Danmarks Naturfredningsforening

Efter stor stigning: DN opfordrer regeringen til at stoppe hamstring af pesticider

30.10.2026 12:21:15 CET | Danmarks Naturfredningsforening | Pressemeddelelse

Del

Pesticidbelastningen steg i 2025 med cirka 33 procent, viser nye tal fra miljøstyrelsen. En væsentlig årsag er, at landbruget har hamstret PFAS-pesticider, inden forbuddet mod dem træder i kraft. Danmarks Naturfredningsforening foreslår, at den kommende pesticidstrategi gør op med hamstring og lukker hullerne i kontrollen med pesticider.

Miljøstyrelsens nye pesticidstatistik viser, at indikatoren for pesticidbelastning (PBI) for både salg og forbrug steg markant i 2025, trods mål om markant reduktion. Ifølge Miljøstyrelsen skyldes stigningen især, at landbruget har hamstret problematiske PFAS-pesticider forud for et kommende forbud. Pesticiderne forbydes, fordi de nedbrydes til TFA, et svært nedbrydeligt stof, der kan forurene grundvandet, og som mistænkes for at skade børn og vores reproduktionsevne.

Ifølge forsøg udført for Miljøministeriet findes TFA i 40 procent af de undersøgte drikkevandsboringer, der ellers burde indeholde rent og upåvirket grundvand.

– Det er et alvorligt tilbageslag for et mål, vi i forvejen var langt fra at nå. Tallene viser et mønster, vi kender: Når en stramning er på vej, hamstrer landbruget de sprøjtemidler, der bliver ramt af stramningen, og så risikerer naturen, vores drikkevand og danskerne at betale prisen. Det mønster skal vi have brudt, siger direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby.

Allerede inden statistikken blev offentliggjort, vurderede Miljø- og Ligestillingsministeriet, at reduktionsmålet om at minimere den resterende belastning med cirka 15 procent inden den nuværende pesticidstrategi udløb ville blive svært at nå. Nu viser de nye tal, at Pesticidbelastningen for salgstal er steget med 33 procent.

Et mønster, myndighederne kender

Det er langt fra første gang, at et varslet indgreb får landmændene til at hamstre. I 2022 steg pesticidbelastningen også markant og nåede det højeste niveau siden 2013. Ifølge Miljøstyrelsen skyldtes stigningen især hamstring før omlægningen af pesticidafgiften i 2023.

– Vi har set det før, og nu sker det igen. Når man kan forudsige hamstringen, er det en alvorlig politisk fejl ikke at forebygge den. Det må ikke være muligt at omgå en miljøstramning ved at fylde lagrene op inden stramningen træder i kraft. Derfor bør salget af det givne pesticid stoppes samme dag, som en ændring af pesticidreglerne bliver varslet, siger Lars Midtiby.

I 2022 var det særligt insektmidlet lambda-cyhalothrin, der blev hamstret. Lambda-cyhalothrin er også et PFAS-pesticid, der kun udgør 0,1 procent af de solgte aktivstoffer i landbruget, men står for 15 procent af den samlede miljøbelastning fra pesticider.

– Når landbruget hamstrer PFAS-pesticider, risikerer vi at sende endnu flere evighedskemikalier ud i miljøet og ned til fremtidens drikkevand. Det er stoffer, der kan blive i grundvandet i generationer. Vi skal ikke acceptere, at kortsigtede lagerindkøb får langsigtede konsekvenser for vores drikkevand, siger Lars Midtiby.

Myndighederne kan ikke kontrollere om forbudte pesticider bruges

Samtidig er det næsten umuligt for myndighederne at kontrollere, om PFAS-pesticiderne bliver sprøjtet ud, efter forbuddet er trådt i kraft. For to måneder siden kritiserede Rigsrevisionen myndighedernes pesticidkontrol skarpt og kaldte den helt utilstrækkelig. En af grundene var, at kontrollen næsten udelukkende bygger på landmændenes egne indberetninger.

Rigsrevisionen fandt også, at der fra 2011 til 2024 er opstået et skyggetal på 7.800 tons glyfosat. Det er glyfosat, som er solgt, men aldrig indberettet som brugt, og myndighederne ved ikke, hvor det er blevet af. De hamstrede PFAS-pesticider kan ende med samme skæbne, hvor der ligger en stor mængde solgte pesticider på lager, men myndighederne ikke kan redegøre for om de bruges efter forbuddet er trådt i kraft. Myndighederne ved altså ikke, hvad der sker med de pesticider, der er hamstret, fordi de ikke kan kontrollere det. Danmarks Naturfredningsforening har tidligere beskrevet kritikken.

– Regler beskytter kun naturen og drikkevandet, hvis de bliver håndhævet. Den nye strategi skal gøre op med hamstring og sikre, at myndighederne kan kontrollere både salget, anvendelsen og de pesticidlagre, der bliver opbygget. Vi skal have lukket hullerne i pesticidkontrollen én gang for alle, siger Lars Midtiby.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

DN om ny handlingsplan: Et godt første skridt mod færre tekstiler2.10.2026 12:24:45 CEST | Pressemeddelelse

Danmark skal have mere ud af færre tekstiler. Sådan lyder hovedbudskabet i Danmarks første nationale tekstilhandlingsplan, der netop er blevet lanceret. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er planen et vigtigt første skridt mod at reducere tekstil- og modesektorens enorme klima-, miljø- og ressourceaftryk og gøre op med den udbredte brug-og-smid-væk-kultur, der præger området i dag.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye