Analyse: Midlertidige underskud kan godt harmonere med sunde offentlige finanser

OFFENTLIGE FINANSER

Danmark har udsigt til en periode med offentlige underskud. Det skyldes den demografiske udvikling med flere børn og ældre. Vi har blandt andet udsigt til et underskud på 0,5 procent af BNP i 2030. Det strider imod regeringens forståelsespapir, der lægger op til et mål om balance i 2030.

”Hvis man sigter efter rendyrket balance på den strukturelle saldo, sådan som der har været tradition for, så vil det æde 13,9 milliarder kroner af det økonomiske råderum i 2030. Det vil gøre det sværere at lade det offentlige forbrug følge med, når vi i en periode får flere børn og ældre, som fylder på de offentlige budgetter,” siger Jon Nielsen, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der står bag analysen.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er det imidlertid uproblematisk have et midlertidigt underskud frem mod 2030, hvis blot de offentlige finanser grundlæggende er holdbare, og det er de i Danmarks tilfælde. Det, der afgør, om de offentlige finanser er sunde, er nemlig ikke udviklingen i den offentlige saldo, men udviklingen i den offentlige nettogæld, som frem mod 2050 stiger lidt, men siden falder kraftigt og vendes til nettoformue.

Udsving i antal børn og ældre bør pilles ud af regnestykke

Det er ikke kun mod 2030, at der er udsigt til underskud på den offentlige saldo. Frem til 2060 vil kurven for de offentlige underskud nemlig tage form som en hængekøje, der når bunden i 2044, inden underskuddene lige så stille bliver vendt til overskud.

Situationen med flere børn og ældre i en periode, som betyder et strukturelt underskud på saldoen, kaldes for hængekøjeproblematikken. Løsningen på hængekøjeproblematikken er ifølge AE’s senioranalytiker Jon Nielsen, at den strukturelle offentlige saldo fremover skal korrigeres, så man piller midlertidige udsving i befolkningens sammensætning ud af regnestykket.

Så længe udsvingene i saldoen er midlertidige og ikke truer de offentlige finansers langsigtede sundhed, er det uproblematisk at rense for demografien i saldoen, mener han.

”Man har allerede renset den strukturelle saldo for en række midlertidige forhold, fordi man ikke mener, at de bør påvirke styringen af de offentlige finanser. Det mener vi også, at man burde gøre med demografien, fordi det ikke er et økonomisk problem, men et politisk problem,” siger Jon Nielsen.

Med ”et politisk problem” henviser han til, at politikerne selv har valgt at indføre en budgetlov med en underskudsgrænse på maksimalt 0,5 procent af BNP, hvilket er skrappere end det, EU kræver af medlemslandene. EU tillader, at vi lemper tærskelværdien til 1 procent af BNP. Derfor har blandt andet de økonomiske vismænd og Nationalbanken anbefalet dette.

Læs analysen her

Analysens hovedkonklusioner

• Den demografiske udvikling med flere børn og ældre betyder, at Danmark har udsigt til en periode med offentlige underskud. Vi har blandt andet udsigt til et underskud på 0,5 procent af BNP i 2030, hvor forståelsespapiret mellem regeringen, Enhedslisten, SF og De Radikale lægger op til at sigte efter balance.

• I en kommende 2030-plan kan regeringen tænkes at fremlægge en målsætning for saldoen i 2030. Hvis vi skal have balance i 2030, vil det koste 13,9 milliarder kroner på det finanspolitiske råderum for 2025-2030.

• Et midlertidigt underskud er imidlertid ikke problematisk, hvis de offentlige finanser grundlæggende er holdbare. Det er de i Danmarks tilfælde, og derfor taler almindelige økonomiske argumenter imod at stramme de offentlige finanser. Danmark har ovenikøbet store ”skjulte” indtægter i de udskudte pensionsskatter. Løsningen bør derfor være at sigte efter balance på en demografisk korrigeret offentlig saldo.

• Danmark har udsigt til en offentlig nettoformue på 50 procent af BNP ved udgangen af århundredet. Hvis vi permanent forbedrer de offentlige finanser, så vi overholder budgetlovens underskudsgrænse på 0,5 procent af BNP, vil nettoformuen stige til et ekstremt niveau på cirka 300 procent af BNP i 2100. Hvis vi overholder et lempet saldokrav på 1 procent, vil nettoformuen stadig stige kraftigt – til knap 200 procent af BNP ved udgangen af århundredet.