ADRA Danmark

ADRA Danmark opnår højeste certificering for humanitært arbejde

Del

ADRA Danmark har gennem CHS-certificering bevist, at organisationen lever op til de ni globale krav, der sikrer kvaliteten af den hjælp, vi yder til mennesker i nød. Siden kvalitetskravene blev udarbejdet i 2015, har endnu kun 26 hjælpeorganisationer i verden opnået denne blåstempling. Seks af dem er danske

Certificeringen er ikke en éngangsaktivitet, og ADRA Danmark vil løbende blive kigget efter i sømmene (Foto: ADRA Syrien)
Certificeringen er ikke en éngangsaktivitet, og ADRA Danmark vil løbende blive kigget efter i sømmene (Foto: ADRA Syrien)

ADRA Danmark figurerer nu på en fornem liste over nødhjælps- og udviklingsorganisationer, der lever op til branchens vigtigste kvalitetskrav benævnt ’Core Humanitarian Standard on Quality and Accountability (CHS). De 26 organisationer i verden, der indtil videre opnår certificeringen, har i tilstrækkelig grad kvalitetssikret deres arbejdsgange, så de opfylder ni forskellige krav. Se hvilke her. Certificeringen er ikke en éngangsaktivitet, og NGO’erne bliver løbende kigget efter i sømmene.

Fem andre danske NGO’er står også på listen.

”Vi er stolte af denne blåstempling af vores arbejde, fordi noget af det sværeste, man kan give sig i kast med, er at hjælpe andre mennesker. Der er meget sandt i ordene fra Søren Kierkegaard: ”At hjælpe er at forstå”. Som organisation skal du vide rigtig meget, før du går i aktion, og du skal løbende sikre dig, at hjælpen er den rigtige,” lyder det fra Jens Vesterager, generalsekretær i ADRA Danmark. Han fortsætter:

”Hvordan inkluderer vi fx bedst modtagerne af hjælpen i planlægningen, så vi rammer præcist med vores indsats?” Og hvordan sikrer vi, at vores tilstedeværelse styrker lokalsamfund i stedet for at gøre dem afhængige af hjælp på den lange bane? Processen med at opnå certificeringen har gjort os endnu skarpere på vores håndværk, siden vi tog hul på den i 2016.”

En dyd at spille med åbne kort
Når de fleste private givere donerer penge til danske hjælpeorganisationers arbejde, overvejer de næppe, om NGO’en lever op til det ene eller den andet CHS-krav. Den typiske dansker, der giver til velgørenhed, vurderer mest sandsynligt ud fra, om organisationen er tillidsvækkende og synes at gøre en forskel.

”Men CHS-standarderne fungerer netop som løftestang for, at donationerne bruges effektivt, og at korruption forebygges, opdages og håndteres. Vi kan aldrig gardere os 100 procent mod brodne kar, men ADRA Danmark og de andre certificerede organisationer har procedurer på plads, der bedst muligt sikrer os mod misbrug af midler og endnu værre af mennesker,” forklarer generalsekretæren.

Standard nr. 5 lyder fx: ”Lokalsamfund og mennesker i krise har adgang til sikre klagemekanismer, og deres klager bliver taget alvorligt.”

For en organisation, der lever af donorernes tillid, er gennemsigtighed en dyd, mener Jens Vesterager. ”Derfor kan pressen, og alle der giver til ADRA Danmark, læse om de klager og uønskede sager, vi har haft i vores projekter. De står på vores hjemmeside.” (Se hvilke her).

De ni følgende standarder, eller forpligtelser om man vil, blev formuleret i 2015. De var resultatet af en omfattende høringsproces, der blandt andet involverede kriseramte mennesker og lokalsamfund, nødhjælpsarbejdere og regeringer.

ADRA Danmark er forpligtet til at sikre, at vores arbejde:

  1. … er relevant for målgrupperne og tilpasset deres kulturelle og sociale kontekst.
  2. … er effektivt og rettidigt.
  3. … styrker den lokale kapacitet og ikke har negative følger.
  4. … bygger på tydelig kommunikation og på målgruppernes deltagelse og feedback.
  5. … giver adgang til pålidelige klagemekanismer, og at klager bliver taget alvorligt.
  6. … er koordineret med andre aktører og supplerer andres indsatser.
  7. … bygger på viden, erfaringer og læring fra eget og andres arbejde.
  8. … udføres af kompetente medarbejdere, som støttes til at arbejde effektivt, og som behandles fair og ligeværdigt.
  9. … bygger på en effektiv og etisk forsvarlig forvaltning af ressourcer.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Certificeringen er ikke en éngangsaktivitet, og ADRA Danmark vil løbende blive kigget efter i sømmene (Foto: ADRA Syrien)
Certificeringen er ikke en éngangsaktivitet, og ADRA Danmark vil løbende blive kigget efter i sømmene (Foto: ADRA Syrien)
Download

Information om ADRA Danmark

ADRA Danmark
Concordiavej 16
2850 Nærum

https://www.adra.dk/

ADRA Danmark er en stor international udviklings- og nødhjælpsorganisation.

Vores arbejde tager udgangspunkt i et kristent menneskesyn med næstekærlighed og respekt for det enkelte menneske i centrum. Vi arbejder for, at alle mennesker har lige ret, mulighed og håb for fremtiden.

Vi er en del af det globale ADRA netværk, som hjælper mennesker med nødhjælp og langsigtede udviklingsprojekter i mere end 115 lande.

ADRA Danmark er en uafhængig organisation, der støtter mennesker i nød uanset race, køn, seksualitet, politisk eller religiøs overbevisning.

Gennem partnerskaber med lokalsamfund, organisationer og regeringer når ADRA’s verdensomspændende netværk hvert år ud til millioner af mennesker.

Følg pressemeddelelser fra ADRA Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ADRA Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum