FødevareDanmark: Ministeren må forklare, hvordan fejl i kvælstofberegningerne kunne blive afvist
14.10.2026 08:26:33 CEST | FødevareDanmark | Pressemeddelelse
Først blev kritikken af kvælstofberegningerne afvist. Nu har Aarhus Universitet erkendt fejl. FødevareDanmark kræver svar fra ministeren og advarer samtidig mod konsekvenserne af en regulering, der er blevet hastet igennem på et usikkert grundlag.

Først advarede SEGES Innovation om fejl i beregningerne bag den nye kvælstofregulering.
Det fik Aarhus Universitet til at gennemgå tallene igen, men i første omgang fandt universitetet ingen fejl. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) erklærede beregningerne for retvisende, og minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) udtrykte sin tilfredshed.
Men tirsdag aften – blot fire dage efter ministerens udmelding – måtte universitetet alligevel erkende en fejl, der kan få betydning for landmændenes udledningsgrænser.
Forløbet vækker vrede hos FødevareDanmarks direktør, Leif Wilson Laustsen.
- Det er simpelthen ikke i orden. Først bliver der rejst en konkret, faglig kritik. Så får vi at vide, at beregningerne er kontrolleret, og at alt er i orden. Fire dage senere viser det sig, at der alligevel er fejl. Hvordan skal landmændene og resten af fødevareerhvervet have tillid til det her? Ministeren skylder os en forklaring, siger Leif Wilson Laustsen.
Fejl rammer hele sektoren
De nye udledningsgrænser kan få store konsekvenser for landmændenes produktion og økonomi. Men de kommer også til at ramme slagterier og andre fødevarevirksomheder, som er afhængige af råvarer fra danske landmænd.
Derfor finder FødevareDanmark det dybt bekymrende, at der nu er konstateret fejl i de beregninger, som landmændene skal planlægge deres fremtid efter.
- Det er ikke bare tal i et regneark. Det er mennesker, der skal træffe beslutninger om deres virksomheder, deres økonomi og deres fremtid. Og det er fødevarevirksomheder, som er afhængige af de råvarer, landmændene producerer. Så må man som minimum kunne stole på, at beregningerne er gennemarbejdede og korrekte. Det er svært at have den tillid efter det her forløb, siger Leif Wilson Laustsen.
Ministeren må på banen
Aarhus Universitet har foreløbig erkendt en konkret fejl i indregningen af husdyrgødning. Hvor stor betydning fejlen får for de nye udledningsgrænser, er endnu uvist.
Men for FødevareDanmark handler sagen om mere end en beregningsfejl. Forløbet har ifølge organisationen forstærket mistilliden til det faglige grundlag for den nye kvælstofregulering, som i forvejen har været stærkt omdiskuteret.
- Mistilliden til grundlaget for den her regulering er efterhånden afgrundsdyb. Og den bliver kun større, når en faglig kritik først bliver afvist, og det så viser sig, at der faktisk var noget om den. Det her kan ikke bare fortsætte, som om intet var hændt. Ministeren må få undersøgt beregningerne til bunds og sikre, at landmændene ikke bliver pålagt krav på et forkert grundlag, siger Leif Wilson Laustsen.
FødevareDanmark kræver nu, at ministeren forklarer, hvordan beregningerne kunne blive erklæret retvisende, når der alligevel var fejl i dem. Samtidig må han gøre klart, hvad der skal ske med de nye kvælstofkrav, mens fejlens omfang bliver undersøgt.
Nøgleord
Kontakter
Leif Wilson LaustsenDirektør i FødevareDanmark
Tlf:23 25 14 06lwl@fvdanmark.dkOm FødevareDanmark
FødevareDanmark er brancheorganisation for fødevarevirksomheder på tværs af hele værdikæden fra jord til bord – fra slagtere, bagere samt oste- og fiskehandlere til producenter, grossister og slagterier.
FødevareDanmark repræsenterer blandt andet 90 procent af landets slagterier, som tilsammen står for 60 procent af alle danske svineslagtninger og 45 procent af alle danske kreaturslagtninger. Organisationen repræsenterer desuden primærproducenter i landbruget, da et stærkt dansk fødevareerhverv forudsætter et solidt råvaregrundlag og strategisk autonomi på fødevareområdet.
FødevareDanmarks medlemmer er drivkraften i dansk fødevareproduktion og madkultur og bidrager med kvalitet, faglighed, innovation og lokale arbejdspladser i både byer og landdistrikter. Organisationen varetager medlemmernes erhvervs- og branchepolitiske interesser og arbejder blandt andet for bedre rammevilkår for danske fødevarevirksomheder.
Følg pressemeddelelser fra FødevareDanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FødevareDanmark
FødevareDanmark: Mål spildevandsudledningen der, hvor landbruget reguleres hårdest9.10.2026 06:59:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny DR-dokumentar rejser spørgsmål om tallene for spildevandsoverløb. Samtidig peger SEGES Innovation på fejl i grundlaget for den kommende kvælstofregulering. Det får FødevareDanmark til at foreslå flere direkte målinger og større åbenhed om tallene.
Sydfynske producenter tror på lokal gris midt i dyrevelfærdsdebat7.10.2026 13:54:40 CEST | Pressemeddelelse
Forbrugere og indkøbere må tage et større ansvar for dyrevelfærden i den danske svineproduktion. Det mener de to sydfynske fødevarevirksomheder, BF-Oks og Svendborg Slagtehus, der står bag den lokale ’Svendborg Gourmetgris’.
Lærling indstillede sin læreplads – nu hædres Slagter Zangenberg5.10.2026 12:07:06 CEST | Pressemeddelelse
Slagter Zangenberg i Vordingborg tog andenpladsen som Årets Innovative Læreplads, da der blev uddelt priser ved ZBC Awards i sidste uge. For slagtermester Bo Zangenberg er den største anerkendelse dog, at det var lærlingen Laura, der indstillede sin læreplads.
Tom fejrer 20 år som slagtermester i Bredballe30.9.2026 09:26:30 CEST | Pressemeddelelse
Torsdag den 1. oktober fejrer slagtermester Tom Munkholm 20 år som indehaver af Slagter Grønvalls Eftf. i Bredballe. Jubilæet markeres fredag med grill og lidt ekstra gode tilbud til kunderne.
Næstved-slagter skal dyste i fransk gourmetdisciplin18.9.2026 11:20:24 CEST | Pressemeddelelse
Kim Søndergaard fra Kvalitetsslagteren i Næstved skal repræsentere slagterfaget, når den skandinaviske finale i verdensmesterskabet i pâté en croûte afvikles på den franske ambassade i København den 22. september.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum