AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Borgerlige partier vil reelt hæve private skolers statstilskud til over 83 procent

18.3.2026 08:05:00 CET | AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd | Pressemeddelelse

Del

Statstilskuddet til private skoler nærmer sig reelt 80 procent af udgifterne per elev i den almene folkeskole, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Tilskuddet vil runde 83 procent, hvis borgerligt forslag bliver til virkelighed.

Tomt klasselokale med borde og stole.
De private skolers statstilskud bliver beregnet på baggrund af hele folkeskolens økonomi – også udgifterne til specialklasser. Men private skoler har ikke specialklasser og har derfor ikke udgifter til dem.

GRUNDSKOLER

Fire borgerlige partier har foreslået at hæve det statslige tilskud til private skoler fra 76 til 80 procent per elev i folkeskolen. Senest har Liberal Alliance bekræftet forslaget i forbindelse med deres folkeskoleudspil.

Men reelt er statens tilskud til de private skolers drift allerede på 79,2 procent af folkeskolens udgifter per elev i almene klasser.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af data fra Uddannelsesstatistik.dk, Statistikbanken, Finansloven for 2025 samt KL.

76 procent af udgiften i den almene folkeskole svarer til 60.500 kroner per elev.

Men i 2025 modtog de private skoler 63.000 kroner per elev i statstilskud. De modtog altså 2.500 kroner mere, fordi tilskuddet også beregnes af udgifter ud over folkeskolens almenområde.

Forskellen svarer til cirka 300 millioner kroner af de private skolers samlede driftstilskud.

Privatskolerne får penge for en opgave, de ikke løser

De private skolers statstilskud bliver beregnet på baggrund af hele folkeskolens økonomi – også udgifterne til specialklasser. Men private skoler har slet ikke specialklasser og dermed ikke udgifter til dem.

”De private skoler får penge for en opgave, de ikke løser,” siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I de seneste år er en større og større andel af folkeskolens økonomi gået til undervisning i specialklasser.

Når en større andel af folkeskolernes økonomi går til specialklasser, sætter det folkeskolernes almene klasser under pres, mens statstilskuddet til private skoler er uændret, fordi det baserer sig på hele folkeskolens økonomi.

”Økonomien i den almene folkeskole sakker bagud i forhold til de private skoler. Det betyder, at de private skoler bliver mere og mere attraktive for forældre, der i højere og højere grad sender deres børn i private skoler,” siger Troels Lund Jensen.

Borgerlige partier vil øge statstilskud til over 83 procent

Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Konservative er enige om at hæve tilskuddet til private skoler til 80 procent per elev i folkeskolen.

Det skriver de fire partier i deres politikprogram ”Borgerligt Fundament”.

”Vores analyse viser, at de borgerlige partier reelt er imødekommet. Statstilskuddet til de private skoler nærmer sig allerede 80 procent per elev i den almene folkeskole,” siger Troels Lund Jensen.

Faktisk viser AE-analysen, at hvis koblingsprocenten hæves til 80 procent, så vil tilskuddet reelt blive 83,4 procent af udgiften per elev i folkeskolens almene klasser.

”Statstilskuddet til de private skoler bør beregnes på baggrund af udgifterne til eleverne i folkeskolens almene klasser. Ikke på baggrund af alle folkeskoleelever. I stedet for at hæve koblingsprocenten, bør politikerne sørge for en ændret regnepraksis,” siger Troels Lund Jensen.

”Hvis man hæver statstilskuddet til private skoler endnu mere, vil det betyde, at det bliver endnu mere attraktivt for de forældre, der har mulighed for det, at sende deres børn i privatskole. Og så vil fundamentet under folkeskolen for alvor krakelere,” siger Troels Lund Jensen.

Læs analysen her

Analysens hovedkonklusioner

  • Koblingsprocenten har siden 2018 været på 76 procent. Den udregnes på baggrund af folkeskolernes regnskabstal, som blandt andet inkluderer udgifter til undervisning i specialklasser i folkeskolen.

  • I 2025 var private skolers driftstilskud per elev på 63.000 kroner. Det svarer til 79,2 procent af enhedsudgiften per elev i folkeskolens almenklasser.

  • Skulle de private skolers driftstilskud per elev svare til 76 procent af kommunernes udgift per elev på folkeskolens almenområde, så skulle det være på 60.500 kroner eller cirka 2.500 kroner lavere. Det svarer til cirka 300 millioner kroner af de private skolers samlede driftstilskud.

  • Fra 2019 til 2025 er forskellen blevet mindre mellem de private skolers driftstilskud og enhedsudgiften per elev på folkeskolernes almenområde. Det skyldes, at udgiften til folkeskolernes specialklasser udgør en stigende andel af folkeskolernes økonomi.

 

Tabel: Borgerlige partier vil øge statstilskud til over 83 procent af udgiften per elev på folkeskolens almenområde

Tabellen viser den reelle koblingsprocent henholdsvis i dag og fremover, hvis et forslag fra Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Konservative bliver til virkelighed.

Koblingsprocent i dag (76 procent)

Borgerligt forslag (80 procent)

Driftstilskud per elev

63.000 kr.

66.350 kr.

Reel koblingsprocent (driftstilskuddets andel af udgift per elev på folkeskolens almenområde)

79,2 pct.

83,4 pct.

Kilde: AE på baggrund af egne beregninger, Uddannelsesstatistik.dk, Statistikbankens REGK31, Finansloven for 2025 og KL

Læs analysen her

Nøgleord

Kontakter

Links

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. AE’s overordnede formål er at udarbejde og formidle samfunds- og erhvervsøkonomisk viden samt løsningsideer til gavn for lønmodtagerne og for at fremme den sociale retfærdighed.

Følg pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye