AutoBranchen Danmark

Finansiering og proces skæmmer tiltrængt bilaftale

12.11.2026 11:09:08 CET | AutoBranchen Danmark | Pressemeddelelse

Del

Med regeringen og DF’s nye skatteaftale er der nu – langt om længe – skabt afklaring om bilafgifterne for det kommende år. Det er positivt, men finansieringen er problematisk, og processen lader meget tilbage at ønske, fordi danskerne allerede har handlet på baggrund af de hidtidige – og modsatte – signaler fra regeringen, lyder det fra AutoBranchen Danmarks adm. direktør.

Registreringsafgiften på elbiler stiger alligevel ikke næste år. Til gengæld kommer eksisterende bilister til at betale en forhøjet ejerafgift for at dække noget af regningen.
Registreringsafgiften på elbiler stiger alligevel ikke næste år. Til gengæld kommer eksisterende bilister til at betale en forhøjet ejerafgift for at dække noget af regningen.

En ny skatteaftale er forhandlet på plads mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Dermed er der igen skabt klarhed om registreringsafgiften – i hvert fald for 2027. Og det er tiltrængt, mener AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg:

”Vi glæder os over, at både bilkøbere og virksomheder i autobranchen nu igen får sikkerhed om, hvad prisen på en elbil vil være i det kommende år. Og isoleret set er det fornuftigt at fastfryse bilafgifterne, mens vi venter svar fra den ekspertgruppe, der arbejder med anbefalinger til fremtidens bilbeskatning.”

Dog har flere medier også rapporteret om nogle elementer i den nye skatteaftale, som kan være problematiske for branchen og bilejerne.

”Det der med at finansiere en afgiftsrabat på nye elbiler ved at sende en efterregning på ejerafgiften til alle eksisterende bilejere, det er en konstruktion, vi gerne vil advare kraftigt imod, når fremtidens bilbeskatning skal forhandles på plads næste år. Nu ser det ud til at blive en mindre regning denne gang, men hvis man fortsætter ned ad dette spor med dobbeltbeskatning, vil det ramme værdien af alle danskeres biler.”

En anden del af finansieringen ser ud til at komme fra "indeksering af eksisterende gebyrer på motorområdet".

Ændrer retning

Beslutningen om fastfrysning af afgifterne går stik imod regeringens finanslovsforslag for 2027. Her lagde man op til en mindre indfasning af registreringsafgift på de dyreste elbiler. Og det har danskerne troet ville blive til virkelighed, hvorfor der er blevet købt hastigt ind af elbiler på det seneste.

I oktober måned blev der indregistreret knap 19.000 nye biler, hvilket er en stigning på hele 17 procent i forhold til samme måned sidste år, viser tal fra bilstatistik.dk.

”Mange danskere og virksomheder i autobranchen var naturligvis begyndt at handle ud fra de signaler, regeringen har sendt de seneste måneder. Så selvom aftalen giver klarhed, så er det virkelig ærgerligt for de forbrugere og erhvervsdrivende, der har truffet store beslutninger ud fra nogle politiske udmeldinger, der ikke bliver til noget. Her kunne processen godt have været bedre,” siger Gitte Seeberg og efterlyser, at politikerne prioriterer at få en langsigtet og solid løsning for bilafgifterne forhandlet på plads næste år.

”Vores blik er fuldt og helt rettet mod den større omlægning af bilafgifterne, der ventes at finde sted næste år. Den proces, vi har set op til dagens fastfrysning af registreringsafgiften for elbiler, håber vi, er de sidste krampetrækninger i et værdibaseret afgiftssystem, der ikke er tidssvarende længere.”

AutoBranchen Danmark anbefaler derfor fremadrettet en teknisk baseret afgift som erstatning for den værdibaserede registreringsafgift. Her skal der tages højde for bilens tekniske specifikationer og for at provenuet sikres uden dobbeltbeskatning, mener Gitte Seeberg.

Den nye aftale mellem regeringen og DF omfatter også en sænkning af brændstofafgifterne, som vil komme til gavn for de mere end to millioner fossilbiler, der stadig findes i den danske bilpark. Den del af aftalen finansieres bl.a. ved at indfase skattelettelser i mellemskatten og selskabsskatten langsommere end forventet.

Nøgleord

Kontakter

Om AutoBranchen Danmark

AutoBranchen Danmark er brancheorganisation for 1200 virksomheder i den danske autobranche. Vores medlemmer tæller nyvognsforhandlere, brugtvognsforhandlere, leasingselskaber, værksteder, autolakererier og alle de virksomheder, der ligger herimellem. Med andre ord er vi den organisation, der repræsenterer det bredeste udsnit af den danske autobranche. AutoBranchen Danmarks adm. direktør er Gitte Seeberg. Hun er tidligere politiker for Det Konservative Folkeparti og har siddet i Folketinget samt Europa-Parlamentet.

Følg pressemeddelelser fra AutoBranchen Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra AutoBranchen Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye