Børnene har stemt: Her er Årets Børnebog 2026
8.10.2026 13:00:00 CEST | Bog & idé | Pressemeddelelse
Med børnenes egne stemmer er bogen "Møgmis 8" netop kåret til Årets Børnebog 2026, mens "Lille Bille på evenDyr" er kåret til Årets Højtlæsningsbog. Priserne uddeles af Bog & idé og skal bidrage til et større fokus på børns læsning.

“Møgmis 8: Bien, blomsten og en fed baby ved navn Amor!” er kåret til Årets Børnebog 2026. Bogen er skrevet af Sophie Souid med illustrationer af Thomas Hjorthaab.
Børnene har valgt vinderne gennem en læserjury og en åben afstemning hos Bog & idé.
Når børnene i læserjuryen begrunder, hvorfor "Møgmis" fortjener prisen, fremhæver de især humoren, de mange tegninger, og at bogen er nem at læse.
“Det er en bog, man bare vil læse mere af,” skriver et af børnene, som også fortæller, at bogen er hyggelig at kigge videre i efter læsningen, fordi billederne er så gode.
Et andet barn fremhæver bogens særlige stil: “Ting må godt være nuttede, men Møgmis skal ikke være nuttet, for den hedder noget med møg.”
Samtidig er “Lille Bille på evenDyr” af Lise Petersen, Karl Bille, Jeppe Thybo og Kristina Bernat kåret til Årets Højtlæsningsbog 2026.
Børnenes læseoplevelser afgør vinderne
Bag priserne står Bog & idé, som hen over sommeren har inviteret børn og familier til at læse de nominerede bøger og stemme på deres favoritter.
"Vi har været overvældede af den interesse og det engagement, som børnene har vist gennem hele forløbet. Når vi taler om børns læsning, er det vigtigt at lytte til børnene selv. De ved bedre end nogen, hvilke historier der griber dem, får dem til at læse videre og giver dem lyst til at vende tilbage til bøgerne," siger administrerende direktør i Bog & idé, Marianne Lyngby Pedersen.
Årets Børnebog henvender sig til børn i alderen 6-10 år, mens Årets Højtlæsningsbog er for de 3-5-årige. Begge vindere er valgt blandt fem nominerede bøger i hver kategori.
Med kåringerne vil Bog & idé gøre flere børn og familier nysgerrige på børnelitteraturen og anerkende de forfattere og illustratorer, der skaber bøger, børnene har lyst til at læse.
"Vi ønsker ikke bare at hædre gode bøger. Vi ønsker også at skabe opmærksomhed om, hvor vigtig læsning er for børn. Bøger åbner nye verdener, styrker fantasien og giver fælles oplevelser i familierne," siger Marianne Lyngby Pedersen.
En pris med rødder i MARTHA
Årets Børnebog og Årets Højtlæsningsbog er inspireret af MARTHA-prisen, som Bog & idé har uddelt siden 1989, og hvor læserne stemmer om vinderen. Med de to børnebogspriser er det børnene, der stemmer om, hvilke bøger der skal hædres.
Årets Børnebog følger også traditionen fra MARTHA, hvor vinderen først får besked ved selve overrækkelsen.
Sophie Souid og Thomas Hjorthaab kendte derfor ikke resultatet, da de torsdag den 8. oktober deltog i et møde hos deres forlag, Gads Forlag.
Her blev de overrasket med prisen som vinder af Årets Børnebog 2026 og modtog MINI-MARTHA-statuetten, udført af kunstneren Kaj Rugholm.
De nominerede til Årets Børnebog 2026, 6-10 år
- De berygtede – Mysteriet i Sortemosen – Sara Blædel
- Møgmis 8 – Bien, blomsten og en fed baby ved navn Amor! – Sophie Souid og Thomas Hjorthaab
- Kalle og Kaptajn Skipper – Ole Lund Kirkegaard og Nana Bang Kirkegaard
- Malle og den første forelskelse – Malle og Amalie Riemer
- Drengen, der åd en færge og andre historier – Lasse Madsen
De nominerede til Årets Højtlæsningsbog 2026, 3-5 år
- Lille Bille på evenDyr – Lise Petersen, Karl Bille, Jeppe Thybo og Kristina Bernat
- Anders sætter fut i det hele – Henrik Vestergaard og Anders Wortmann
- Stine går agurk – Stine Askov
- Lille Panda møder Lille Tiger – Jakob Martin Strid
- Thit & Suleima tager ud i det blå – Sanne Munk Jensen og Angelica Inigo
Fakta om afstemningen
- Mere end 800 børn og deres familier ansøgte om at blive en del af læserjuryen.
- 46 børn og familier blev udvalgt til læserjuryen i de to kategorier.
- Derudover har 794 børn stemt på deres favoritbog via bog-ide.dk.
- Den endelige afgørelse er baseret på både læserjuryens vurderinger og den åbne afstemning.
- Læserjuryens stemmer vægter 70 procent, mens afstemningen på bog-ide.dk vægter 30 procent.
Nøgleord
Kontakter
Marianne Lyngby PedersenAdm. direktørIndeks Retail A/S
Står til rådighed for udtalelser til indslag, interviews, artikler o.l., som har relevans for branchen, vores butikker og vores brand.
Billeder

Links
Om Bog & idé
Bog & idé
Mossvej 2
8700 Horsens
76752000
https://www.bog-ide.dk/
Bog & idé er Danmarks største boghandlerkæde med over 100 butikker på landsplan samt webshoppen bog-ide.dk.
Kæden havde i 2025 en omsætning på 1,3 milliarder kr.
Bøger udgør knap halvdelen af forretningen, mens kontor- og trendvarer, brætspil, puslespil og lignende udgør resten.
Bog & idé er en frivillig kæde. Grundstenen blev lagt i 1969, men både navn og struktur har ændret sig meget siden.
Bog & idé er tilknyttet kædekontoret, Indeks Retail A/S, som også er kædekontor for hhv. BOGhandleren og Legekæden.
Følg pressemeddelelser fra Bog & idé
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Bog & idé
Brætspillet lever i bedste velgående: Her er Årets Spil 202630.9.2026 12:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Danske familier har igen i år spillet sig gennem et stort felt af brætspil for at finde de bedste. Nu kan Bog & idé løfte sløret for Årets Spil 2026 i fire kategorier. Kåringen kommer i et år, hvor interessen for brætspil fortsat er stor, og salget endnu en gang er på vej frem.
Vi vil nulmomsen på bøger: Men giv os tid til at gøre det ordentligt15.9.2026 13:07:00 CEST | Pressemeddelelse
Bog & idé bakker op om nulmoms på bøger. Men hvis de nye regler først er endeligt vedtaget kort før årsskiftet, er 1. januar for tidligt. En så stor ændring kræver reel tid til implementering, hvis den skal fungere i butikkerne fra første dag.
Årets bedste børnebøger skal vælges af børnene16.7.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Nu inviterer Bog & idé børn og familier til at læse årets nominerede børnebøger. Sammen skal de finde de historier, der fortjener titlen som Årets Børnebog og Årets Højtlæsningsbog 2026.
Bog & idés koncept får boghandlere til at blomstre lokalt4.2.2026 06:02:00 CET | Pressemeddelelse
Genåbningen af boghandlen i Hinnerup er et konkret eksempel på, hvordan Bog & idés platform og fælles setup skaber levedygtige butikker i hele landet.
Bog & idé ser nye bogtendenser23.1.2026 06:01:00 CET | Pressemeddelelse
Salgstal fra 2025 viser ikke kun vækst, men også ændrede læsevalg. Bog & idé ser bredere bogvalg, tematiske bevægelser og nye læsefællesskaber, der rækker ind i 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum