ADRA Danmark

ADRA Danmark får bevilling på 5 mio. til tørkeramt Etiopien

Del
ADRA Danmark har fået en ekstra bevilling fra Udenrigsministeriet til at respondere på tørke- og sultkrisen i Etiopien. Pengene kommer fra en pulje på samlet 50 mio. kroner, der skal hjælpe sultende mennesker over hele Afrikas Horn. For ADRA er det ikke nok kun at mætte munde nu og her
ADRA er allerede i gang med at levere blandt andet vand flere steder i Etiopiens Somali-region. Danidas og ADRA's logoer er påtrykt lastbilerne. (Foto: ADRA Etiopien)
ADRA er allerede i gang med at levere blandt andet vand flere steder i Etiopiens Somali-region. Danidas og ADRA's logoer er påtrykt lastbilerne. (Foto: ADRA Etiopien)

En akut-bevilling til ADRA Danmark og ADRA Etiopien skal være med til at forebygge, at sultkrisen i Etiopien eskalerer og bliver til en hungersnød af de dimensioner, som ramte landet i 80’erne. Verden ser igen pressefotos af udmagrede børn, krakelerede jordskorper og døde dyr i sandet fra den sydøstlige del af Etiopien. Billeder fra det nordlige Kenya og det sydlige og centrale Somalia viser de samme konsekvenser af tørke. Områderne udgør Afrikas Horn.

Danida understøtter 10 danske organisationer, der skal bistå med nødhjælp på Afrikas Horn for i alt 50 mio. kroner. Organisationerne får stort set samme beløb at gøre godt med, og ekstrabevillingerne tillægges de allerede eksisterende 4-årige strategiske partnerskaber med Udenrigsministeriet.

”ADRA har i forvejen projekter i Etiopiens tørre og isolerede Somali-region, som en blandt få danske NGO’er. Vores organisation har et dybtgående kendskab til området, hvor vi har arbejdet gennem flere år,” siger ADRA Danmarks programchef Helene Ellemann-Jensen.

”Vi er glade og taknemmelige for tilliden, som betyder ekstra midler til at lindre lidelse og skabe håb for nogle af verdens mest udsatte mennesker.”

Med støtten på 5.060.000 kr. fra Danida kan ADRA række ud til 7.000 husstande; op til 50.000 personer.

Ikke nok med akut indsats
”Når vi laver nødhjælp, tænker vi altid i et langsigtet perspektiv. Derfor har vi ikke kun fokus på, at munde skal mættes nu og her. Det er lige så vigtigt at tænke ind, hvordan befolkningen hurtigt kan komme på fode igen, når tørken er slut. Lokalsamfundene skal igen selv være i stand til at producere mad til dyr og mennesker og opretholde adgangen til livsnødvendige vandressourcer,” siger Helene Ellemann-Jensen.

I nødhjælpsindsatsen integrerer ADRA derfor dele af det program, organisationen i forvejen har kørende i regionen, når landet ikke er ramt af så akut en krise. Herigennem lærer indbyggerne om effektive dyrkningsmetoder og modtager særligt udviklede plantefrø til tørkeresistent foder og menneskeføde.

Fordi befolkningen i Somali-regionen er kvægnomader, støtter ADRA ligeledes op om, at lokale dyrlæger bliver opdateret på vigtig faglig viden og udstyr og får forbedret deres adgang til nødvendig veterinær medicin.

Sådan hjælper ADRA akut i Etiopien

  • Målgruppen: Gennem de borgergrupper, som ADRA i forvejen har organiseret og støtter op om i Etiopiens Somali-region, udpeges de mest sårbare mennesker og familier som modtagere af nødhjælpsindsatsen. Det drejer sig om børn under fem år, ammende og gravide kvinder samt handicappede og ældre borgere.
  • Mad: ADRA uddeler kontanter til de nævnte sårbare grupper, så de selv kan købe mad på markeder, hvor tilstrækkeligt nærende fødevarer er tilgængelige. Er mad en mangelvare uddeles kuponer, der giver adgang til et udvalg af fødevareforsyninger udefra.
  • Vand: Lastbiler med rent vand bliver kørt ind i regionen, rensetabletter til vand i eksisterende brønde bliver uddelt foruden vandbeholdere og hygiejnepakker med blandt andet sæbe.
  • Dyr: Modtagernes husdyr såsom kvæg, får og geder er medregnet i hele indsatsen, idet dyrene er befolkningens grundlag for mad og indkomst. Dyrenes overlevelse er en vigtig faktor for familiernes evne til at komme på fode igen. Derfor uddeler ADRA ligeledes vand, foder og medicin til deres husdyr.

Vil du vide mere om situationen i Etiopiens Somali-region lige nu, kan du kontakte ADRA Danmarks projektansvarlige, Agyedho Bwogo, på telefon 3135 7001

Nøgleord

Kontakter

Billeder

ADRA er allerede i gang med at levere blandt andet vand flere steder i Etiopiens Somali-region. Danidas og ADRA's logoer er påtrykt lastbilerne. (Foto: ADRA Etiopien)
ADRA er allerede i gang med at levere blandt andet vand flere steder i Etiopiens Somali-region. Danidas og ADRA's logoer er påtrykt lastbilerne. (Foto: ADRA Etiopien)
Download

Information om ADRA Danmark

ADRA Danmark
Concordiavej 16
2850 Nærum

https://www.adra.dk/

ADRA Danmark er en stor international udviklings- og nødhjælpsorganisation.

Vores arbejde tager udgangspunkt i et kristent menneskesyn med næstekærlighed og respekt for det enkelte menneske i centrum. Vi arbejder for, at alle mennesker har lige ret, mulighed og håb for fremtiden.

Vi er en del af det globale ADRA netværk, som hjælper mennesker med nødhjælp og langsigtede udviklingsprojekter i mere end 117 lande.

ADRA Danmark er en uafhængig organisation, der støtter mennesker i nød uanset race, køn, seksualitet, politisk eller religiøs overbevisning.

Gennem partnerskaber med lokalsamfund, organisationer og regeringer når ADRA’s verdensomspændende netværk hvert år ud til millioner af mennesker.

Følg pressemeddelelser fra ADRA Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ADRA Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye