Danica

EIFO og Danica investerer i milliardfond med fokus på forsvarsteknologi

24.9.2026 06:30:00 CEST | Danica | Pressemeddelelse

Del

Europæisk milliardfond skal investere i forsvars- og sikkerhedsvirksomheder. Investeringen styrker adgangen til kapital for europæiske vækstvirksomheder og mobiliserer dansk pensionskapital til området. Som følge af investeringen etablerer fonden nordisk hovedsæde i København.

Mads Kaagaard, adm. direktør i Danica (tv) og Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO (th)
Mads Kaagaard, adm. direktør i Danica (tv) og Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO (th)

Europa opruster i hastigt tempo, og nye teknologier som kunstig intelligens, droner og satellitter er i stigende grad afgørende for Europas evne til at beskytte sig selv og sin kritiske infrastruktur.

Mange europæiske forsvarsvirksomheder mangler imidlertid den nødvendige kapital for at kunne gå fra udvikling til storskalaproduktion og international vækst.

Derfor går EIFO og Danica nu sammen og investerer hhv. 500 mio. kr. og 375 mio. kr. i den europæiske forsvarsfond DTCP Defence Fund I. Fonden har fokus på at investere i europæiske virksomheder i vækstfasen, der udvikler software og teknologi til blandt andet cybersikkerhed, droner, satellitter, sikker kommunikation og overvågning. Mange af teknologierne forventes at kunne blive anvendt til militære og civile formål.

Som følge af investeringen etablerer DTCP et nyt, nordisk hovedsæde i København og bringer dermed international vækstkapital, kompetencer og netværk tæt på danske virksomheder og forskningsmiljøer.

Investeringen skal altså være med til at styrke Danmarks rolle i Europas voksende forsvarsøkosystem og forhåbentlig bidrage til at gøre Danmark til et knudepunkt for forsvarsteknologi.

Investeringen på en halv milliard er EIFOs største forsvarsinvestering nogensinde.

”Der er stort behov for risikovillig kapital til europæisk forsvarsteknologi, hvis vi skal holde flere virksomheder på kontinentet. Det her er vores hidtil største forsvarsinvestering, som er med til at skabe en stærk fond, der investerer netop dér, hvor kapitalbehovet er størst. Det glæder mig, at DTCP etablerer sig med nordisk hovedkontor i Danmark og dermed kommer helt tæt på danske virksomheder,” siger Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO.

Investeringen er Danicas hidtil største forsvarsinvestering i unoterede virksomheder. Pensionsselskabet ser investeringen som en mulighed for at kunne skabe attraktive ansvarlige afkast til pensionskunderne og samtidig bidrage til udviklingen af de teknologier, der skal styrke Europas sikkerhed samt konkurrence- og modstandskraft.

”Forsvarsteknologi er et marked med strukturel vækst grundet Europas og NATO-landenes oprustning, og det giver attraktive afkastmuligheder til vores kunder. På samme tid er investeringen med til at understøtte vigtige samfundsbehov for styrket sikkerhed, vækst og modstandsdygtighed i Danmark og Europa. Fonden kombinerer dybe kompetencer inden for teknologi, forsvar og vækstsegmentet, og det giver dem en stærk platform for at kunne forløse investeringspotentialet til gavn for vores kunder og samfund,” siger Mads Kaagaard, adm. direktør i Danica.

Har rejst 3,4 mia. kr.

Investeringen fra EIFO og Danica er led i en investeringsrunde, hvor DTCP har rejst 3,4 mia. kr. Blandt de øvrige investerer er Porsche SE, Deutsche Telekom og den statsejede estiske venturefond-forvalter SmartCap.

Mindst 75 pct. af fondens investeringer skal placeres i Europa, mens den resterende del kan investeres i øvrige NATO-medlemslande og nære allierede, så længe deres teknologier er strategisk relevante for europæisk forsvar, samarbejdsevne eller kritiske forsyningskæder.

Fonden forventer at opbygge en portefølje på 20-25 virksomheder inden for blandt andet software, avanceret hardware, autonome systemer, cyber, kritisk infrastruktur og avanceret produktion. 

Thomas Preuß, Managing Partner og investeringsdirektør for DTCP, glæder sig over investeringen.

”EIFO og Danica er vigtige lokale partnere, og åbningen af DTCP’s kontor i København i 2027 understreger vores langsigtede engagement i regionen. Samarbejdet vil bidrage til at styrke europæiske værdikæder og fungere som en bro mellem de danske og tyske forsvarsteknologiske økosystemer,” siger Thomas Preuß.

DTCP forventer at åbne sit kontor i København i løbet af første halvår 2027.

Om DTCP og DTCP Defence Fund I

DTCP er en global kapitalforvalter med aktiver under forvaltning på 5 mia. euro pr. september 2026. Som sektorspecialist investerer DTCP i vækstvirksomheder inden for enterprise software, digital infrastruktur til mellemstore virksomheder samt samfundskritiske teknologivirksomheder.

DTCP har etableret et dedikeret investeringsteam, der udelukkende fokuserer på forsvars-, sikkerheds- og robusthedsteknologier.

DTCP Defence Fund I investerer i samfundskritiske teknologier, der styrker Europas sikkerhed, suverænitet og modstandsdygtighed, med fokus på kunstig intelligens, autonome systemer, cyberforsvar, sikker kommunikation og rumteknologi.

Teamet ledes af partnerne Ole Aguirre og Georgia Watson og kombinerer dyb sektorekspertise med mange års erfaring inden for teknologi- og vækstinvesteringer.

Fonden har allerede investeret i Six Robotics og Kraken Technology Group:

  • Six Robotics er en norsk forsvarsteknologivirksomhed, der udvikler software til autonomi og koordinering af ubemandede systemer, herunder dronesværme. EIFO deltog også i investeringsrunden.
  • Kraken Technology Group er en britisk forsvarsteknologivirksomhed, der udvikler avancerede ubemandede maritime platforme og nyttelastkapaciteter. 

Om Danica

Danica har mere end 750.000 kunder i Danmark og er specialiseret i pensionsordninger, livsforsikringer og sundhedsforsikringer. Danica forvalter en formue på cirka 550 milliarder kroner og er et 100 procent ejet datterselskab i Danske Bank-koncernen. 

Om EIFO

Som Danmarks nationale erhvervsfremmende bank og officielle eksportkreditinstitut arbejder EIFO for at åbne døre for global forretning, skubbe på den grønne omstilling, løfte innovative teknologier og bidrage til Danmarks sikkerhed.

Med et samlet engagement på 180 mia. kr. og aktiviteter i mere end 100 lande tilbyder EIFO finansielle løsninger til danske virksomheder og deres globale partnere.

EIFO er derudover Danmarks største ventureinvestor og investerer i startups og fonde. I 2025 investerede EIFO 31 gange i nye virksomheder og 15 gange i fonde. Sammenlagt har EIFO en investeringsportefølje på lige over 20 mia. kr. 

Kontakter

Billeder

Mads Kaagaard, adm. direktør i Danica og Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO
Mads Kaagaard, adm. direktør i Danica og Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO
Download
Mads Kaagaard, adm. direktør i Danica og Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO
Mads Kaagaard, adm. direktør i Danica og Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO
Download
Mads Kaagaard, adm. direktør i Danica og Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO
Mads Kaagaard, adm. direktør i Danica og Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO
Download

Om Danica

Danica har mere end 750.000 kunder i Danmark. Vi har specialiseret os i pensionsordninger, livsforsikringer og sundhedsforsikringer, og vi forvalter en samlet pensionsformue på mere end 400 mia. kr. med cirka 37 mia. kr. i årlige indbetalinger. Selskabet er ledet af adm. direktør Mads Kaagaard. Danica er et 100 procent ejet datterselskab i Danske Bank-koncernen.

Følg pressemeddelelser fra Danica

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danica

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye