornår? Tirsdag den 14. april 2026 kl. 11.00 Sluttidspunkt: Torsdag den 16. april 2026 kl. 11.00 Hvor: Gut Winning, 24882 Schaalby https://maps.app.goo.gl/AK1T5AQjBJZptiWb8
AU-professor leder udvikling af nyt EU-kodeks, der skal synliggøre AI-skabt indhold18.3.2026 13:54:21 CET | Pressemeddelelse
2. august 2026 træder nye regler for mærkning af AI-genereret indhold i kraft. En arbejdsgruppe nedsat af Europa-Kommissionen med professor ved Medievidenskab Anja Bechmann som formand arbejder på et adfærdskodeks, der skal hjælpe indholdsproducenter med at leve op til lovgivningen.
Elever lærer demokrati, når de oplever det i skolen18.3.2026 10:02:05 CET | Pressemeddelelse
Om knap en uge er der folketingsvalg, og mange unge skal stemme for første gang. Men hvordan forbereder vi bedst skoleelever på at deltage i demokratiet? En ny forskningsoversigt fra DPU, Aarhus Universitet viser, at det styrker de unges demokratiske dannelse, når de oplever, at skolen og lærerne inddrager dem i beslutninger, og at de åbent kan diskutere deres holdninger i klassen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

