Cyklistforbundet

Cyklistforbundet i København vil have ny cykelbro hen over Søerne

30.9.2026 06:10:00 CEST | Cyklistforbundet | Pressemeddelelse

Del

Mere plads, tryggere skoleveje og markante investeringer i cyklingen. København skal have vedtaget en ny cykelstrategi, og hovedstaden skal være verdens bedste cykelby igen, lyder det i en ny vision fra Cyklistforbundet i København, der bl.a. ønsker en ny cykel- og gangbro over Søerne.

Cyklister på Dronning Louises Bro
Cyklister på Dronning Louises Bro Foto: Søren Svendsen

København har alle forudsætninger for at være verdens bedste cykelby, men udviklingen er gået i stå, mener Cyklistforbundet i København. Derfor lancerer det et nyt visionspapir med en række konkrete forslag, der skal få flere københavnere op på cyklen og gøre byen bedre at leve i.

Foreningen foreslår blandt andet nye broer over Søerne, 34.000 nye parkeringspladser til cykler, mange flere cykelgader, grønne bølger på de vigtigste cykelruter og bedre forbindelser til den nye bydel Jernbanebyen.

"Vi står ved en skillevej. Københavns Kommune skal vedtage en ny cykelstrategi, da den gamle udløb med 2025. København er stadig en fantastisk cykelby, men vi kan se, at andre byer i Europa investerer mere offensivt i cykling. Hvis vi vil fastholde, at København skal være verdens bedste cykelby og samtidig løse udfordringer med trængsel, klima og folkesundhed, skal vi hæve ambitionerne markant," siger Erik Hjulmand, formand for Cyklistforbundet København.

Broer over Søerne skal skabe bedre fremkommelighed

Et af de mest markante forslag fra Cyklistforbundet i København er etableringen af nye broer over Søerne. Første prioritet er en bro i forlængelse af Gothersgade, som vil skabe en mere direkte forbindelse gennem byen og aflaste de eksisterende kryds.

”De cykelbroer, der er blevet bygget i København, har jo været en enorm succes. Bryggebroen var dimensioneret til 4.000 cykler om dagen, nu kører der over 20.000 cykler hen over den hver dag. Cykelbroerne fungerer som genveje for cyklister og gør, at flere cykler. Vi har behov for at aflaste den alt for stærkt trafikerede Nørrebrogade, så en cykel- og gangbro i forlængelse af Gothersgade til Sankt Hans Gade er en nødvendig forbindelse,” siger Erik Hjulmand.

Samtidig ønsker Cyklistforbundet i København flere bro- og tunnelforbindelser over eller under jernbaneterrænet til Jernbanebyen, så den nye bydel får stærke og trygge forbindelser for cyklister og fodgængere fra første dag.

Plads til cyklerne

Mange københavnere oplever allerede i dag mangel på cykelparkering ved stationer, skoler, butikker og boliger. Derfor foreslår foreningen en stor udbygning af kapaciteten med:

  • 30.000 nye parkeringspladser til almindelige cykler
  • 4.000 nye parkeringspladser til ladcykler

"Det skal være lige så nemt at parkere sin cykel, som det er at bruge den. Manglen på gode parkeringsforhold er blevet en reel barriere for mange københavnere, så byen skal etablere meget mere cykelparkering," siger Erik Hjulmand.

100 nye cykelgader inden 2037

Cyklistforbundet København foreslår desuden, at der etableres 100 nye cykelgader frem mod 2037, svarende til cirka 10 om året.

”Cykelgader giver mere trygge forhold for cyklister og børn, dæmper biltrafikken og skaber mere attraktive byrum – forudsat, at det er velfungerende cykelgader, som sætter cyklen i centrum,” siger Erik Hjulmand.

Højere ambitioner for cykeltrafikken

Foreningen opfordrer samtidig Københavns Kommune til at hæve sine mål for cykeltrafikken.

I dag er ambitionen, at 25 procent af alle ture og 50 procent af ture til arbejde og uddannelse foregår på cykel. Cyklistforbundet København mener, at ambitionerne bør hæves til:

  • 35 procent af alle ture
  • 60 procent af ture til arbejde og uddannelse

Samtidig ønsker foreningen en målrettet indsats mod cykeltyverier, der hvert år rammer tusindvis af københavnere og får nogle til helt at fravælge cyklen.

Grønne bølger på cykelstierne

For at gøre cyklen til det hurtigste og mest attraktive transportvalg foreslår Cyklistforbundet København, at der etableres mindst ti nye strækninger med grøn bølge om året.

Det vil give bedre fremkommelighed og mere sammenhængende cykelruter gennem byen.

Fakta:

Hovedpunkter i Cyklistforbundet i Københavns visionspapir:

  • Cykel- og gangbro over Søerne i forlængelse af Gothersgade
  • Flere broer og tunneller til Jernbanebyen
  • 30.000 nye, gode og tyverisikrede parkeringspladser til almindelige cykler
  • 4.000 nye, gode og tyverisikrede parkeringspladser til ladcykler
  • 100 nye cykelgader inden 2037
  • Ambition om, at 35 % af alle ture og 60 % af ture til arbejde og uddannelse sker på cykel
  • Mindst 10 nye grønne bølger om året

Læs hele visionspapiret her:
https://www.cyklistforbundet.dk/media/hobnobua/white-paper-final-2-udgave.pdf

Nøgleord

Kontakter

Links

Følg pressemeddelelser fra Cyklistforbundet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Cyklistforbundet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye