Energinet præsenterer det endelige forslag til placering af ny elforbindelse på Sydsjælland, Lolland og Falster
24.9.2026 10:51:08 CEST | Energinet | Pressemeddelelse
Der er behov for markant udbygning af eltransmissionsnettet for at mere grøn energi kan tilsluttes, og nyt storforbrug kan forsynes. Ny elforbindelse bliver flere steder på Sydsjælland placeret tættere på motorvejen end det oprindelige forslag. Borgere inviteres til informationsmøder i oktober.

Energinet offentliggjorde i maj 2026 et nyt forslag til placering af nye luftledninger, jordkabler og højspændingsstationer i projektet Nyt Elnet Sydsjælland, Lolland og Falster. Efterfølgende modtog Energinet over 250 bemærkninger fra borgere, blandt andet med forslag til ændret linjeføring.
Nu er Energinet klar til at præsentere det endelige forslag til placeringen af luftledninger, jordkabler og højspændingsstationer.
Ændringer i placeringen
”Vi vil gerne kvittere for de mange bemærkninger, som vi har modtaget. Mange borgere har taget sig tid til at skrive konkrete og velbegrundede forslag til vores projekt. Hen over sommeren har vi meget grundigt gennemgået alle bemærkningerne for at finde den samlet set bedste løsning. Flere af henvendelserne har givet anledning til, at vi har ændret på placeringen af luftledninger og kabler på Sydsjælland. Der er dog også mange steder, hvor vi har fastholdt den oprindelige placering, fordi vi også skal tage hensyn til andre forhold som blandt andet skov og beskyttet natur, eksisterende infrastruktur og lokalplaner,” siger hovedprojektleder Oddleif A. Nielsen fra Energinet.
Christoffer Lilleholt, afdelingsleder i Energinet, tilføjer:
”Rigtig mange borgere har – både på dialogmøderne i juni og i deres bemærkninger – ønsket, at vi dropper luftledningerne og i stedet laver hele forbindelsen med jordkabler. Vi har stor forståelse for ønsket, og vi er klar over, at vi berører mange menneskers dagligdag med den nye elforbindelse. Energinet er forpligtet til at kabellægge nye 400 kV-forbindelser i det omfang, det er teknisk og forsyningssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det er desværre ikke teknisk forsvarligt at etablere det hele som jordkabler, når vi skal opretholde forsyningssikkerheden i fremtiden.”
Forslaget har tilslutning fra det flertal i Folketinget, som stod bag aftalen om at give Energinet mulighed for at flytte 400 kV-forbindelsen på Sydsjælland tættere på motorvejen.
Ændringer i linjeføringen
- I den nordlige del af linjeføringen på Sjælland, ved Sonnerup/Algestrup er forbindelsen flyttet vest for motorvejen. Dels som kabler og dels som en luftledningsforbindelse, som krydser motorvejen ved Hæs og går over i en kabelstrækning ved Babberup.
- På strækningen mellem Høsten og Dalby er kabellægningen blevet flyttet sydpå, men linjeføringen følger overordnet samme tracé som tidligere.
- Andre steder på strækningen mellem Ringsbjerg og Vordingborg har linjeføringen fået mindre justeringer mod øst eller vest.
- På Lolland og Falster etableres forbindelsen med 220 kV-jordkabler. Her er højspændingsstationen ved Eskilstrup flyttet øst for Ovstrupvej.

På projektets hjemmeside er det muligt at zoome ind på et kort og se både Energinets endelige forslag til linjeføring og den linjeføring, der blev præsenteret først på sommeren 2026.
To høringer
Den nye linjeføring er Energinets endelige forslag. Der bliver mulighed for at sende høringssvar, når Plan- og Landdistriktsstyrelsen sender miljøvurderingen af landsplandirektivet i offentlig høring. Energistyrelsen gennemfører ligeledes en offentlig høring af miljøvurderingen af områdebekendtgørelsen, der sammen med landsplandirektivet danner grundlag for projektet. Begge høringer skal efter planen finde sted i 2027.
Tre informationsmøder
I forbindelse med offentliggørelse af det endelige forslag til placering af luftledninger, kabler og højspændingsstationer inviterer Energinet til tre informationsmøder i Vordingborg, Dalby og i Nykøbing Falster. Her fortæller vi mere om den nye linjeføring og den videre proces med miljøvurdering og ekspropriation.
De berørte borgere har fået en invitation med digital post, men informationsmøderne er åbne for alle interesserede.
Møderne finder sted:
Tirsdag d. 6. oktober 2026 kl. 19-21 i DGI Huset, Solbakkevej 42, 4760 Vordingborg
Onsdag d. 7. oktober 2026 kl. 19-21 i Dalby Hallen, Bavnestræde 28, 4690 Haslev
Tirsdag den 20. oktober 2026 kl. 19-21 i Nykøbing F. Hallen, Nr. Boulevard 4A, 4800 Nykøbing F
Tilmelding til møderne skal ske på projektets hjemmeside www.energinet.dk/vordingborg
Energinet tilbyder overtagelse af ejendomme inden for 80 meter fra luftledninger
En politisk aftale fra februar 2026 pålægger Energinet at tilbyde alle beboere, der bor inden for 80 meter fra de nye luftledninger at overtage deres ejendom. De 80 meter måles som den korteste afstand mellem ejendommens bolig og den nærmeste ledning. Det svarer til cirka 93 meter fra centerlinjen af luftledningsforbindelsen.
Der vil også være en række ejendomme, hvor boligen er placeret under eller umiddelbart op ad luftledningen. Af sikkerhedsmæssige årsager er Energinet nødt til at overtage disse ejendomme, for at anlægget kan bygges og holdes sikkert i drift.
Fremrykket ekspropriation
Fra den 1. januar 2026 har Energinet fået mulighed for at foretage fremrykket ekspropriation. En fremrykket ekspropriation er en særlig form for overtagelse, hvor Energinet i særlige tilfælde efter anmodning fra en lodsejer kan overtage en ejendom tidligere end ved de almindelige ekspropriationer. Læs mere om muligheden for fremrykket ekspropriation på www.energinet.dk/fremrykketekspropriation. Der vil på informationsmøderne blive mulighed for at høre mere om og stille spørgsmål til denne mulighed.
Kontakter
PressetelefonEnerginet, Kommunikationsafdeling
Tlf:21779084pressekontakt@energinet.dkOm Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Energinet fjerner de gamle 150 kV luftledninger i Vestjylland22.9.2026 09:06:56 CEST | Pressemeddelelse
I takt med, at elnettet udvides og styrkes, skal ældre luftledninger og master tages ned, hvor det kan lade sig gøre. Lige nu fjerner Energinet udtjente, gamle 150 kV luftledninger i det vestjyske område, hvor vejr og natur i løbet af de sidste 50-60 år har sat sit præg på anlægget.
Ny DataHub skal drive det grønne og fleksible elmarked18.9.2026 12:18:32 CEST | Pressemeddelelse
DataHub-systemet, det danske elmarkeds centralnervesystem for afregning, datafrisættelse og kommunikation, er nu fuldt opgraderet til version 3.0, som er rustet til at håndtere større og større datamængder, der skal danne fundament for en række nye løsninger og indfri endnu mere fleksibilitet drevet af markedet.
Fokus på elforsyningen: Sikkerhed og beredskab vejer tungere15.9.2026 10:33:45 CEST | Pressemeddelelse
Energinet sender nu årets redegørelse om elforsyningssikkerhed i høring. Sikkerhed og beredskab vejer tungere i år. Det forhøjede trusselsbillede betyder, at Energinet anbefaler at justere målet for afbrudsminutter fra 38 i 2035 til 40 afbrudsminutter i 2036. I 2025 var der til sammenligning 26 afbrudsminutter.
Efter Forsyningstilsynets påbud: Energinet fortsætter den puljerede sagsbehandling uændret8.9.2026 09:01:02 CEST | Pressemeddelelse
Energinet indførte i maj 2026 skærpede krav til modenhed, fremdrift og netvenlighed for tilslutninger på eltransmissionsnettet. Fredag gav Forsyningstilsynet påbud og meddelte, at Energinet skal anmelde en metode til Forsyningstilsynets godkendelse. Det ændrer ikke Energinets planlagte behandling af kundernes sager. Energinet fortsætter den puljerede sagsbehandling og forventer fortsat at gennemføre de planlagte kapacitetstildelinger hen over efteråret.
Energinet sænker elforbrugernes tariffer yderligere4.9.2026 09:05:29 CEST | Pressemeddelelse
Lavere tarif kan sætte fart i elektrificering og grøn omstilling af energisystemet. Energinet holder i de her år, tarifferne nede. Det bidrager også til at styrke virksomheders konkurrenceevne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum