
Banedanmark skubber betonbro på 2000 tons på plads i Øster Doense
En 34 meter lang, 13,5 meter bred og ca. 2000 tons tung betonbro skal skubbes 45 meter fra støbepladsen syd for Øster Doense ind under jernbanen. Selve indskubningen løber af stablen den 23. eller 24. oktober afhængig af fremdriften af de forberedende arbejder, som starter den 20. oktober.
Siden december 2011 har Banedanmarks entreprenør, Arkil A/S, arbejdet med at støbe den store betonbro på byggepladsen umiddelbart syd for Øster Doense og med at etablere det tilhørende vejanlæg. Nu er betonkonstruktionen færdig og klar til at blive skubbet på plads (se vedhæftede foto).
Ikke hverdagskost
”Det er ikke hver dag, at Banedanmark skubber en så stor brokonstruktion på plads. Det er ofte nemmest at bygge en bro det sted, hvor den skal bruges eller lave den i mindre dele og løfte det på plads. Men i Øster Doense har det ikke været hensigtsmæssigt vurderet ud fra tekniske, økonomiske og tidsmæssige hensyn. Derfor har vi støbt broen ved siden af jernbanen,” fortæller Banedanmarks projektleder Marianne Rasmussen.
Forud for selve indskubningen skal der graves hul i banedæmningen for at gøre plads til broen, og spor og skærver skal fjernes. Ved indskubningen hæves broen ca. 5 cm op med donkrafte og kører på et skinnesystem. Skinnesystemet består af en skinne på hver side af broens 4 understøtninger. Skinnesystemet ligger på et fast underlag af hhv. stålplader og betonplader.
”Entreprenøren, der står for indskubningen, har stor erfaring i denne teknik, og hele processen overvåges nøje. Broen skubbes ad flere omgange, og der foretages hele tiden kontrolmålinger, så der er helt styr på, at broen ikke vrider sig, og at den ender på den helt rigtige position,” forklarer Marianne Rasmussen.
Når broen står på rette plads, vil der blive fyldt op med jord på hver side, så kun de to midterste understøtninger vil være synlige. Jorden komprimeres godt og grundigt, før sporet reetableres med skærver, sveller og skinner.
Ny vej klar sidst på året
Den nye vej, der skal anlægges under broen, bliver ca. 500 meter lang, og den tilsluttes Storegade hhv. 250 meter vest for og 220 meter øst for den nuværende overkørsel.
Udover de stier til cyklister og fodgængere, der etableres parallelt med den nye vej, anlægger Banedanmark stier, der forbinder Storegades østlige og vestlige del. Disse stier vil løbe langs banen og under den nye jernbanebro.
Banedanmark forventer, at det nye vejanlæg kan tages i brug i december 2012 - dog vil det øverste slidlag på vejbanen først blive lagt i løbet af 1. halvår 2013.
Når den nye vej åbner, vil overkørslen i Storegade blive lukket permanent, og der anlægges vendemuligheder på begge sider af banen. Levetiden for den nye bro forventes at være 120 år.
Nedlæggelsen af overkørslen i Øster Doense er et led i at skabe fremtidens jernbane og på længere sigt kunne øge togenes hastighed på strækningen Hobro-Aalborg.
Ingen tog mens broen skubbes på plads
I perioden fra den 20. oktober til og med den 28. oktober vil der ikke køre tog på strækningen Hobro-Aalborg/Frederikshavn.
Togene erstattes af busser i denne periode. Oplysning om bussernes køreplan fås hos DSB på www.dsb.dk/kundeservice eller tlf. 7013 1415.
Yderligere oplysninger via Banedanmarks pressemedarbejder på tlf. 8234 1313.
Med venlig hilsen
Banedanmark
Vedhæftet foto af den nye bro før indskubningen
Billeder

Information om Banedanmark
Følg pressemeddelelser fra Banedanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Banedanmark
Jernbanen mellem Farris og Sommersted forventes klar til togtrafik den 19. december4.12.2012 15:24:47 CET | Pressemeddelelse
Der arbejdes på højtryk for at få jernbanen mellem Farris og Sommersted klar til drift efter de massive skader som følge af torsdagens afsporing af et godstog. Banen forventes klar til første morgentog onsdag den 19. december, men årstiden er ikke uden udfordringer.
Omfattende skader på jernbanen mellem Farris og Sommersted1.12.2012 13:23:32 CET | Pressemeddelelse
Havarikommissionen undersøgelser er fortsat i gang efter at et godstog sent torsdag eftermiddag afsporede ved Farris mellem Lunderskov og Vojens. Det står allerede klart, at der er tale om omfattende skader på bl.a. banens sveller.
DSB og Banedanmark klar til vinterens udfordringer13.11.2012 14:00:18 CET | Pressemeddelelse
Vinteren nærmer sig, og DSB og Banedanmark er godt forberedt på de udfordringer, som kulden og sneen kan give for togtrafikken.
Åbning af ny bro over Lågegyde forsinket6.11.2012 12:34:18 CET | Pressemeddelelse
Arbejdet med at udskifte broen, der fører Lågegyde over banen ved Kokkedal Station, er desværre blevet forsinket. Den nye bro er klar til brug primo december 2012.
Forsinkede broelementer skyder åbning af Jernbanebroen til sidst i november1.11.2012 16:01:48 CET | Pressemeddelelse
Arbejdet med at genåbne jernbanebroen over Limfjorden er på vej ind i den afsluttende fase. Alle kræfter er sat ind, og der arbejdes i døgndrift. Det kan desværre nu konstateres, at de sidste fire broelementer er så sent klar til montering, at Banedanmark først kan melde jernbanebroen klar til togtrafik sidst i november.