Danica

Danica henter ny COO i Tryg Forsikring

15.9.2026 09:00:07 CEST | Danica | Pressemeddelelse

Del

Frederik Sjørslev Søgaard, nuværende IT-direktør i Tryg, tiltræder 1. november som COO i Danica. Ansættelsen er et vigtigt skridt i strategien om at gøre Danica til danskernes foretrukne pensionsselskab.

Frederik Sjørslev Søgaard bliver ny COO i Danica.
Frederik Sjørslev Søgaard bliver ny COO i Danica. Tryg Forsikring, fotograf: Bax Lindhardt.

Frederik Sjørslev Søgaard tiltræder 1. november som ny Chief Operating Officer (COO) og medlem af direktionen i Danica. Han kommer fra Tryg Forsikring, hvor han de seneste 10 år har haft en række ledende stillinger. Han har senest været IT-direktør, og inden da var han blandt andet kommerciel direktør i Tryg Privat, direktør for Alka Forsikring og for Trygs skadesbehandling i Danmark.

Mads Kaagaard, CEO i Danica, ser ansættelsen som et vigtigt skridt mod målet om at gøre Danica til danskernes foretrukne pensionsselskab.

”Vores strategi handler om kontinuerligt at styrke kundernes oplevelser med Danica gennem både stærke sundhedsydelser, godt afkast og digitale løsninger. Det kræver, at vi har de rette profiler til at drive udviklingen, og her er Frederik et rigtig stærkt match. Hans store erfaring med transformationer, ledelse af komplekse organisationer og hans evne til at løfte anvendelsen af data og ny teknologi skal bringes i spil til gavn for Danicas kunder,” siger Mads Kaagaard.

Det er også en væsentlig del af Danicas 2028-strategi, at samarbejdet med Danske Bank både kommercielt og udviklingsmæssigt skal styrkes til fordel for kunderne. Her får Frederik Sjørslev Søgaard også en nøglerolle, hvor han kan trække på sin erfaring fra sin tid som direktør i Alka, hvor han blev ansvarlig for integrationen med Tryg efter opkøbet.

”Frederik har stort fokus på tværgående samarbejde, og hvordan mennesker og organisationer kan komme til at arbejde bedre og tættere sammen. Samtidig har han bevist, at han kan skabe resultater inden for både forsikring, IT og det kommercielle område. Jeg er helt sikker på, at Frederik vil skabe et mærkbart bidrag til Danica med både sine menneskelige og faglige kvaliteter,” siger Mads Kaagaard.

Den nye COO glæder sig også meget til at komme med på Danica-holdet.

”Danica har en vigtig og meget meningsfuld opgave i at sikre kunderne økonomisk og helbredsmæssig tryghed både nu og i fremtiden ved at levere stærke pensionsprodukter og sundhedstilbud. Jeg ser det også som en stor styrke at være del af Danske Bank-koncernen for at kunne tilbyde kunderne helhedsorienterede og fremtidssikrede løsninger,” siger Frederik Sjørslev Søgaard.

Han er 49 år og uddannet cand.merc. fra Copenhagen Business School. Derudover har han gennemført en officersuddannelse i Forsvaret. Privat bor Danicas nye COO på Christianshavn i København med sin kone og to børn på 16 og 18 år.

Frederik Sjørslev Søgaard afløser Jesper Bjerre, der fratrådte i Danica midt i august.

Kontakter

Om Danica

Danica har mere end 750.000 kunder i Danmark. Vi har specialiseret os i pensionsordninger, livsforsikringer og sundhedsforsikringer, og vi forvalter en samlet pensionsformue på cirka 550 mia. kr. med over 50 mia. kr. i årlige indbetalinger. Selskabet er ledet af adm. direktør Mads Kaagaard. Danica er et 100 procent ejet datterselskab i Danske Bank-koncernen.

Følg pressemeddelelser fra Danica

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danica

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye