Energinet

Energinet sænker elforbrugernes tariffer yderligere

4.9.2026 09:05:29 CEST | Energinet | Pressemeddelelse

Del

Lavere tarif kan sætte fart i elektrificering og grøn omstilling af energisystemet. Energinet holder i de her år, tarifferne nede. Det bidrager også til at styrke virksomheders konkurrenceevne.

Forbrugernes betaling til at drive og udvikle eltransmissionssystemet falder for andet år i træk.
Forbrugernes betaling til at drive og udvikle eltransmissionssystemet falder for andet år i træk.

Elforbrugernes tarif til Energinet falder i 2027 med 1 øre og lander på 10,5 øre per kWh.

Dermed falder det beløb, som husstande, virksomheder m.fl. skal betale for, at Energinet på statens vegne kan opretholde høj forsyning og drive og udbygge transmissionsnettet, med 9 procent.

For en almindelig husstand med et forbrug på 4000 kWh svarer det til cirka 40 kroner om året, og for en husstand med elbil eller varmepumpe med et forbrug på 10.000 kWh bliver besparelsen op mod 100 kr. For virksomheder kan besparelsen løbe op i tusindvis af kroner årligt.

Billigere balance
Det er blandt andet lavere udgifter til at balancere elsystemet, der er med til at drive tarifferne ned. Her regner Energinet allerede med at bruge cirka 650 mio. færre kroner i 2026.

”Vi har i flere år knoklet for at skabe mere konkurrence og få nye aktører til at byde ind i balanceringsmarkederne, og det er glædeligt, at alt fra gartnerier til store kraftværker hver dag ser potentiale for både deres egen forretning og for elsystemet og sender bud ind. Det viser, at elmarkederne er godt i gang med den enorme omstilling til et helt grønt elsystem, hvor produktionen hovedsageligt vil komme fra vindmøller og solceller, og hvor der er behov for meget mere fleksibilitet,” siger Kim Willerslev Jakobsen, der er direktør i Energinets Systemansvar.

Løfte om tarifloft
Det er andet år i træk, Energinet sætter elforbrugernes tarifferne ned. Sidste år faldt tarifferne fra 13,5 til 11,5 øre per kWh.

Faldet kom blandt andet efter, at Energinets ledelse i juni 2025 lovede et tarifloft på maksimalt 12,5 øre per kWh frem til 2030. Uden tarifloft og ekstraordinære tiltag ville 2026-tariffen være steget til 14,8 øre per kWh.

Lavere forbrugerbetaling og langsigtede rammer skulle sætte ekstra skub i elektrificeringen og dermed gøre det mere fordelagtigt for virksomheder at skifte fra fossile brændsler til el, for varmeværker at investere i elkedler, og for husstande at købe varmepumper, elbiler osv.

Brug af handelsindtægter
Tarifloftet blev muligt ved, at Energinet begyndte at bruge opsparede handelsindtægter – de såkaldte flaskehalsindtægter – til at holde forbrugernes betaling nede. Historisk er handelsindtægterne gået til udbygning af elnettet.

”Lavere forbrugerbetaling er i sig selv godt for danskernes økonomi og virksomhedernes konkurrenceevne, men det er også med til at skabe den elektrificering, der er helt afgørende for et energisystem uden olie, benzin, diesel, naturgas og kul. Og elforbruget haltede i mange år efter den voksende grønne elproduktion,” siger Kim Willerslev Jakobsen.

Hvad trækker op og ned
Stigende elforbrug, og dermed flere kilowatt-timer at dele samfundets udgifter ud på, er en del af de forhold, der sikrer lavere forbrugerbetaling.

Det er dog tre andre elementer, der er hovedårsagen til at 2027-tarifferne trækkes ned:

  • Lavere omkostninger til at drive og balancere elsystemet (538 mio. kr.)
  • Lavere opkrævning, da tidligere år har vist, at de faktiske udgifter til at drive elsystemet har vist sig lavere end de tariffer, der er sat et år i forvejen. (470 mio. kr.)
  • Øget brug af handelsindtægter/flaskehalsindtægter. (384 mio. kr.)

Omvendt trækker især tre ting tarifferne op:

  • Øgede udgifter til udbygning af eltransmissionsnettet (632 mio. kr.)
  • Udgifter til Systemansvar og DataHub, bl.a. på grund af øgede krav til sikkerhed og beredskab (474 mio. kr.)
  • Nettab og øvrige energiomkostninger (60 mio. kr.)

Forstå systemtarif, nettarif og producentbetaling
Systemtariffen dækker Energinets omkostninger til at sikre stabil og sikker elforsyning, herunder drift, systemydelser og administration (fx DataHub). I 2027 er systemtariffen 4,9 øre/kWh plus et årligt abonnement på 190 kr. pr. målepunkt.

Nettariffen dækker udgifter til vedligehold, drift og investeringer i elnettet. For forbrugere i distributionsnettet er nettariffen 5,6 øre/kWh i 2027. Store forbrugere i transmissionsnettet betaler i stedet et kapacitetsabonnement og en variabel nettabstarif.

Producentbetaling betyder, at elproducenter betaler indfødningstarif (0,5 øre/kWh i 2027) for at bidrage til netomkostningerne og en balancetarif (0,42 øre/kWh) for at dække udgifter til systemydelser og balancering. Nye producenter betaler desuden et engangstilslutningsbidrag afhængigt af placering og nettilslutning. Denne struktur sikrer, at både forbrugere og producenter bidrager til drift og udvikling af elnettet.

Langsigtet usikkerhed
Forbrugernes tarifbetaling svinger år for år ud fra de faktiske udgifter og indtægter, men tariflofter betyder, at de frem til 2030 ikke bliver højere end 12,5 øre.

Efter 2030 er prognoserne mere usikre. Det er vanskeligt at forudsige, hvad der vil ske med elforbruget, fremtidens handelsindtægter, som bl.a. afhænger af vind og vejr, og hvordan energimarkederne vil udvikle sig.

Men de opsparede handelsindtægter, der bruges til at sikre tarifloftet, vil være opbrugt. Og der kan komme nye udgifter til udbygning af eltransmissionsnettet, flere udgifter til at styrke beredskab og sikre elinfrastrukturen på grund af det stigende trusselsbillede kan betyde højere tarif.

”Et blik en håndfuld år ud i fremtiden er forbundet med meget stor usikkerhed, og vi ved at nogle elementer vil trække tarifbetalingen op. Men vi arbejder selvfølgelig hele tiden på at effektivisere og sikre de lavest mulige udgifter for forbrugerne, og samtidig skabe så meget forudsigelighed for både små og store elforbrugere som muligt,” siger Kim Willerslev Jakobsen.

Informationsmøde
Energinet holder online informationsmøde om tarifferne torsdag  den 10. september kl. 14.30  - 15.15. Tilmeld dig her.

FAKTA - HVAD ER HANDELSINDTÆGTER
Handelsindtægterne opstår, når der er fuld udnyttelse af kapaciteten i elforbindelserne mellem prisområder – fx mellem Danmark og Norge eller Danmark og Tyskland. Når kapaciteten er fuldt udnyttet, opstår der prisforskelle, fordi der på den ene side af forbindelsen er et større udbud af elektricitet, end der kan transporteres til forbrugerne på den anden side. Det skaber en situation, hvor prisen i ”afsenderområdet” bliver lavere end i ”modtagerområdet”. Denne prisforskel genererer såkaldte flaskehalsindtægter, som deles ligeligt mellem transmissionsselskaberne i hver ende af elforbindelsen.

Traditionelt anvendes handelsindtægterne til drift og udbygning af de grænseoverskridende elforbindelser. Formålet er at sikre mest mulig kapacitet og effektiv udnyttelse af elnettet på tværs af lande og prisområder.

Kontakter

Om Energinet

Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk

Følg pressemeddelelser fra Energinet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Energinet

Fejlagtigt flyttede kunder kommer tilbage til korrekt elleverandør10.8.2026 15:57:06 CEST | Pressemeddelelse

Energinet har i samarbejde med markedets aktører sikret, at de kunder, der fejlagtigt blev flyttet i forbindelse med overdragelsen af kundeporteføljen fra Velkommen-koncernen, enten er tilbage hos den rette elleverandør eller bliver flyttet snarest. Samtidig ophæver Energinet suspensionen af Energidrift i DataHub-systemet, så virksomheden igen kan gennemføre leverandørskift og hverve nye kunder.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye