AutoBranchen Danmark

Stadig behov for reform af bilafgifterne

29.9.2026 08:00:07 CEST | AutoBranchen Danmark | Pressemeddelelse

Del

Regeringen vil - som aftalt - lade registreringsafgiften på elbiler stige fra nytår. Behovet for en grundlæggende afgiftsomlægning er stadig intakt, mener AutoBranchen Danmarks adm. direktør.

Fra nytår står elektriske biler til priser over 366.200 kr. til en afgiftsstigning. Stigningen har længe ligget i planerne.
Fra nytår står elektriske biler til priser over 366.200 kr. til en afgiftsstigning. Stigningen har længe ligget i planerne. Foto: Colourbox

Siden afgiftsrabatten til elbiler blev forhandlet på plads med bilaftalen fra 2020, har en indfasning af registreringsafgiften været en del af planen. Sidste år blev stigningen udskudt, men fra nytår ser den altså ud til at blive en realitet.

“Som branche ser vi selvfølgelig helst, at der ikke er nogen afgifter, men når nu det skal være, er det fornuftigt at følge den allerede vedtagne plan,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

Ændringen betyder, at grænsen for hvornår en elbil skal betale registreringsafgift sænkes til 366.200 kr. fra tidligere 419.300 kr., og samtidig stiger afgiften med otte procentpoint for biler over grænsen.

”At regeringen vælger at fastholde planen om indfasning af afgiften er i sig selv ikke overraskende. Bilaftalen fra 2020 har været en bragende succes, og vi er efterhånden kommet langt foran de mål, politikerne oprindeligt havde sat os for omstillingen til elbiler herhjemme. Så med den nuværende brede regeringskonstellation og de mange politiske ønsker, der skal finansieres, var det forventeligt. Den grønne omstilling af bilparken er blevet kickstartet noget så eftertrykkeligt med historiske skattelettelser, og det kunne næppe vare ved,” siger Gitte Seeberg.

Afgiftsreform er nødvendig

Det aktuelle forslag vurderes at være første skridt mod at sikre den fremtidige bilbeskatning af en bilpark, der består af langt flere elbiler. Og her er det vigtigt, at registreringsafgiften bliver omlagt grundlæggende, mener AutoBranchen Danmark. 

”Når nu der er lagt op til en gentænkning af hele bilbeskatningen, bør man designe det nye system, så beskatning sker efter bilens tekniske egenskaber som vægt og forbrug. Det vil dels give incitament til at vælge de mest strømbesparende biler, og dels vil det være væsentligt nemmere at administrere end det nuværende prisbaserede system.”

I år til og med august har elbiler stået for mere end 96 procent af det private nyvognssalg, viser tal fra bilstatistik.dk. Og samlet set er vi nu helt oppe på 714.000 elbiler i den danske bilpark. Det vil sige, at godt hver fjerde bil nu er elektrisk.

Nøgleord

Kontakter

Om AutoBranchen Danmark

AutoBranchen Danmark er brancheorganisation for 1200 virksomheder i den danske autobranche. Vores medlemmer tæller nyvognsforhandlere, brugtvognsforhandlere, leasingselskaber, værksteder, autolakererier og alle de virksomheder, der ligger herimellem. Med andre ord er vi den organisation, der repræsenterer det bredeste udsnit af den danske autobranche. AutoBranchen Danmarks adm. direktør er Gitte Seeberg. Hun er tidligere politiker for Det Konservative Folkeparti og har siddet i Folketinget samt Europa-Parlamentet.

Følg pressemeddelelser fra AutoBranchen Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra AutoBranchen Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye