Nye tal: Kun 15 procent af nye lovforslag undersøger konsekvenser for ligestilling
12 ministerier – deriblandt Skatteministeriet, Transportministeriet og Ældreministeriet - har ikke foretaget en eneste ligestillingsvurdering i det seneste folketingsår. Problematisk når lovgivning på de områder ofte har stor betydning for ligestilling, mener KVINFO.

I Danmark er alle offentlige myndigheder forpligtet til at arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning. Det gælder også for ministerierne, når de skriver nye love.
Men kun halvdelen af ministerierne har sørget for at undersøge ny lovgivnings betydning for ligestilling i løbet af det seneste år.
Det viser en ny opgørelse, som KVINFO – Danmarks videnscenter for køn og ligestilling – nu offentliggør.
Lille fremgang i ligestillingsvurderinger siden sidste år
De nye tal viser, at i folketingsåret 2024/2025 blev blot 33 ud af 221 lovforslag ligestillingsvurderet. Det svarer til bare 15 procent af alle fremsatte lovforslag og er en lille fremgang fra 12 procent året før.
Samtidig er antallet af relevanstest – skridtet før en egentlig ligestillingsvurdering – faldet. Hvor 93 procent af alle lovforslag blev relevanstestet sidste år, er andelen i år faldet til 88 procent. Det betyder, at flere lovforslag risikerer at blive vedtaget uden en grundig vurdering af deres potentielle ligestillingsmæssige konsekvenser.
Særligt bemærkelsesværdigt er det, at hele tolv ministerier slet ikke har foretaget ligestillingsvurderinger.
12 ministerier ligestillingsvurderer slet ikke
Blandt andre har Skatteministeriet ikke foretaget en eneste ligestillingsvurdering af lovforslag, til trods for at lovgivning på skatteområdet ofte vil berøre ligestilling.
Justitsministeriet har kun ligestillingsvurderet ét lovforslag ud af 25 og har blandt andet undladt at vurdere lovforslaget om forsøgsordningen med den omvendte fodlænke samt et lovforslag om en styrket indsats mod seksuelt krænkende materiale, selvom begge forslag har oplagte ligestillingsmæssige implikationer.
“I KVINFO ser vi med glæde på, at det er gået fremad med ligestillingsvurderinger sammenlignet med sidste år,” siger direktør Henriette Laursen, der desuden hæfter sig ved, at beskæftigelsesministeriet gennem flere år har ligestillingsvurderet samtlige fremsatte lovforslag.
“Samtidig må vi konkludere, at der generelt stadig er behov for at sikre endnu mere og bedre ligestillingsvurdering af nye love i Danmark. Særligt i det folketingsår, vi nu går ind i, hvor der blandt andet er lagt op til nye initiativer inden for familiepolitik, sundhed, pension og børn og unges trivsel, digitalt og i den virkelige verden. De kan risikere at forstærke den mangel på ligestilling, der i forvejen eksisterer på de områder, hvis ikke det bliver undersøgt ordentlig som en del af lovgivningsarbejdet,” siger Henriette Laursen.
Anbefalinger
Folketingets Ligestillingsudvalg, ministerierne og ligestillingsministeren bør sikre, at ny lovgivning i Danmark i langt højere grad tænker ligestilling ind, sådan som de er forpligtet til.
Blandt andet anbefaler KVINFO, at:
-
Folketinget giver Folketingets Ombudsmand og Rigsrevisionen beføjelse til at føre tilsyn med offentlige myndigheders overholdelse af forpligtelsen til at indarbejde ligestilling i forvaltningen.
-
Folketingets Ligestillingsudvalg monitorerer de årlige notater om ligestillingsvurdering af lovforslag og stiller spørgsmål til de ansvarlige ministre om lovforslag, som mangler relevanstest eller ligestillingsvurdering.
-
Alle ministerier foretager relevanstest af alle lovforslag, indarbejder ligestillingsvurdering og brug af relevante kønsopdelte data i deres procedurer for den indledende del af arbejdet med at udarbejde lovforslag og sikrer, at medarbejderne har kompetencer til at foretage ligestillingsvurderingerne.
Metode
Hvert år samler KVINFO op på, hvordan det går med ligestillingsvurdering i Danmark som en forlængelse af en større analyse fra 2023.
Justitsministeriet og Ligestillingsministeriet offentliggør årlige opgørelser af antallet af fremsatte lovforslag, der er blevet relevanstestet og ligestillingsvurderet. Resultaterne samles i et notat, som sendes til Ligestillingsudvalget i Folketinget og offentliggøres på Ligestillingsministeriets hjemmeside. KVINFOs analyse tager udgangspunkt i det notat.
Du kan læse mere om vores metode i KVINFOs analysenotat om ligestillingsvurdering af lovforslag.
Fakta
I Danmark er alle offentlige myndigheder forpligtet til at arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning. Det gælder også for ministerierne, når de udformer lovforslag.
Ligestillingsvurdering af lovforslag foretages ved først at vurdere om lovforslag kan forventes at have ligestillingsmæssige konsekvenser (relevanstest) og dernæst (hvis relevant), om lovforslag har positive eller negative ligestillingsmæssige konsekvenser (ligestillingsvurdering).
Nøgleord
Kontakter
Mai RasmussenPresse- og kommunikationschef
Tlf:50763382mai.rasmussen@kvinfo.dkLinks
Om KVINFO
KVINFO er Danmarks videnscenter for køn og ligestilling. KVINFO omsætter viden til forandring ved at udvikle redskaber og løsninger på konkrete udfordringer, der vedrører køn og ligestilling nationalt og internationalt.
Følg pressemeddelelser fra KVINFO
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra KVINFO
Mentorvenner skal dæmme op for ensomhed hos unge udsat for negativ social kontrol21.8.2025 05:47:00 CEST | Pressemeddelelse
KVINFO og RED Center åbner ny en mentorindsats målrettet unge, der har været udsat for æresrelaterede konflikter. Indsatsen er støttet økonomisk af Styrelsen for International Rekruttering og Integration og sker i samarbejde med Etnisk Konsulentteam fra Københavns Kommune og ALS Research.
Musikbranchen går sammen mod sexisme27.6.2025 05:54:00 CEST | Pressemeddelelse
Musikere, spillesteder, pladeselskaber og brancheorganisationer har sammen udviklet initiativer til at bekæmpe sexisme og diskrimination. De vil både styrke rammerne for arbejdet, støtte de mennesker, der går forrest, og sikre bedre adgang til branchen.
Erfaren profil på rettigheder nationalt og internationalt bliver ny bestyrelsesleder i KVINFO31.3.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag tager KVINFO afsked med afgående bestyrelsesleder, Camilla Hersom, og byder velkommen til Birgitte Qvist-Sørensen, der fremover vil lede bestyrelsen.
Viden, kultur og fællesskab: KVINFO inviterer til ny 8. marts-fejring7.2.2025 09:04:00 CET | Pressemeddelelse
Mens misinformation og polarisering stiger, har vi mere end nogensinde brug for en samfundsdebat baseret på viden – også når det handler om køn, ligestilling og rettigheder. Derfor sætter KVINFO viden i centrum for årets fejring af kvindernes internationale kampdag på Nørrebro Teater.
Mændenes Internationale Dag: KVINFOs forslag til løsninger på mænd og drenges ligestillingsudfordringer19.11.2024 07:03:00 CET | Pressemeddelelse
Der er stadig mange ligestillingsudfordringer, som særligt påvirker og begrænser drenge og mænd. Her er hvad vi kan gøre ved dem.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum