Julemærkefonden

Årets Julemærke gør en forskel: Julemærkehjemmene skaber resultater for børnene

Del
Julemærkets protektor, H.K.H. Kronprinsesse Mary, havde fokus på resultater i sin tale ved afsløringen af årets Julemærke.
Årets kunstner Per O. og H.K.H. Kronprinsessen foran årets Julemærke. Foto: Henrik Petit.
Årets kunstner Per O. og H.K.H. Kronprinsessen foran årets Julemærke. Foto: Henrik Petit.

Kun 37 % af børn på Julemærkehjem har en god tro på sig selv, når de starter på et ophold på et af de fire danske Julemærkehjem. Når de efter et tiugers forløb kommer hjem igen, er det tal steget til 85 %.

Det var bare et af de gode resultater, Kronprinsessen kunne berette om ved afsløring af dette års Julemærke.

Bag resultaterne står SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som har evalueret Julemærke-hjemmenes arbejde. Det har de gjort for Sundhedsstyrelsen, som sammen med Julemærkefonden har kørt et projekt for at styrke børnenes og familiernes udbytte af et ophold på Julemærkehjem. Og konklusionen fra SFI er klar: Forbedringerne under børnenes ophold på et Julemærkehjem er meget markante på alle parametre, skriver de. Se flere resultater i faktaboksen.

Julemærket fortsat vigtigt

Selvom salget af Julemærker er faldet støt over de seneste år, er de stadig en vigtig indtægtskilde for Julemærkehjemmene.

- Selvfølgelig kan vi mærke, at kommunikationsformerne har ændret sig, siger direktør i Julemærkefonden Søren Ravn Jensen. Men havde vi ikke indtægterne fra Julemærket, måtte vi lukke et af Julemærkehjemmene, så det er uhyre vigtigt, at folk husker det lille Julemærke - det gør en forskel, fortæller Søren Ravn Jensen.

Og på spørgsmålet om den digitale tidsalder helt har forbigået Julemærket, svarer direktøren:

- Absolut ikke. Faktisk barsler vi i år med en Julemærke-app, så man kan sende sms'er med Julemærker og man kan også fortsat få Julemærket til sin mail, så Julemærket prøver at følge med tiden.

Et lille stykke Danmarkshistorie

Vi tænker nok ikke over det. Men faktisk er det lille Julemærke en af de få juletraditioner, der har sine rødder i Danmark. Idéen er Einar Holbølls, og det første Julemærke kom på gaden i 1904, og siden er der, uanset krig og ufred, 68-oprør og kvindekamp, hvert år udkommet et Julemærke. Altid med det samme formål: At støtte udsatte børn i Danmark.

Jul i skoven

I år er det Julemærke nummer 113, som Kronprinsessen og årets kunstner, Per Oluf Jørgensen, eller Per O., som han selv foretrækker, sammen afslørede. Og det var en glad og stolt kunstner.

- Listen af meget dygtige kunstnere, der har tegnet Julemærket i årenes løb, er lang.  Så blot det at blive spurgt føles ærefuldt, men også skræmmende. Samtidig har jeg rigtig stor respekt for Julemærkefonden og det arbejde, de udfører og har udført i så mange år.  Det er virkelig en ære blot at være med i et hjørne af det projekt, siger Per O.

Per O. er 58 år og bor på Stevns. Han er illustrator og billedkunstner, og har blandt andet vundet prisen for de bedste illustrationer til de danske udgaver af Harry Potter-bøgerne.

Med sin karakteristiske stil har han tegnet et stemningsfyldt Julemærkemotiv med titlen Glædelig jul fra alle skovens dyr.

Per O. har sat ord på motivet med fortællingen om dyrene der mødes i skoven julenat for at fejre, at lyset snart kommer tilbage. Et årligt tilbagevendende møde, der er arrangeret af nisserne, som også er med på motivet:

En gang om året samles stort set alle skovens dyr på selve julenat. Det er noget, der gør sig gældende for hele Norden og har fundet sted så længe, man har kunnet mindes og længere endnu.

Selv om dyrene deltager i stort tal, er det ikke dem selv, der står for dette arrangement, men derimod nisserne, der alle dage har gjort stor festivitas ud af, at vi går lysere tider i møde.

Selve hændelsens midtpunkt er et grantræ, som nisserne har pyntet let. I toppen sidder et tændt vokslys. Det er dette lys, det hele drejer sig om. Når lyset brænder ned og går ud, og det gør det jo, bryder alle dyrene ud i en bjæffen, pipen, et uhyrligt bibberi og tutteri, som er aldeles og ganske overvældende for den, der måtte opleve det.

Meningen er selvfølgelig, at denne umådelige larm, skal bringe lyset tilbage. Og det gør det. Næste dag lysner dagen lidt tidligere, og sådan fortsætter det jo fremdeles dag for dag.

Tvivleren vil fornægte det ovenstående. Om ikke andet så fordi, det aldrig er blevet beskrevet før. Men hvor mange er det lige, der tilbringer deres juleaften midt i en kold og nattemørk skov? Jeg derimod, bor midt i Gjorslev Slots Bøgeskov, også juleaften, og kan bevidne, at det er fuldstændig sandt. Det er også derfor, det er mig, der har lavet tegningen.

Årets Julemærke kan købes landet over og hos Julemærkefonden på julemaerket.dk.

Fakta om årets Julemærke

Årets Julemærke fås i fuldt sortiment hos Julemærkefonden, julemaerket.dk. Hos andre forhandlere kan du købe de selvklæbende produkter, helark til 70 kroner, ark med megamærker til 30 kroner og miniark til 25 kroner.
Du kan købe Julemærket hos Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen, Meny, Kiwi,Spar, Min Købmand, Løvbjerg, Bilka, Føtex, Bog & Ide, Bøger & Papir, Arnold Busck, Boghandleren,OK Plus, Kop & Kande, PostNords netbutik, i postapp’en og hos Julemærkefonden på julemaerket.dk, hvor du også kan købe mange andre Julemærkeprodukter.
Digitale Julemærker: Fra den 15. november kan du downloade Julemærket i App Store og send sms’er med Julemærker på. På e-julemaerket.dk kan du købe e-julemaerket til dine mails.
 

SFI's evaluering af Julemærkehjemmene

Forældrene svarer, at 42 % af børnene mangler venner ved opholdets start. Fire måneder efter opholdet er detfaldet tilknap 17 %
Forældrene svarer, at 39 % af børnene har problemer med social isolation ved opholdets start. Fire måneder efter opholdet er detfaldet til 12 %
Forældrene svarer, at 72 % af børnene har lavt selvværd ved opholdets start. Fire måneder efter opholdet er detfaldet til 22 %
Kun 37 % af børnene har en god tro på sig selv ved opholdets start. Det er steget til 85 % ved afslutningen på opholdet.
De kvalitative resultater viser tydeligt, at børn, der er på Julemærkehjem oplever en lang række forbedringer – de opnår højere livskvalitet, øget tro på sig selv og de bliver mobbet mindre i skolen. De føler sig sundere, får bedre kost- og motionsvaner og opnår en lavere vægt. Forbedringerne under børnenes ophold på et Julemærkehjem er meget markante på alle parametre.

(kilde: SFI-rapport 2016 over Julemærkehjemmenes arbejde).

 
Fakta om Julemærkehjemmene

Der findes Julemærkehjem i Hobro, Kollund, Skælskør og Ølsted
Hvert år får 750 børn et ophold på et Julemærkehjem
Børn på Julemærkehjem er mellem syv og 14 år
Julemærkehjemmene hjælper børn ud af social isolation og styrker deres selvværd
Et barn taber i gennemsnit 9,3 kg i løbet af et ophold
Julemærkehjemmene modtager kun 4,5 % i offentligt tilskud
Læs mere om Julemærkehjemmene på julemaerket.dk

Tre styks børnecases med video vedhæftet samt video med H.K.H. Kronprinsessens tale til fri brug ifm. omtale af Julemærket 2016.

Kronprinsessens tale om Julemærket og Julemærkehjemmene
Videokanal

Nøgleord

Kontakter

Hanne Nielsen, hanne.nielsen@julemaerket.dk, tlf. 33 36 81 84

Billeder

Årets kunstner Per O. og H.K.H. Kronprinsessen foran årets Julemærke. Foto: Henrik Petit.
Årets kunstner Per O. og H.K.H. Kronprinsessen foran årets Julemærke. Foto: Henrik Petit.
Download
Download
Download
Download
Download
Download
Download
Download

Vedhæftede filer

Links

Information om Julemærkefonden

Julemærkefonden
Julemærkefonden
Baldersvej 3
4000 Roskilde

33133745https://www.julemaerket.dk

Følg pressemeddelelser fra Julemærkefonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Julemærkefonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye