Region Midtjylland

Årsrapport: Færre midtjyder endte med benamputation i 2022

Del

I 2022 fik flere patienter med dårligt blodomløb til benene forebyggende behandling og færre en benamputation i Region Midtjylland end året før. Det viser årsrapport 2022 for Landsregisteret Karbase

Patienter med dårlig blodforsyning til benene bør tilbydes mere ens behandling på tværs af landet. Det konkluderede Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram, RKKP, sidste år på baggrund af en analyse af antal amputationer per 100.000 borgere, såkaldte amputationsrater.

Årsrapport 2022 for Landsregisteret Karbase viser, at flere patienter i Region Midtjylland blev behandlet med amputationsforebyggende indgreb i 2022 end året før. Og at amputationsraten er faldende.

- Vi har sat mange initiativer i gang og samlet ekspertise fra mange lægefaglige specialer om at sikre, at vi opsporer og hjælper patienter med dårligt blodomløb bedre. Vi er ikke i mål, men godt på vej, siger Troels Fogh Pedersen, formand for karkirurgisk specialeråd og cheflæge på hjerte-, lunge- og karkirurgi, Aarhus Universitetshospital, AUH.

Udviklingsplan for karkirurgien

Regionsrådet vedtog i oktober 2022 en udviklingsplan for karkirurgien og de bredere amputationsforebyggende indsatser i Region Midtjylland.

Planen indeholder en række indsatser der skal styrke karkirurgien, herunder øget kapacitet til udredning og behandling, kompetenceudvikling og etablering af en selvstændig Karkirurgisk Afdeling på Hospitalsenhed Midt, Viborg.

Desuden indeholder planen bredere amputationsforebyggende indsatser. Region Midtjylland er ved at udarbejde en retningslinje, der skal understøtte hurtig udredning af patienterne, ligesom der i det tværsektorielle samarbejde med kommuner og almen praksis arbejdes på at styrke den tidlige opsporing og indsats for at forebygge amputationer.

- Årsrapporten afdækker geografiske forskelle i bl.a. amputationsrater, som vi ikke kender de bagvedliggende årsager til endnu. Vi har stort fokus på at drage læring af årsrapporten og andre data. Vi har intensiveret samarbejdet om at give patienterne den rette hjælp til rette tid, siger Steen Olesen, formand for ortopædkirurgisk specialeråd og cheflæge på ortopædkirurgi, Regionshospitalet Viborg.

I januar 2023 nedsatte regionen en arbejdsgruppe af ortopædkirurger, karkirurger, endokrinologer og radiologer, der har til opgave at udarbejde en ny faglig retningslinje for behandling af svær åreforkalkning i benene.

Desuden arbejder kommuner, almen praksis og region på at effektivisere samarbejdet om at opspore patienter og henvise til hurtig undersøgelse og behandling på et hospital, når fagpersoner får mistanke om kritisk åreforkalkning og øget risiko for amputation.

- Det er rigtigt godt at vi kan se, at de indsatser vi har sat i gang, begynder at virke. Medarbejderne på de to hospitaler, og i kommuner og almen praksis, skal have stor ros for at intensivere deres samarbejde om at forebygge og opspore patienterne tidligt, siger Purnima Erichsen, formand for hospitalsudvalget.

Fakta

  • Årsrapport 2022 for Landsregisteret Karbase viser faldende amputationsrater og flere amputationsforebyggende indgreb i Region Midtjylland i 2022 end i 2021.

Benamputationer (Major amputations) per 100.000 indbyggere på 50 år eller derover

2021

2022

AUH

38,8

29,9

RH Viborg

64,9

60,2

Amputationsforebyggende indgreb per 100.000 indbyggere på 50 år eller derover

2021

2022

AUH

47,6

51,7

RH Viborg

32,6

43,4

Kilde: Årsrapport 2022 for Landsregisteret Karbase

Kontakter

Steen OlesenFormand ortopædkirurgisk specialeråd og cheflæge, ortopædkirurgi, Regionshospitalet Viborg

Tlf:7844 6501Tlf:2618 8695

Troels Fogh PedersenFormand for karkirurgisk specialeråd og cheflæge på hjerte-, lunge- og karkirurgi, Aarhus Universitetshospital, AUH

Tlf:2479 2436Tlf:2977 7658TROPED@rm.dk

Links

Om Region Midtjylland

Region Midtjylland er en politisk styret, administrativ enhed, der har tre hovedopgaver inden for velfærd og udvikling: Sundhed og hospitaler, specialiserede tilbud til socialt udsatte og handicappede.

Regional Udvikling søger gennem konkrete regionale opgaver, ekspertiser og partnerskaber at skabe gode, fremtidssikrede løsninger og sikre, at Region Midtjylland er en attraktiv og bæredygtig region for alle.

Følg pressemeddelelser fra Region Midtjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Midtjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye