FødevareDanmark

Agronom svarer professor igen: ”Vi mangler dokumentation for miljøgevinsten ved at nedlægge landbrugsjord”

30.10.2026 08:12:50 CET | FødevareDanmark | Pressemeddelelse

Del

Professor Per Gundersen kalder FødevareDanmark for ”amatører”. Nu svarer agronom Bente Andersen igen og efterlyser faglig dokumentation for den langsigtede kvælstofgevinst ved at omlægge landbrugsjord til urørt natur - en central forudsætning for den nye kvælstofregulering.

"Politikerne vil tage god landbrugsjord ud af produktion for at reducere kvælstofudvaskningen. Men holder miljøgevinsten også på langt sigt? Det skylder vi landmændene at få dokumenteret, før vi gennemfører så omfattende en regulering", siger agronom Bente Andersen, der har mere end 40 års erfaring med kvælstofkredsløb og kvælstofregulering og står bag FødevareDanmarks undersøgelse af historiske målinger fra danske naturskove og gamle bevoksninger.
"Politikerne vil tage god landbrugsjord ud af produktion for at reducere kvælstofudvaskningen. Men holder miljøgevinsten også på langt sigt? Det skylder vi landmændene at få dokumenteret, før vi gennemfører så omfattende en regulering", siger agronom Bente Andersen, der har mere end 40 års erfaring med kvælstofkredsløb og kvælstofregulering og står bag FødevareDanmarks undersøgelse af historiske målinger fra danske naturskove og gamle bevoksninger.

I en artikel i branchemediet Effektivt Landbrug kalder professor Per Gundersen fra Københavns Universitet FødevareDanmark for ”amatører” og beskylder organisationen for at bruge ham som ”prygelknabe” for at underholde sit bagland.

Det får agronom Bente Andersen til at ryste på hovedet. Hun har mere end 40 års erfaring med kvælstofkredsløb og kvælstofregulering og står bag FødevareDanmarks undersøgelse af historiske målinger fra danske naturskove og gamle bevoksninger.

– Jeg synes ærlig talt, det er lidt uværdigt, at en professor vælger at kalde os amatører i stedet for at tage den faglige diskussion. Jeg har arbejdet med de her spørgsmål i mange, mange år, og jeg står fuldt på mål for vores metode, vores gennemgang af målingerne og de beregninger, vi har lavet. Det virker, som om Per Gundersen helt overser den væsentlige faglige problemstilling, vi rejser, siger Bente Andersen.

Den langsigtede miljøgevinst er usikker
Striden begyndte, da FødevareDanmark tidligere på måneden offentliggjorde en undersøgelse af historiske målinger fra fem danske naturskove og gamle bevoksninger.

Målingerne viser en kvælstofudvaskning på mellem 44 og 60 kg pr. hektar om året. Det er på niveau med – eller i nogle tilfælde højere end – kvælstofudvaskningen fra dyrket landbrugsjord.

Resultaterne rejser ifølge FødevareDanmark spørgsmål om, hvorvidt den forventede kvælstofgevinst ved at omlægge landbrugsjord til urørt natur holder på langt sigt, hvilket er en del af fundamentet for den nye kvælstoflov.

– Det er jo bemærkelsesværdigt, at der fra de her gamle skove er målt lige så stor kvælstofudvaskning som fra dyrket landbrugsjord. Det bør få os til at undersøge, hvad der sker, når landbrugsjord bliver til urørt natur. Politikerne vil tage god landbrugsjord ud af produktion for at reducere kvælstofudvaskningen. Men holder miljøgevinsten også på langt sigt? Det skylder vi landmændene at få dokumenteret, før vi gennemfører så omfattende en regulering, siger Bente Andersen.

Uenighed om de otte kilo kvælstof
Per Gundersen har afvist FødevareDanmarks undersøgelse og blandt andet peget på, at flere af de undersøgte skove ligger tæt på husdyrbrug, som kan tilføre kvælstof gennem ammoniakfordampning.

FødevareDanmark bad derfor miljørådgivningsvirksomheden Farmbrella undersøge ammoniakbidraget fra de nærliggende husdyrbrug. Beregningerne viser begrænsede lokale bidrag i den undersøgte periode. Farmbrella har desuden gennemgået ældre luftfotos og oplysninger om husdyrhold for at belyse, hvordan områderne tidligere har været anvendt. Beregningerne kan dog ikke fastslå den samlede kvælstofpåvirkning på tidspunktet for de historiske målinger.

Per Gundersen fastholder dog, at forskernes bedste bud på den gennemsnitlige kvælstofudvaskning fra skove anlagt på tidligere landbrugsjord er omkring 8 kg pr. hektar om året.Men ifølge Bente Andersen besvarer det tal ikke det spørgsmål, FødevareDanmark rejser – nemlig hvordan kvælstofudvaskningen udvikler sig, når næringsrig landbrugsjord har ligget som skov i mange år.

– Hvis Per Gundersen mener, at de 8 kg også gælder på langt sigt, må han vise os målingerne fra gamle skove på tidligere landbrugsjord. Hvor er naturskoven, der efter 50 eller 100 år kun udvasker 8 kg kvælstof pr. hektar? Det er den dokumentation, vi efterlyser, siger Bente Andersen.

FødevareDanmark fastholder derfor sit krav om at sætte den nye kvælstofregulering på pause, indtil det faglige grundlag er tilstrækkeligt belyst.

FAKTA: Datasættet fra FødevareDanmarks undersøgelse af historiske målinger fra fem danske naturskove og gamle bevoksninger:

Skovlokalitet og bevoksning Målt nitratkoncentration i jordvand (mg NO₃-N/l) Beregnet kvælstofudvaskning (kg N/ha/år)
**) Suserup Skov: Løvskov næringsrig jord. Fredet 1923. Vokset skov i mindst 6.000 år. Meget lidt påvirket af mennesker Ca. 44kgN/ha
*) Hammer Mølleskov: Midtjylland, 40-årig rødgranbevoksning på prøvetidspunktet, let lerholdig drænet jord. Sundhedstilstand rimelig og kronerne mørkegrønne. Gns.: 15mg NO3-N/l
Variation: 4,7-27 mg NO3-N/l
Ved 300mm afstrømning svarer dette til tab på i gns. 45kg/ha
*) Nåleskov (natur) ved Vejle Fjord: 50-årig sitkagran, sund og i god vækst, god muld og god omsætning. Gns.: 20 mg NO3-N
Var: 4,1-106mg NO3-N/l
Ved 300 mm afstrømning svarer dette til tab på i gns. 60kg/ha
*) Klaskeroj, Sønderjylland: Ædelgran fra 1919 fortsat i god vækst, moræneaflejringer. Gns.: 16 mg NO3-N/l
Var. 5,6-28 mg NO3-N/l
Ved 300 mm afstrømning svarer det til et tab på i gns. 48kgN/ha
*) Nåleskov natur 30 år gammel rødgran i Mose på Nordfalster: God tilvækst og kronefylde, skovbunden stort set vegetationsløs. Gns. 60mg NO3-N/l
Var. 21-141mg NO3-N/l
Ved 100 mm afstrømning svarer det til et tab på i gns. 60kg N/ha

*) Nitrat-koncentrationen i jordvand under danske skove. Callesen m.fl. 1996 Dansk Skovbrugs Tidsskrift. Heri opererer man med omregning ved hhv. 100mm og 300mm afstrømning. Som et groft overslag kan vi regne med, at der i normale år udvaskes en vandmængde i intervallet fra 100 mm/år i de mest regnfattige egne til over 400 mm/år i de mest nedbørsrige egne af landet.

Hvis der sker en udvaskning på eksempelvis 300 mm, og koncentrationen af nitrat er på 10 mg N03–N/I, så taber økosystemet 30 kg N/ha/år.

**) Nitratudvaskning fra otte danske skove Videnblade Skov og Natur december 2008 blad nr. 8.5-21.

Nøgleord

Kontakter

Om FødevareDanmark

FødevareDanmark er brancheorganisation for fødevarevirksomheder på tværs af hele værdikæden fra jord til bord – fra slagtere, bagere samt oste- og fiskehandlere til producenter, grossister og slagterier.

FødevareDanmark repræsenterer blandt andet 90 procent af landets slagterier, som tilsammen står for 60 procent af alle danske svineslagtninger og 45 procent af alle danske kreaturslagtninger. Organisationen repræsenterer desuden primærproducenter i landbruget, da et stærkt dansk fødevareerhverv forudsætter et solidt råvaregrundlag og strategisk autonomi på fødevareområdet.

FødevareDanmarks medlemmer er drivkraften i dansk fødevareproduktion og madkultur og bidrager med kvalitet, faglighed, innovation og lokale arbejdspladser i både byer og landdistrikter. Organisationen varetager medlemmernes erhvervs- og branchepolitiske interesser og arbejder blandt andet for bedre rammevilkår for danske fødevarevirksomheder.

Følg pressemeddelelser fra FødevareDanmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra FødevareDanmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye