
Arbejdet på Bruuns Bro forsinket
Siden den 11. maj har Banedanmark og MT Højgaard været i færd med at renovere og dermed fremtidssikre Bruuns Bro i hjertet af Aarhus.
Beklageligvis er arbejdet løbet ind i så store forsinkelser, at det ikke kan nå at afsluttes til det hidtil annoncerede tidspunkt, nemlig slutningen af juli.
Banedanmark har derfor i tæt samarbejde med Aarhus Kommune lavet en revideret tidsplan, hvor topprioriteten er at afslutte arbejderne på oversiden af broen så hurtigt som overhovedet muligt, så vejtrafikken kan genoptages. MT Højgaard har hyret ekstra sjak ind for at intensivere den resterende arbejdsproces.
Den nye tidsplan indebærer, at der skal arbejdes samtidig i begge vejbaner, så vi er nødt til at spærre Bruuns Bro i begge
retninger. Bustrafikken bliver omlagt fra søndag den 15. juli om eftermiddagen, mens der muligvis først spærres for biltrafikken mandag morgen. Cyklister kan passere broen ved at trække cyklen på fortovet, og der er uhindret adgang til butikkerne i Arkaden og til Bruuns Galleri.
Bruuns Bro åbner for trafik igen den 13. august.
”Vi beklager naturligvis dybt, at vi ikke når at blive færdige med arbejdet til tiden, og at vi bliver nødt til at spærre Bruuns Bro helt for biler og busser. Men under de givne omstændigheder er Banedanmark og Aarhus Kommune heldigvis helt enige om, at det er den bedste løsning, fordi det gælder om at blive færdige på oversiden af broen hurtigst muligt,” siger Banedanmarks projektleder Marianne Rasmussen.
Dette arbejde udføres på Bruuns Bro:
Vejbroen omisoleres, dvs. forsynes med en ny membran, der beskytter betonkonstruktionen mod fugtskader. Det indebærer, at asfalten og den gamle fugtisolering fjernes, hvorefter der støbes ny beton, og en ny fugtmembranen (der minder om tagpap) svejses fast. Til sidst får broen en ny asfaltbelægning.
Betonrækværket mellem vejbanen og cykelparkeringen får en gennemgribende renovering, hvor bl.a. store afskalninger udbedres.
Revner og afskalninger i betonen på broens underside pudses op, og der opsættes et finmasket net, der skal sikre mod nedfald af beton afskalninger i fremtiden.
Perrontrapperne fra cykelparkeringen (stålbroen) afrenses og males.
Arbejdet på Bruuns Bro er et led i en omfattende fornyelse af jernbaneinfrastrukturen i hele Danmark. Banedanmark har blandt andet ansvar for at vedligeholde og forny mere end 2.000 broer fordelt over hele landet – heraf skal omkring 240 broer renoveres i 2012-2013.
Yderligere information
På www.banedanmark.dk/bruunsbro kan der findes mere information om brorenoveringen.
Buslinjerne på Bruuns Bro – linje 16, 18, 100, 103 og 302 – vil fra mandag den 16. juli være omlagt i begge retninger. Midttrafik oplyser om ruteændringer på www.midttrafik.dk eller tlf. 8612 8622.
Yderligere oplysninger via Banedanmarks pressemedarbejder på tlf. 8234 1313.
Med venlig hilsen
Banedanmark
Information om Banedanmark
Følg pressemeddelelser fra Banedanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Banedanmark
Jernbanen mellem Farris og Sommersted forventes klar til togtrafik den 19. december4.12.2012 15:24:47 CET | Pressemeddelelse
Der arbejdes på højtryk for at få jernbanen mellem Farris og Sommersted klar til drift efter de massive skader som følge af torsdagens afsporing af et godstog. Banen forventes klar til første morgentog onsdag den 19. december, men årstiden er ikke uden udfordringer.
Omfattende skader på jernbanen mellem Farris og Sommersted1.12.2012 13:23:32 CET | Pressemeddelelse
Havarikommissionen undersøgelser er fortsat i gang efter at et godstog sent torsdag eftermiddag afsporede ved Farris mellem Lunderskov og Vojens. Det står allerede klart, at der er tale om omfattende skader på bl.a. banens sveller.
DSB og Banedanmark klar til vinterens udfordringer13.11.2012 14:00:18 CET | Pressemeddelelse
Vinteren nærmer sig, og DSB og Banedanmark er godt forberedt på de udfordringer, som kulden og sneen kan give for togtrafikken.
Åbning af ny bro over Lågegyde forsinket6.11.2012 12:34:18 CET | Pressemeddelelse
Arbejdet med at udskifte broen, der fører Lågegyde over banen ved Kokkedal Station, er desværre blevet forsinket. Den nye bro er klar til brug primo december 2012.
Forsinkede broelementer skyder åbning af Jernbanebroen til sidst i november1.11.2012 16:01:48 CET | Pressemeddelelse
Arbejdet med at genåbne jernbanebroen over Limfjorden er på vej ind i den afsluttende fase. Alle kræfter er sat ind, og der arbejdes i døgndrift. Det kan desværre nu konstateres, at de sidste fire broelementer er så sent klar til montering, at Banedanmark først kan melde jernbanebroen klar til togtrafik sidst i november.