Der bor en ung pige inde i Ritt

Ritt Bjerregaard var kun en stor pige, da hun på den hårde måde lærte at være agtpågivende over for andres ind imellem skumle hensigter. En børnelokker havde mod en 25-øre lokket den senere politiker ind i en opgang nær barndomshjemmet på Vesterbro. Bjerregaard undslipper manden, men oplevelsen giver hende de ”vagtsomme øjne”, som hun har beholdt hele livet og som – skriver hun i sine erindringer, ”Ritt”, - haft stor glæde af som politiker.

Netop sådan – en smule vagtsom – kender de fleste Ritt Bjerregaard fra hendes tid som folketingsmedlem, minister, EU-kommissær, overborgmester og provokerende partirevser. Mon der ikke i formuleringen om vagtsomme øjne samtidig ligger en diskret hilsen til et andet Vesterbro-ikon, Tove Ditlevsen, der en generation forinden skrev om de ”vagtsomme øjne” i digtet ”Barndommens Gade” (1942), som Anne Linnet senere i 1986 satte musik til.

Ritt Bjerregaard beskriver – i modsætning til Tove Ditlevsen – en tryg Vesterbro-barndom i et varmt og stolt kommunistisk arbejderhjem, hvor tøsen fra barnsben blev understøttet af begge forældre i al sin flid og sit selvstændige væsen. Hengivenheden over for forældre og bedsteforældre fylder mange sider, og der anes bag pennen en ældet Ritt Bjerregaard – sårbar og reflekteret opmærksom på, at intet varer ved.

Samtidig møder vi naturligvis den fandenivoldske Ritt, der ikke føler sig gammel, om end kroppen undervejs er svækket; næsten som en uformuleret reference til en anden Ditlevsen-linje ”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø.”

Anmeldelsen er skrevet af Susanne Hegelund, forfatter og partner i Hegelund og Mose. 

læs hele anmeldelsen her